Giv mig et like!

Ferien lakker mod enden. Så skal vi i gang igen. 

Aviserne er fyldt med vidnesbyrd fra sommeren, der er gået. Nu står den på kollektiv ærmeopsmøgning.

Som skabende kunstner er der ikke noget, der hedder ferie. Sommer eller vinter, man er i kontakt med sin notesbog og i evig konflikt mellem sine prioriteringer: arbejde eller privatliv?

Men alligevel, lidt ferie er det blevet til.

Jeg har været handykvinde, læst bøger, skrevet digte og arbejdet på kommende film.

Hvis jeg skal skrive en tagline for min sommer, må det blive: Del øjeblikket, del livet – stjålet fra et gammelt Kodak-reklameslogan.

Jeg har brugt rigtig meget af min tid i ferien på at fundere over, hvad det er for øjeblikke, og hvad det er for et liv, der er værd at dele. På min vej har jeg mødt en dyb længsel, som jeg ikke kan definere på anden måde end som en længsel efter en længsel.

Hver en lille prut vi slår, skal evalueres. På en umærkelig måde er vi blevet gjort til assistenter i vores eget liv.

Om det er min avis, eller at jeg har købt et køleskab på nettet, melder forhandlerne sig straks enten pr. mail eller telefonisk. De vil høre om ,hvordan min oplevelse af den netop ydede service var. Alt sammen for min egen skyld, fordi de gerne vil gøre det hele meget bedre ...

På en gennemsnitsdag er jeg måske i kontakt med ti forskellige institutioner og firmaer, og hvis jeg pligtskyldigt skulle svare hver gang – læg den tid sammen. Hvor meget tid er spildt? Og hvor meget liv kan jeg dele her?

Jeg bliver ufrivilligt ansat som anmelder. Hvordan var min oplevelse af den support, jeg lige har fået?

Alt flow bliver taget ud af mit liv. Jeg bliver oplært til at være et brokkehoved med fokus på det negative. For selv om det ender med en positiv karakter, har jeg været gennem hele den negative skala.

En ganske ubehagelig rolle, synes jeg. Ikke noget liv jeg vil give videre. Jeg får stjålet kostbar tid på at skulle leje censor dagen lang. Og tænk på de mennesker, der skal arbejde under det pres. De er vel ansat, fordi de er gode til deres job?

Jeg svarer aldrig på disse henvendelser. Jeg er fornærmet over deres tidsrøveri, og hvis jeg er i mit rigtigt flabede hjørne, så stiller jeg spørgsmålet: Hvordan synes I selv, det går?

Hvorfor sætter direktionen eller afdelingslederen ikke et niveau, og så er det det, der bliver standard. Er det ikke det, de blandt andet får deres løn for? Hvorfor skal jeg tvinges til at have personligt ansvar over for deres forretning?

Det virkede måske som en god fidus i begyndelsen at give kunderne denne personlige forbindelse med ens foretrukne mærker/køb. Kunderne blev ambassadører for firmaerne, så der kunne spares reklamekroner.

Men nu virker det negativt.

Mængden af varer og henvendelser er eksploderet, og det er ikke længere nogen nydelse at forbruge. Det er blevet fast arbejde. Og så har jeg ikke beskrevet alle de rabatkort, man får tilbudt, når man handler i detailhandelen, eller ventetoner og spørgsmål i telefonen.

Det gør ondt, at jeg på daglig basis skal afvise min ekspedient med: ”Nej, jeg har ikke noget rabatkort, og jeg vil heller ikke have et ellers tak.” Det slider på mig, og det bliver aldrig optur og glæde at gå i byen og handle.

Nok er aldrig nok.

Hvis man sagde ja til alle rabatordninger, forstil jer så, hvilket arkivarbejde og hvor mange mails man på daglig basis skulle læse. Endnu mere assistentarbejde lagt oven i sekretærarbejdet, når dokumenter og bestillinger skal udfyldes, og passwords huskes.

Anderledes er det på Facebook – fabrikken, hvor vi alle stempler ind, den globale arbejdsplads og fun place.

Her reklamerer vi alle for os selv eller vores idéer. Vi kæmper om en plads, så vi føler os set og hørt. Her er det nok at vende tommelen op eller sende en smiley. Her findes der millioner af brugere, der på mere eller mindre sofistikerede måder laver støj.

På Facebook er alle nyheder, statements, billeder og reklamer sideordnet. Store katastrofer følger yndige kattekillinger i leg. Mord og efterlysninger, hånd i hånd med Olines bryllupsbilleder. Vi bliver pseudoprivate med den halve verden.

Det sker tit, at folk står og råber ind i hovedet på hinanden. Det er så som så med nye erkendelser eller dialog.

Her gælder samme regler, som en veninde gav mig en dag, jeg skulle interviewes. Find en-to vigtige ting, du vil have frem. Glem alt om, hvad du bliver spurgt om, og gentag dine synspunkter igen og igen.

Når alle reklamerer for sig selv, begynder de at spærre for deres egen gode udgave. Journalisterne spærrer for deres artikler og tv-værterne for deres udsendelser. Vi bliver alle til figurer, vi gider ikke høre efter, hvad der bliver sagt, vi vil bare se giraffen.

Vi lever mentalt på Hollywood Boulevard. Vi er den store Disneyfamilie, det bliver sendt på gaden på faste klokkeslæt. Andersine sammen med Spiderman og Fedtmule sammen med King Kong. Vi kysser og krammer som medmennesker, publikum og fans.

Nå, men det skulle jo handle om film. Og det jeg vil sige er, at når så megen tid bliver røvet fra mig, så er det sgu svært at fordybe sig i kunsten. Så er det kun længslen efter at kunne længes, der står tilbage.

Egentlig er det vel også svært at skabe vækst, når man ikke har tid til at tænke ud af boksen (et andet reklameslogan).

Men her i ferien har jeg stjålet mig tid til at læse en spændende artikel om lowbudget-film. Hvordan klarer de sig på markedet? Den følger meget godt op på de diskussioner, der i den seneste tid har været her på siden. Artiklen kan læses her.

√