Biografanmeldelse
28. sep. 2019 | 19:11

Joker

Foto | Niko Tavernise
Arthur Fleck (Joaquin Phoenix) arbejder som hospitalsklovn, men staklen finder ud af, at han kan bruge masken til andet end at underholde syge børn.

Med en brillant præstation af Joaquin Phoenix får vi endelig lov til at se, hvad der driver Jokeren – det er politisk undergravende popkunst og en af årets bedste film.

Af Damon Wise

”Det værste ved at have en psykisk sygdom er, at folk forventer, du opfører dig, som om du ikke har én,” kradser Arthur Fleck ned i sin dagbog,

Det er et sigende øjeblik i Todd Phillips’ pågående, stædigt jordnære DC Comics-drama, der for en gangs skyld tør præsentere et alternativ til de stadig mere renskurede, selvtilfredse Marvel-film.

Joaquin Phoenix er skelettynd og skræmmende i hovedrollen, og titlen til trods præsenteres Arthurs sygdom som noget dybt ubehageligt. Andre Jokere har stukket i hyænehyl som et blodtørstigt krigsråb, men for Arthur er den ukontrollable latter en nervøs tic, der rammer, hver gang han plages af mørke tanker.

Hvilket han gør det meste af tiden.

Joker foregår i 1981 i Batmans hjemby Gotham City, der altid har været en forklædt pendant til Manhattan. Her er byen et morads af løssluppen kriminalitet, smurt ind i graffiti og overrendt af rotter, der mæsker sig i gadernes affald.

Arthur Fleck er en af utallige stille eksistenser, en hjerneskadet mors dreng, der i en lurvet lejlighed trækker sig længere og længere ind i sig selv.

Moren skriver nyttesløse breve til sin tidligere arbejdsgiver, forretningsmanden Thomas Wayne
 (far til Bruce), i håbet om at han vil forbarme sig og skaffe dem et nyt sted at bo. Imens længes ynkelige Arthur efter succes som standupper. Når han sent om aftenen sidder klistret til The Murray Franklin Show, drømmer han om at blive hevet op på scenen og lukket ind i nationens hjerter.

Vi ser kun alt for tydeligt, hvad Arthur er blind for.

Hans dagbog, som han tror bugner af stensikre vitser, er i virkeligheden proppet med fejlstavede, morbide tusch-skriblerier og billeder revet ud af pornoblade.

Han synes selv, han er en charmerende fyr med børnetække, men bekymrede mødre trækker deres poder til sig, når de får øje på ham. Han stalker sin smukke nabo Sophie (Zazie Beetz), men kun, fordi han tror, hun vil se det som en romantisk gestus.

I Arthurs forskruede optik er han for ren en sjæl til denne verden.

Da han gennemtæskes under et røveri, skaffer han en pistol. Inden længe kærtegner han den på fetichistisk vis, og filmen er ikke kry for at gå i clinch med amerikanernes livsfarlige forkærlighed for skydevåben.

Joker scorer bælgsorte latterbrøl med en scene, hvor pistolen falder fra Arthurs dragt, mens han danser for syge børn som hospitalsklovn. Det siger sig selv, at han bliver fyret.

Filmens første time viser et samfund, som igen og igen træder på en mand, der ligger ned.

Todd Phillips er faktisk manden bag Tømmermænd-trilogien, og han bruger sin baggrund som komedie-instruktør til at gøre komik til en metafor for vold. Det er slapstick i yderste potens. Punchlines falder som en knytnæve i ansigtet, og en marengskage i synet er ikke væsensforskellig fra en kugle i nakken.

Arthur er en prygelknabe, der er blevet mishandlet i meget længere tid, end vi aner, og Joaquin Phoenix er stumfilmmanieret i rollen, når han giver Arthurs indre dæmoner et teatralsk udtryk. Det er en Oscar-værdig præstation!

Vi er vant til at se underkuede stakler få overnaturlige kræfter og udvikle sig til retskafne superhelte, men i Joker lærer Arthur ikke at interessere sig for andre mennesker. Han dropper sin anstrengte normalitet, smider medicinen væk og giver efter for sine allerværste impulser.

Det er den side af filmen, der uden tvivl vil provokere publikum. For første gang får vi lov at se, hvad der driver en figur som Jokeren. I Joaquin Phoenix’ chokerende tolkning er han et fejlslået eksperiment udi medmenneskelighed, og instruktøren opstiller en genkendelig kontekst for hans amoral.

Da Thomas Wayne under sin borgmesterkampagne afskriver byens fattige som ”klovne”, bliver cirkuskostumer antifascistisk mode på samme måde, som Guy Fawkes-masken fra V for Vendetta blev approprieret af hacktivist-gruppen Anonymous.

Der er vrede, voldelige gadeprotester, og pludselig øjner Arthur en verden, han kan passe ind i: Hvor folk føler – eller rettere: ikke føler – som han.

Referencerammen for dette nedkørte, desperate tegneserieagtige univers kommer ikke fra kulørte hæfter, men fra filmens verden. 

Ligesom Travis Bickle i Taxi Driver er Arthur en misantropisk randeksistens, der venter på en syndflod, som kan skylle gadens afskum væk. Men Joker er også en begavet parafrase over en anden Scorsese-film, den kulsorte outsidersatire King of Comedy, hvor Robert De Niro spiller talkshow-kongen Murray Franklin.

Todd Phillips sender små hilsener bagud til vel snart samtlige af 70’ernes og 80’ernes smudsige newyorkerfilm – fra The French Connection til The Warriors – og måske mest overraskende til rendestens-instruktøren Abel Ferraras The Driller Killer, en anden film om storbyvanvid og eksistentielt mismod.

I en intelligent nøglescene indskriver Joker sig i den større Batman-saga, men der er ingen grund til at frygte, at det er starten på en franchise.

Joker er modig ener af en film. Den giver et uafrysteligt indblik i en forstyrret sjæl, og som et stykke politisk undergravende popkunst er det en af årets store biografoplevelser.

Trailer: Joker

Kommentarer

Titel:
Joker

Land:
USA

År:
2019

Instruktør:
Todd Phillips

Manuskript:
Todd Phillips, Scott Silver

Medvirkende:
Joaquin Phoenix, Zazie Beetz, Robert De Niro

Spilletid:
122 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
3. oktober

© Filmmagasinet Ekko