Generation Æh Øh Åh

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

03. sep. 2018 | 20:27

Vi smadrer dansk film

Foto | Clara Lundblad
Laura Dyhrcrone (midt) giver den hele armen, når hun laver film i et ægte fællesskab, der vrænger ad de forkælede og indskrænkede elever på Filmskolen.

Shit! 

Tænker jeg, og blodet pumper i mine årer. Fandeme om jeg ikke er en del af en filmguerilla! 

Jeg har godt nok ingen ladt maskinpistol, men et kamera i hænderne, jeg løber hen over en våd plæne, direkte mod fotografen, han tager imod kameraet, spænder det fast på sin easyrig, som ligner en solid rustning. 

”Action,” råber instruktøren, og vi er i gang. Det føles, som om vi befinder os på en slagmark, det er midt om natten i København, luften er fugtig, jeg er drivende af sved, vi skyder ikke på hinanden, vi skyder en kortfilm. 

”Cut,” råber instruktøren. Verden drejer rundt. Jeg er svimmel og må sidde ned. Det er hårdt at lave film. 

”Hvad skal man med stoffer,” brummer lysmesteren og stiller en rød lampe foran en krakeleret bygning. Lyset kaster uhyggelige, forvrængede skygger ind mod muren. 

”Wow, et syretrip,” bemærker runneren.
”Ned med den grå socialrealisme!” råber en ung lysassistent.
”Vi smadrer dansk film,” tilføjer b-fotografen ivrigt.

En hæs stemme, jeg ikke genkender, bryder ind med et højlydt opråb: ”Fuck Filmskolen!”

Der er først ingen respons.

”Ja, fuck Filmskolen,” hører jeg mig selv sige ud i natten til min egen store forbavselse. Jeg fortryder med det samme, men der er latter i luften. Vi gejler hinanden op.

Vi hører til blandt de trodsige, tænker jeg. Dem der vil forny filmbranchen, dem der skider på skoler, dem der ikke lader sig tæmme. Jeg er en del af en modstandsbevægelse, ikke en institution. Et ægte fællesskab frem for et konstrueret.

Vi slider og slider, slider os selv ned. Vi har så meget, vi skal bevise.

”Hvis du kan sige, at du går på Filmskolen, er det et blåstempel.” Han drikker kaffe, øjnene er blodskudte, han har arbejdet i seksten timer, klokken er fire om natten, jeg begynder også at mærke trætheden, jeg er på min fjerde kop.

”Går du på Filmskolen, ved de, at du er dygtig, målrettet og professionel. De ved, du har ambitioner og et talent.”

”De?” spørger jeg, men får intet svar. Vi skal allerede i gang igen.

Jeg tænker på, hvem ”de” er, og hvorfor ”deres mening” er afgørende. Er det producenterne, som sidder tungt på pengene? Eller de idealistiske instruktører med visioner og idéer?

Han er lydmand og har søgt ind på Den Danske Filmskole fire gange. Han har været tæt på, men er endnu ikke blevet optaget.

Han er 27 år gammel, en ildsjæl, som hører til blandt de tålmodige.

Han har stadig tid.

”Det var mig, der råbte,” siger fotografen, mens jeg skifter batteri på kameraet. Han trækker på smilebåndet. Han slår mig ikke som typen.

”Jeg ved ikke, hvad der kom over mig.” Han ler. ”Måske var det tåbeligt?” Jeg ryster på hovedet: ”Tværtimod, det var befriende!”

Fotografen er en af de modige, tænker jeg og starter kameraet op. En af dem, der ikke bukker under for presset om at blive skolet, uddannet og specialiseret. Han arbejder konstant og får dårlig nok sovet om natten. Han er allerede godt inde i branchen. Hvad skal han med Den Danske Filmskole?

Han er en del af filmguerillaen, og i filmguerillaen udkæmpes kampene med det, vi har ved hånden. Vi får intet foræret.

Vi skyder den næste scene ni gange. Den er teknisk kompliceret. Jeg tager imod kameraet mellem hver optagelse. Det er tungt, mine arme ryster, mine muskler syrer til, men jeg elsker det. Det giver mig et kick.

”Søger du egentlig ind i år,” spørger lydmanden, da vi igen har pause. Klokken er snart 5. Denne gang drikker vi lunken te, vi har begge fået nok af kold kaffe.

Det er ved at blive morgen. Vi har en enkelt scene tilbage. Jeg trækker på skuldrene. Gad vide, hvorfor han spørger. Som om det var en selvfølge? Stod vi ikke for et par timer siden og skreg fuck Filmskolen som gale?

”Måske søger jeg slet ikke ind,” hører jeg mig selv sige og mærker et stik i siden. Der er så mange alternativer. Så mange store talenter, som aldrig har gået på Den Danske Filmskole.

Fotografen hælder te i sit krus og giver min skulder et klem. ”Jeg søger ind i år,” siger han, ”den er 100. Hvis man tager sin karriere alvorligt, skal man da på Filmskolen.”

Jeg glor måbende på ham. Selv de trodsige søger ind. Det var satans, tænker jeg.

Men jeg har det på samme måde, så hvem prøver jeg egentlig at narre? Jeg vil gerne gå på Den Danske Filmskole, men ikke før jeg er dygtig nok. Måske bliver jeg aldrig dygtig nok.

Alt det siger jeg ikke. Det er på en måde for sårbart.

Det er nemmere at spille hård, at være lidt kold i røven.

Jeg har mødt mange som mig selv. Gruppen af tvivlere. Vi fatter ikke rigtig, hvorfor vi vægter Den Danske Filmskole over alle andre skoler. Vi skammer os næsten over det og indrømmer det kun under pres. Vi taler altid om alternativer, 18Frames eller Super16, men alternativerne er for dem, som ikke kan komme ind på Filmskolen.

Fælles for os tvivlere er den sarkastiske tone. Vi dækker vores egen usikkerhed med skepsis og ironi. Vi kan lide at vrænge ad Filmskolen, ad dem, vi kalder forkælede og indskrænkede. Vi bander af det indskrænkede, gør nar af elevernes film, men vi søger alle sammen ind til vinter. Lægger alle vores kræfter i ansøgningen, forfiner vores cv til perfektion.

Vi ville alle ønske, at vi var i de forkælede elevers sko.

Vi kalder os revolutionære, men vi fuldfører ikke revolutionen. Så snart vi får mulighed for at blive en del af den lukkede filmelite, forlader vi uden tøven guerillaen og overlader kampen til dem, der bliver tilbage.

Laura Dyhrcrone

 

Laura Dyhrcrone (f. 1996) beskriver verdenen set gennem en ung filmelsker og kunstners øjne. 

I starten af tyverne står hun i vadestedet, hvor alle muligheder er åbne, men også hvor bevidstheden om en karriere begynder at trænge sig på.

Udfordringerne mødes med energi og begejstring, tøven og tvivl, af Laura og hendes jævnaldrende, som hun selv har døbt Generation Æh Øh Åh.

Laura gik på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft fra 2015 til 2016. Hun laver sine egne film og medvirker som skuespiller i andres.

Uden for filmbranchen har hun været billetkontrollør på teatret Aveny-T og vendt bøffer på burgerbaren Gasoline Grill i sit sabbatår. Men film har lige siden barnsben været hendes store passion, og hun brænder for alt fra kønspolitik til populærkultur. 

© Filmmagasinet Ekko