National eller international?

Da jeg gik på filmskolen i 80’erne, talte vi ikke meget om at tage til USA og producere film. Dengang kunne man kun få støtte fra Filminstituttet, hvis man arbejdede og indspillede film på dansk.

Filmholdene var danske, og den eneste udlænding, der sneg sig ind på holdlisten, var en fransk foleyartist (én, der eftersynker lyd), som blev tilkaldt til slut i efterarbejdet.

Det var stort, når en film skulle optages i udlandet, det var dyrt og ikke noget, der skete særligt tit.

Anderledes i dag hvor flere og flere danske film bliver optaget i udlandet, fordi man kan spare penge ved det.

Sådan forandrer virkeligheden sig hele tiden. 

Til oktober er det 30 år siden, jeg debuterede med Ballerup Boulevard. Et langt instruktørliv. Hvad har jeg egentlig brugt det til? Det er tid til ransagelse.

Jeg har altid orienteret mig mest mod Europa. Det lå ligesom i luften, at det største, der kunne ske, var at bevare sit nationale udgangspunkt og lade det være afsættet for et internationalt gennembrud. Ligesom for eksempel Dreyer, Bergman og Fassbinder havde praktiseret.

I 80’erne gik der en historie om, at alle, der havde en pæn stor biografsucces med mange solgte billetter i sit hjemland, fik et tilbud om at arbejde i USA.

Filmselskaberne gav instruktørerne tilbuddet for på den måde at dræne hjemmemarkedet. Hvis der var for stærke nationale filmmarkeder, ville der ikke være nok plads til de amerikanske film.

Sagde man ”ja tak” til tilbuddet, kunne man risikere at komme i filmfodlænke. Det vil sige at sidde I luksuriøse omgivelser med god løn og læse manuskripter og vente på det rigtige projekt og bagefter på finansieringen. Ens karriere kunne på denne måde blive slået mange felter tilbage.

Derfor var det godt tænkt og et intelligent træk, at Lars von Trier i sin tid sprang ud og debuterede på engelsk. Fra første dag var han international spillefilminstruktør, det gjorde en forskel.

De sidste mange år har mine kollegaer mere og mere orienteret sig mod USA. De har fået agenter, arbejder på serier og enkelte har indspillet spillefilm. Jeg har aldrig følt mig draget.

De eneste erfaringer, jeg havde gjort med USA, var i 1981, hvor jeg tog til New York sammen med en veninde, der havde forbindelserne i orden. Vi blev installeret hos en kendt familie, der straks ville skaffe mig adgang til en filmoptagelse med Scorsese.

Jeg blev skrækslagen, og efter kun et halvt år på Filmskolen tænkte jeg: Hvad skulle Scorsese have ud af at møde mig? Jeg ville hellere vende tilbage, når jeg selv havde noget at byde på.

Dumt tænkt.

Jeg var digter, før jeg blev filminstruktør, så det har været naturligt for mig at gå efter den personlige fortælling og lede efter min personlige håndskrift. Det mest spændende for mig har mange gange ikke været, hvad filmen handler om, men hvordan den bliver fortalt.

Med min New York-erindring in mente, gjorde jeg mig tanker: Det er for mærkeligt at have været instruktør i 30 år og ikke at have besøgt Hollywood.

Som tænkt så gjort. Jeg bestilte en billet. Og jeg faldt pladask for byen. Jeg elskede at være i LA.

Hvert et minut var som en scene i en film. Klimaet, energiniveauet, de venlige mennesker, de vilde restauranter, de skønne museer og Q&A i de lokale biografer. Jeg var forført.

Jeg holdt møder og flirtede med tanken om at lave et remake af One Shot. Et overskueligt projekt – en film i én indstilling, få optagedage, tre amerikanske skuespillere og en distribution på nettet. Jeg havde bare lyst til at blive og arbejde.

Jeg mødte danskere, der fortalte, at man kunne producere billigt uden for systemet. Det var der mange, som praktiserede. Man kunne tage penge med hjemmefra, og med de nye distributionskanaler var der åbnet for andre muligheder. Det var inspirerende møder.

Jeg rejste ud for at blive inspireret, og det blev jeg. Jeg fik et udsyn, der gav mig en ny indsigt eller bare ny benzin på motoren.

På vej hjem i flyet tænkte jeg på, hvor vigtigt det er at gøre sig tanker om, hvordan ens professionelle karriere skal forløbe.
At holde sig på benene i filmbranchen er en daglig hård og voldsom kamp. Man kan hurtigt tage nogle valg, der binder én for resten af karrieren.

Man kommer i lænke: ”Det er dig med ...”, og når først lænken sidder dér, er det svært at rive sig fri. Man slæber rundt på sit image til evig tid. Og vil man være fri, bliver man nødt til at forvandle sig til en kamphund. Hvis man skal kæmpe så hårdt, bliver man nødt til at tro på det, man kæmper for.

Eller er det helt forkert?

Skal man bare go with the flow og springe på det bedste af det, man får tilbudt ,og så håbe, at man lander det rigtige sted? Slider man sin kunstneriske nerve op ved at være en vare, der bliver handlet efter udbud og efterspørgsel?

Eller er det bare gammeldags tanker og spørgsmål i disse postmodernistiske tider. Er det taberagtigt at være national? Kan du få en international karriere med film på dansk? Eller skal instruktørens danske gennembrud være springbrættet til en international karriere?

Jeg fandt ikke svaret, inden flyet satte hjulene på banen i Kastrup, og det er spørgsmål, jeg stadig tygger på.