Generation Æh Øh Åh

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

23. okt. 2019 | 03:00

Joaquin Phoenix forråder Jokeren

Foto | Niko Tavernise
Arthur Fleck i Joaquin Phoenix’ skikkelse gør også noget, som ingen Joker har gjort før ham: Han græder!

De onde ler – de gode græder.

Derfor er det sjovere at være ond. Især hvis man er som superskurken Jokeren, der altid udfører sine grusomme handlinger med et smil på læben, en urokkelig sikkerhed og let elegance.

Det er netop smilet og den karakteristisk skingre latter, som har givet Jokeren status som en af de mest berygtede og morbide forbrydere i Batmans fiktive hjemby Gotham.

Vi har efterhånden oplevet Jokerens latterudbrud i flere Batman-film og på mange forskellige måder alt efter, hvilken skuespiller der har spillet ham. Alligevel er latteren genkendelig. Det ondskabsfulde grin, som blotter de hvide, spidse tænder og ofte er efterfulgt af små arrige, gispende hvin.

Men hvor kommer de gruopvækkende udbrud fra?

I tegneserierne om Batman ler Jokeren konstant, også når han er i problemer. Han ler, mens blodet banker ud af tindingerne, han ler, når han slår uskyldige mennesker ihjel, afklæder dem og fotograferer dem. Selv når bladet fra en kniv gennemborer hans brystkasse og knuser ribbenene, ler han i smerte og krampe.

Latteren vidner om den urokkelige ondskab og sadisme, som Jokeren besidder. Latteren følger sine egne regler, ligesom han selv gør, den er uforudsigelig og uopfordret.

Han er inkarnationen af det onde, og ondskaben lader sig ikke skille fra frihed. Derfor er Jokeren også anarkist. Ondskab kan opstå tilsyneladende ud af det blå. Vi kan ikke altid sige, hvor den kommer fra, eller hvad der driver den.

Det samme gælder for Jokeren. Han har ingen baggrund, han er historieløs, og fortællingerne om ham viser sig at være opdigtede.

Latteren er Jokerens pejlemærke, men noget har alligevel ændret sig i Todd Phillips’ anmelderroste Joker.

Joaquin Phoenix’ karakter Arthur Fleck ler med samme særprægede klang, som kollegaerne Heath Ledger og Jack Nicholson har gjort før ham. Også selv om der ikke er meget at grine ad i den triste tilværelse i Gothams slumkvarter.

Men Arthur gør også noget, som ingen Joker har gjort før ham: Han græder!

Phoenix’ Joker er ikke som de tidligere versioner entydigt ond. Han er sårbar og forkvaklet, et menneske, som kan vække medlidenhed.

Hans udbrud skyldes hverken mani eller begejstring for en forbrydelse. Tværtimod bruser latteren frem i Jokeren på tidspunkter, hvor han egentlig burde græde. Det glipper for ham under pressede situationer, når han mærker omverdenens fordømmelse eller oplever dens ubarmhjertige eksklusion. Latteren er en lidelse, som han intet kan stille op overfor.

Grinet lyder nærmere som et sorgfuldt brøl, en halvkvalt hulken, et klagende skrig eller et råb om hjælp.

Inden han skamferer sine ofres ansigter med en kniv spørger Heath Ledger i The Dark Knight, om de vil vide, hvordan han fik de to fremtrædende ar på kinderne. Hver gang fortæller han en ny historie, og vi aner ikke, hvilken vi skal tro på. Men fælles for historierne er deres særpræg.

Ingen af dem rummer samme forudsigelighed som Todd Phillips’ version, hvor Jokeren bor hos sin mor og bliver mobbet på jobbet. Her er hans menneskelighed på en gang filmens styrke og dens brist. For Jokerens karakter var aldrig tænkt som et menneske. Han er ondskaben inkarneret – gådefuld og grænseløs.

Joker handler om et forkrøblet menneske, som ledes mod grusomhed, fordi alle er imod ham. Han føler sig overset, isoleret og trådt på. Uretfærdigheden er trængt ind i ham og vækker et barbarisk instinkt.

Vi forstår, hvorfor han føler afmagt og vrede. Hvis bare han havde haft en lykkelig barndom, hvis bare han havde haft en god socialrådgiver, hvis bare han havde mødt en sød pige, fået et barn, et job …

Men når Joaquin Phoenix gør Jokeren til et menneske, forråder han karakterens væsen. For sandheden om den nye Joker er, at han er skrigende banal. Han er ondskaben med årsagsforklaringer og facitliste, en håndterlig ondskab, og så skræmmer han slet ikke mere på samme måde.

Vi bliver heller ikke klogere på ondskaben. Historien er fuld af monumentalt onde gerninger, men skyldes de alle sammen en dårlig barndom?

Kommentarer

Las Dyhrcrone

 

Las Dyhrcrone (f. 1996) beskriver verdenen set gennem en ung filmelsker og kunstners øjne. 

Midt tyverne står hun i vadestedet, hvor alle muligheder er åbne, men også hvor bevidstheden om en karriere begynder at trænge sig på.

Udfordringerne mødes med energi og begejstring, tøven og tvivl, af Las og hendes jævnaldrende, som hun selv har døbt Generation Æh Øh Åh.

Las er elev på Den Danske Filmskoles instruktørlinje. Hun laver sine egne film og medvirker som skuespiller i andres.

© Filmmagasinet Ekko