31. aug. 2026

Kvinde ukendt

Foto | Andrejs Strokins

Få ord, men masser af ubehag i første teaser-trailer til May el-Toukhys Kvinde ukendt, der er i spil til Venedig-festivalens hovedpris Guldløven.

Af Frederik Hoff

”Man kan faktisk beslutte sig for ikke at være ked af det. Man kan lære at skubbe tankerne væk, når de kommer,” siger kvinden Marie trøstende til en lille pige.

”Hvordan gør man det?” spørger pigen forståeligt.

Vi får ikke svaret i teaser-traileren til Kvinde ukendt, for resten af den 59 sekunder lange video er fuldkommen ordløs. I stedet ses en montage af Marie, der gør sit bedste for at følge eget råd, mens rædslerne bliver sværere og sværere at skubbe fra sig.

Mathilde Arcel spiller Marie, som i 1945 skal giftes med en ældre, velanset mand (Carsten Bjørnlund). Men samtidig frygter Marie, at hendes hemmelighed fra krigsårene vil spolere det hele.

Foruroligende musik spiller ind over traileren, der viser glimt af en dør overmalet med et hagekors, tvangsklipningen af en ung kvinde, blod på hovedpuden og dyb angst i ansigtet på Mathilde Arcel.

Teaseren til den tredje spillefilm af May el-Toukhy (Dronningen) går ikke i dybden med handlingen, men antyder det intense ubehag, der venter publikum, når filmen får premiere.

Verdenspremieren finder sted på Venedig-festivalen søndag den 6. september, hvor Ekko som vanligt har en udsendt kritiker, der vil anmelde filmen. Kvinde ukendt er udtaget til hovedkonkurrencen om Guldløven.

Derefter skal den videre til festivalen i Toronto, men det danske publikum må vente til 4. februar 2027, hvor den endelig kan ses i danske biografer.

Sammen med Hjem og Dobbeltfejl er Kvinde ukendt desuden valgt som bud på en dansk kandidat til Oscar’en for bedste internationale film. Her må den siges at være favorit.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko