Instruktørens p.o.v.

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

19. apr. 2016 | 17:30

Gamle og nye billeder

Foto | Emmett Schoenbaum
I John Fords Vredens druer spiller Henry Fonda (tv.) den fattige Tom Joad, der med sin familie rejser til Californien i håbet om at finde arbejde.

Jeg er i højt humør, middag, vin, kaffe og cognac. Jeg svæver, ikke på en lyserød sky, men alligevel, jeg er på vej. Til Los Angeles, på inspirations tur.

Jeg skal ud for at komme hjem med nye indtryk og billeder, der kan udfordre de gamle.

På denne tur, på denne location, lukket inde i denne kapsel, sidder vi, mennesker i alle størrelser, farver og påklædning. Der er det unge kærestepar lige foran. Han ligger krøllet sammen med hovedet i hendes skød, og blunder. Hun med rank ryg, stærkt optaget af en kyssescene i filmen.

Den unge overvægtige dreng på højre side, steg på flyet, satte sig i sin stol, knaldede et headset på ørerne og har ikke haft det af siden. Middag og cola bliver indtaget i fiktionens verden.

Alle flyets skærme er i gang, det sitrer og blinker, sort bliver til hvidt. Jeg følger skizofrent med i handlingen på de nærmeste fire-fem skærme.

Måske jeg ikke skulle have bestilt den cognac, for pludselig griber mismodet mig. Når lyden er trukket væk, står skuespillerne frem i en slags følelsernes ballet. Et katalog over menneskelige reaktioner og udtryk.

Filmene løber sammen. Og jeg ser de samme mord, de samme eksplosioner, de samme ydmygelser, de samme kys, den samme måde at åbne en bildør på, den samme kamp. Først er helten ovenpå, så går det ned ad bakke, han er dømt ude og med sine allersidste kraftanstrengelser kommer han på benene igen og humper videre – ind i næste scene.

Jeg falder ned i et mentalt lufthul, for hvad er det, de vil fortælle mig? Hvad er det, der sker for øjnene af mig? Hvad handler det om?

Hver dag stiller jeg mig selv spørgsmålet.

Hvad skal mine film handle om, og hvordan skal jeg fortælle dem? Jeg leder efter svar, jeg leder efter inspiration. Synes at jeg som instruktør er forpligtet til at give noget videre, gøre en forskel.

Jeg oplever en stilstand, som jeg prøver at bryde.

Som rejsen skrider frem, og jeg gør mine observationer, ser jeg, hvordan mit publikum er programmeret. Når filmen er slut, ryger Ipad’en frem, og det bliver tid til at tæske spil.

Når spillene har mistet interessen, er det Facebook. Når Facebook er malket ryger en E–bog på skærmen. Og når kedsomheden peaker, begynder det hele forfra med en ny film.

”Never a dull moment” – på sådan en tolv timers flyvetur.

Vi er blevet en flok af zombier, der sidder tavse, indadvendte, gemt bag høretelefoner og stirrer ind i skærmen, skriver jeg i min notesbog og ser rundt på mine medmennesker.

Min tur begyndte i Santa Monica og efter at have sendt et par følere ud om kontakt til filmmiljøet, tog jeg af sted på en weekendtur. Jeg kørte ad Highway one til San Francisco. Her langs Stillehavets vældige kyst var det som at køre durk ind i en amerikansk film, med mig selv i hovedrollen.

USA repræsenterer for mig noget det bedste, jeg ved, inden for filmkunst. Cassavetes, Scorsese, Coppola og så videre, men også det værste: letbenede klichefortællinger og metervis af imbecile tv-serier med hysteriske reklameafbrydelser.

Men at køre her, forbi Henry Millers hus i Big Sur, se søløverne dandere den i solen, sno sig igennem metervis af mørk skov, hvor træerne rejser sig, store som højhuse og overnatte i den mest puttenuttede kystby, ”Carmel by the Sea”, og stå på stranden, sammen med byens beboere og se solen gå ned i havet.

Det var en af de bedre amerikanske film at være med i.

I San Francisco havde jeg tilfældigt på nettet læst, at Castro var en af verdens ti mest fantastiske biografer. En biograf, man absolut måtte besøge. Den er bygget i 1922 og bevaret frem til i dag.

Det kunne være fint at se en film i den biograf. Måske der gik en ny amerikansk film, jeg ikke havde set?

Jeg tænkte, at Castro var sådan en toptunet. Velrestaureret biograf som var lidt af et flagskib.

Jeg tjekkede repertoiret. Vredens druer var på plakaten, og jeg tænkte, at den kunne blive et meget sjovt trip tilbage til the good old days. En fremragende film vist i en ekstraordinær biograf.

Jeg hoppede ind i en taxa og nåede lige akkurat den første forestilling.

Castro er en smuk biograf med eget orgel. Men slet ikke restaureret. Der lugtede hengemt, popcornlugten hang i alle tekstiler, der var klamt, fugtigt og koldt. Og når man, som jeg, kom fra en varm sommerdag, var det noget af en overvindelse, biografens skønhed til trods, at sætte sig i de kolde sæder, med alt for lidt tøj på og frysende gå i gang med at se film.

Vredens druer er en filmatisering af John Steinbecks roman af samme navn. Bogen udkom i 1939 og filmen havde premiere i 1940. En hurtig produktion med en optagelsesperiode på seks uger.

Filmen fortæller om en bondefamilie, der må forlade deres hjem, fordi høsten igennem flere sæsoner har slået fejl. Familien kan ikke klare afdragene til banken, og banken overtager jord og hus. Banken kvitterer med at jævne det hele med jorden, så familien må søge lykken i Californien, hvor de har hørt, at det er nemt at få arbejde og begynde på en frisk.

Familien er uvelkomne alle vegne. Det lovede arbejde eksisterer ikke, og der er slagsmål om det lidt, der er. Lejrene de bliver sat i, bliver forsøgt brændt af.

Ejerne af frugtplantagerne presser lønnen i bund, selv om de ved, at det ikke giver deres ansatte mulighed for at spise sig mætte. Politiet bliver sat ind mod fol,k der prøver at skabe fagforeninger, så vilkårene kan blive forbedrede. Der sker drab.

Publikum sad spredt i salen. 50 mennesker havde vel fundet vej.

Tæppet går, første billede – en mand kommer gående imod os. Han standser op ved en korsvej. Tom Load er løsladt fra fængslet, han blaffer hjem til sin fædrene gård. Men den er forladt. Hvad er der sket?

Vredens Druer er en gribende fortælling, fortalt i et billedsprog, der giver karaktererne og historien en ekstra dimension. Nok er det realisme, men vi er i et filmisk rum med egne spilleregler.

Jeg lever mig ind i fortællingen, og at jeg hundefryser giver bare oplevelsen en ekstra autenticitet. Som filmen skrider frem, glemmer jeg alt om kulde og bliver fyldt med varme.

Disse menneskers kamp for at overleve går lige ind, og når de udhungrede børn står med sulte øjne og tigger mad, mærker jeg en tåre trille ned ad kinden. Jeg bliver rørt og tænker på, hvorfor denne film går lige i blodet på mig. Hvorfor den med sine 76 år på bagen virker dugfrisk og aktuel.

Filmens præmis er klar.

Det er en film, der handler om vores grundvilkår, om, hvordan vi organiserer os og om, hvordan vi er til stede i verden.

Til forskel for vore dages biopics og historiske film, hvor handlingen som oftest er fortidshændelser (og det er der ikke noget galt med, for det er vigtigt ikke at glemme vores fortid) er Vredens druer en film, der beskriver sin samtid, her og nu.

Filmen bliver en stemme i tiden.

Det, der gør den eviggyldig, er, at dens fremstilling overskrider sin egen fortælling og gennem spillet og billederne lokker os ind i en mytisk realitet. Historien bliver til mere end en historie.

Den rammer os både på følelsen og forstanden, og vi kan ikke skille de to ting fra hinanden, men overgiver os til fortællingen om disse menneskers skæbner.

Jeg kommer ud på gaden, jeg er radbrækket. Jeg må gå mig varm, op og ned ad gaden, inden jeg kan sætte mig ind på en café og få mig en kop kaffe.

Jeg går med en følelse af at være tændt, idéerne ruller igennem mig, jeg tænker på film med en ny lyst. Der er et eller andet her, vi skal vende tilbage til og lade os inspirere os af.

Jeg er glad. Min lyst til at være filminstruktør er intakt.

Kommentarer

Linda Wendel


Instruktøren Linda Wendel vil se filmverdenen igennem instruktørens briller og give indblik i, hvad der rører sig i den danske og udenlandske filmkunst.

Hun er uddannet på Den Danske Filmskole i 1984 og har siden skrevet og instrueret otte spillefilm og to tv-serier. Sideløbende har hun haft en karriere som forfatter med blandt andet Diskodigte (1980) og Filmnoter (2013).

Debuterede med forstadsportrættet Ballerup Boulevard (1986), som hun fulgte op med mor/datter-dramaet Lykken er en underlig fisk (1989) – begge med Stine Bierlich i hovedrollen.

Stiftede i 2001 produktionsselskabet Babyfilm sammen med skuespillerne Jesper Christensen og Ulrich Thomsen.

På selskabet har hun skabt fem overvejende privatfinansierede lowbudget-film, blandt andet Baby (2003) og One Shot (2008).

www.lindawendel.dk

© Filmmagasinet Ekko