03. apr. 2019

Joker

Foto | Lawrence Sher

Joaquin Phoenix er skræmmende sårbar i rollen som manden, der bliver til Batmans sindssyge nemesis.

Af Nicki Bruun

”Min mor sagde altid, at jeg skulle smile og lægge ansigtet i glade folder,” siger Joaquin Phoenix ildevarslende i traileren til Joker.

Her spiller Phoenix komikeren Arthur Fleck, der er bedre kendt som Batmans nemesis Jokeren, der skaber kaos i Gothams gader.

Filmen fortæller historien bag den skingrende vanvittige karakter, som tidligere er blevet spillet af Jack Nicholson, Jared Leto og Heath Ledger.

Sidstnævnte vandt en posthum Oscar for sin rolle som skurken i Christopher Nolans The Dark Knight, men det ser alligevel ud som om, at Joaquin Phoenix får nogle nye nuancer frem i figuren.

”Jeg plejede at tro, at mit liv var en tragedie. Men nu forstår jeg, at det er en komedie,” siger Arthur Fleck i traileren, der præsenterer filmen som et karakterstudie af et menneske, som falder dybere og dybere ned i sindets mørkeste afkroge.

Filmen er instrueret af Todd Philips, der er bedst kendt for Hangover-komedier, men denne gang kaster han sig ud i det tragiske. Man kommer faktisk til at føle med Phoenix’ underkuede mand, men det sker selvfølgelig kun med visheden om, at han er på vej mod at blive den inkarnerede ondskab.

Joker får premiere i danske biografer den 3. oktober.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko