24. aug. 2017

Last Flag Flying

Foto | Shane F. Kelly

Bryan Cranston, Laurence Fishburne og Steve Carell er charmerende i en hjertevarm trailer for Richard Linklaters nye film.

Efter succesen med storværket Boyhood instruerede Richard Linklater den mindre, men også glimrende college-komedie Everybody Wants Some!!, der er en slags spirituel fortsættelse til hans Dazed and Confused.

Med Last Flag Flying giver instruktøren sig i kast med Darryl Ponicsans novelle fra 2005 af samme navn. Den er en fortsættelse af forfatterens The Last Detail, som i 1973 blev filmatiseret af Hal Ashby med Jack Nicholson i hovedrollen som Billy L. Buddusky.

Nicholson blev Oscar-nomineret for rollen, og i Linklaters fortsættelse bliver det Bryan Cranston, som skal forsøge at gøre ham kunsten efter.

I traileren bliver vi præsenteret for Cranston som en ældre udgave af Buddusky, der genforenes med sine to midaldrende kammerater spillet af Steve Carell og Laurence Fishburne.

De er alle krigsveteraner fra Vietnam, og da Carells søn dør under Irak-krigen, overtaler han sine gamle kampfæller til at tage med til begravelsen.

Traileren giver et fingerpeg om en menneskelig, humoristisk og eftertænksom tone, der også kendetegner Linklaters film som Bernie og Before-trilogien.

Last Flag Flying får verdenspremiere på New York Film Festival den 28. september og har endnu ikke fået en dansk premieredato.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko