29. mar. 2017

A Ghost Story

Foto | Andrew Droz Palermo

Oscar-vinder Casey Affleck trækker et lagen over hovedet og spiller spøgelse, men det er faktisk mere romantisk end morsomt.

Det lyder ikke som en synderligt god idé at smide et lagen over en nyslået Oscar-vinder og lade ham spille et spøgelse af den slags, man ser til fastelavn og halloween.

Men ifølge anmelderne på dette års udgave af Sundance-festivalen er resultatet en af årets foreløbigt bedste film.

Den hedder A Ghost Story og har Casey Affleck i hovedrollen som C, der dør og vender tilbage til hjemmet i form af et klassisk lagenspøgelse. På papiret lyder det nok som et forsøg på at lave en sjov film, men i traileren fremstår det tværtimod meget romantisk, når han forsøger at skabe kontakt til sin kone M (Rooney Mara).

Der sker ikke det store i traileren, som i stedet er båret af en dragende atmosfære, hvor der klippes mellem parret, da de begge var i live, og senere, da spøgelset observerer sin enke.

Filmen er instrueret af David Lowery, som senest havde med noget anderledes fantasivæsner at gøre i eventyrfilmen Peter og dragen. Han er også manden bag det romantiske krimidrama Ain’t Them Bodies Saints, der ligeledes har Casey Affleck og Rooney Mara i hovedrollerne.

I A Ghost Story ser Lowery ud til at blande det overnaturlige med det realistiske, og det har sikret ham karrierens hidtil bedste kritikermodtagelse.

Filmen blev over hele banen mødt med gode anmeldelser på Sundance, hvor der blev smidt superlativer som ”hypnotisk smuk” og ”poetisk minimalisme” efter den.

A Ghost Story har amerikansk premiere den 7. juli og har endnu ikke en dansk premieredato.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko