Per Fly har for nylig sammenlignet sit nye filmselskab med et mejeri og ser sig selv og de andre instruktører som andelshavere ligesom i de gode gamle mejerigtige dage. Jeg får lyst til at tage Flys sammenligning langt videre og lege med hvordan film og mejeribrug ligner hinanden. Den gedulgte bagtanke er at film og ost er noget jeg har passion for. Jeg arbejder derudover på at lave en blog om ost og vil selvfølgelig på den blog skrive om ”hvis ost var film”. Jeg tror der er mange interessante overlap mellem film og ost, men her og nu handler det om lighederne mellem det at sælge ost og det at sælge film i en digital tidsalder:

 Den danske andelsbevægelse udnyttede for 150 år siden, at mejeriprodukter kunne transporteres med dampskibe og at der var en voksende middelklasse der ville have lurpakket dansk smør. Der var opbrud i forbrugsmønstre og varestrømmene. Det er der også i de måder vi i disse år oplever film på. Vi ser masser af film i biografen, på tv og dvd. At købe en dvd er forretningsmæssigt det samme som at købe en ost. Man går i en butik, køber en vare og ejer den. Men vi begynder også at se film på Nettet og det giver nogle nye måder at handle film.

Lad os prøve at se det fra mælkebondens perspektiv. Forestil dig at du har en gård, dyrene har græsset hele sommeren og givet fantastisk mælk. Du har egenhændigt varmet mælken over en sagte ild, tilsat løbe og lavet din helt egen ost. Der er faktisk stadig oste der bliver til på denne måde i Schweiz og Frankrig. Du har hele tiden tænkt at den ost må verden blive vild med, men hvordan bliver den det?

Den traditionelle måde at tjene penge på er at sælge den til en opkøber i landsbyen, der samler oste fra flere gårdmejerier og kan sælge dem videre i større partier. De store grossister vil ikke handle med enkeltbønder, men kun med opkøbere, der kan levere efter bestemte standarder. Sådan fungerer det også i den digitale verden med de såkaldte aggregatorer. Det er selskaber, der køber rettigheder til mange film og sælger dem i bundter til tjenester som iTunes. iTunes har meget skrappe krav til disse leverandører og stopper blot samarbejdet hvis de ikke overholdes. Der ligger mange danske film på bl.a iTunes og Netflix.

Det kan være, at du tænker, at opkøberen og grossisterne tjener for mange penge på at handle din ost. Så kunne du invitere dine venner ud på gården og give dem smagsprøver. De er vilde med osten, måske fordi den er god, men sikkert også fordi du har lavet den. De vil gerne give deres venner en oplevelse med din ost. Det er kun naturligt at dine venner får lidt for at sælge ost for dig. Denne model for distribution bruges af Distrify, som nogle få danske film har prøvet. Det foregår især igennem Facebook og omdrejningspunktet er at man bliver tilbudt og anbefalet film fra en man kender. Hvis man kender filmmageren selv er det svært at sige nej til. Når det kommer længere væk fra filmmageren, skal det udelukkende sælges på filmens kvaliteter. Du ejer selv al viden om dine kunder, og det er den viden der er penge værd snarere end den enkelte film. De foreløbige erfaringer med Distrify er at de film, der klarer sig bedst, er dokumentarfilm med engagerende temaer og film til helt specifikke målgrupper, såsom homoseksuelle.

En tredje måde at få sin film ud på er den med umiddelbart flest seere og flest film. Det er Youtube, hvor de fleste lægger gratis film ud. Men det er også muligt at bygge en forretning op om det. Hvis man kan få tilstrækkeligt mange hits kan man få dele af Youtubes reklameindtægter. Men for at få hits nytter det ikke blot at lægge filmen ud. Man skal lave egentlige kanaler på Youtube, der er allerede over 30.000 af dem, hvor den ene film fører den næste med sig, en tænkning der minder om flow i tv. Som på kommercielt tv er der film der bliver vist med reklamer før, under og efter filmen. Filmen bliver delt op, lavet som serier og formateres i det hele taget efter hvordan de maksimerer reklameindtægterne. Du vælger selv din medicin: reklamer før, efter eller midt i dine film. Youtube monitorerer præcist hvornår brugere klikker videre, giver den information tilbage til filmmagerne, som kan lave filmen om derefter. Vi er efterhånden langt væk fra mælkebonden. Den eneste sammenligning mulig er at det er som at levere ost, der skal laves om til smelteost. Og vi er nogle, der ikke synes at smelteost er rigtig ost.