Historien om den unikke fristad på Christianshavn er fortalt mange gange, siden den blev til i 1971. Men dokumentaren Christiania ligner både ud fra titlen og traileren at dømme et forsøg på at forme den definitive fortælling om stedet.
Instruktøren er Karl Friis Forchhammer, hvis forældre flyttede fra Christiana, da han blev født. I traileren fornemmer man en nostalgisk, personlig tilgang til fristaden med de højtflyvende visioner om rummelighed og konsensusdemokrati.
Til orgeltonerne i Byen vågner af gruppen The Savage Rose – som havde stærk tilknytning til fristaden – præsenterer traileren et skønt arkivmateriale med alle de farverige optog og al den kunst, der er blevet til her.
Klipningen filtrer den frimodige lykke sammen med de nærmest uendelige kontroverser om Christiania.
Vi ser Bullshit-rockernes rygmærker, kampene med politiet, politikeren Mogens Glistrup, der siger: ”Nu skal de ud!”, og narkoen, der flyder i pusherstreet, indtil gaden lukkes i 2024.
”Her er historien om stedet, der i 50 år har sat spørgsmålstegn ved, hvad der sker, når et samfund prøver at rumme alt,” siger Karls Friis Forchhammers fortællerstemme ganske præcist om den komplicerede by i byen.
Christiania har premiere i danske biografer 19. februar og vises i hovedkonkurrencen på Cph:Dox, som begynder 11. marts.


Kommentarer