Talentspejderen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

03. apr. 2013 | 15:25

Er langsomt en kvalitet i sig selv?

03. apr. 2013 | 15:25

Er langsomt en kvalitet i sig selv?

Der raserer en debat, især i engelsk filmkritik, om såkaldt slow cinema. Nogle toneangivende film fra 00’erne er blevet samlet under denne betegnelse. Det er film af instruktører som Pedro Costa, Carlos Reygadas, Aleksandr Sokurov og Apichatpong Weerasethakul.

For nogle kritikere er et langsomt tempo et nødvendigt opgør med en dominerende tendens til, at film bliver hurtigere og hurtigere – som i Bourne-trilogien, hvor det gennemsnitlige klip er under to sekunder. Langsomheden kan bygge stemninger op og give en fordybelse, der ikke er plads til i hurtigere, handlingsstyrede film. Andre kritikere ser de langsomme film som søgt minimale, tågede og svage ekkoer af mestre som Tarkovskij og Bresson.

Selv har jeg ikke megen fidus til ideen om at udråbe langsomme film som noget i sig selv, hverken for at hylde det eller for at affeje det. ”Langsom” er ikke et ladet ord for mig, det er bare det modsatte af hurtig. Det virker absurd, at en engelsk festival sidste år havde mottoet ”As Slow As Possible”. Jeg ville nødigt have en film med, der var valgt med det som eneste kriterium.

Langsomhed kan bruges til at skabe meget forskelligartede oplevelser. I 00’erne har en udbredt tendens været, at langsomheden er gået hånd i hånd med en dyrkelse af det hverdagslige og uspektakulære. Når det rammer rigtigt, kan langsommelig præcision virkelig give en oplevelse af at være i andres menneskers tid og rum. Men i rigtigt mange tilfælde bliver jeg forstemt af den højtidelighed, som almindelighed omgærdes med. Det oplevede jeg med den argentinske Pablo Giorgellis Las Acacias (2011), der fik Camera d’Or for bedste debut på Cannes-festivalen. Filmen følger en lastbilchauffør, der giver en mor og hendes baby et lift gennem Argentina. Filmen er så tilbageholdt og fortalt så ”nede på jorden”, at det bliver uvirkeligt for mig.

Ved Rotterdam-filmfestivalen i år oplevede jeg til gengæld tre langsomme film med ualmindelige hovedpersoner og en langt væk fra genkendelig hverdag. Alle er instrueret af nye talenter og produceret for meget små midler.

I den mexicanske Halley af Sebastian Hoffman er hovedpersonen, Alberto, vagt i et træningscenter. Den har også hverdagsscenen par excellence, hvor hovedpersonen starter dagen med at nette sig eller barbere sig foran spejlet. Blot har Alberto et ualmindeligt problem. Når han tager undertrøjen af, ryger der hud med af. Hans krop er (så godt som) død, og det prøver han at dække over med make-up. Det kropslige forfald er registreret så langsomt og detaljeret, at det sætter sig i kødet på én. Det er en stilfærdig zombie-film. Og en spoiler: Den tager det danske udtryk ”at rive den af” til nye højder. Med imponerende visuelle effekter er det lidt af et mirakel, at den er optaget for 60.000 dollars inklusive optagelser på Grønland! Pengene fik instruktøren i øvrigt af førnævnte Carlos Reygadas, der havde fået overbudgetteret sin seneste film, Post Tenebras Lux, der blev buhet ud af Cannes.

Soldate Jeannette af østrigske Daniel Hoesl vandt hovedprisen i Rotterdam, Tiger Award, som gives til en første eller anden spillefilm fra nye instruktører. Filmens to første ord er ”leopard” og ”krokodille”. Den kvindelige hovedperson, Fanni, gør det, hun er bedst til, nemlig at shoppe i den helt dyre ende. Hun er i en modebutik, hvor hun taler med ekspedienten om, hvad skoene er lavet af. Også i resten af filmen er dialogen mystificerende og ikke handlingsbærende. Fanni udvikler sig ikke umiddelbart som person i løbet af filmen, men det gør baggrunden. Hun rykker længere og længere ud på landet. Fannis forunderlige karakter bliver tegnet igennem meget lange, tableau-agtige scener snarere end igennem hendes handlinger. Soldate Jeannette er lavet uden et manuskript af en gruppe, der kalder sig European Conspiracy for under 100.000 euro, hvad der er meget lidt selv i europæisk sammenhæng.

Noche af argentinske Leonardo Brzezicki er i konkurrence på Pix-festivalen til april i København, som også belønner nye talenter. Fem unge mennesker er på landet i et hus, som tilhører deres afdøde ven. Han var lydmand og lavede optagelser i naturen og af sig selv, også op til sin død. De fem lytter til hans optagelser og går rundt om de store højttalere i lange, drømmeagtige scener. Den opløste tidsoplevelse gør den afdøde og den omgivende natur mere og mere nærværende. De unge har en fernis af kultur, som naturen æder sig ind på. Bedst i scenen, hvor en flok vilde hunde spiser resterne fra deres udendørs middagsbord.

Slow Cinema som trend bliver forhåbentligt begravet, før festivaler eller andre tager det til sig. Vildt langsomme film har aldrig været en fornøjelse. Men der er nye, vilde film, der vil noget i al deres sendrægtighed. Én får kropsligt forfald til at gøre ondt helt ind i knoglerne, én er et billedbårent karakterstudie, og én sætter publikum i stue med en afdød. Det er værd at bruge langsom tid på.

Kommentarer

Jakob Høgel


Jakob Kirstein Høgel blogger om filmtendenser, filmsprog, grænseflader mellem medier og, selvfølgelig, nye talenter.

Uddannet inden for visuel antropologi på Manchesters universitet. I perioden 1999-2004 konsulent for Kort- og Dokumentarfilm på Det Danske Filminstitut.

2004-2007 direktør for dokumentarfilmselskabet Cosmo Doc, hvor han blandt andet stod bag Christoffer Guldbrandsens Den hemmelige krig og Anders Østergaards Gasolin.

Fra 2007 kunstnerisk leder af New Danish Screen på Det Danske Filminstitut, som støtter talentudvikling og eksperimenter på filmområdet.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger og opfattelser, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko