10. sep. 2018

Mads Holger – til farvel

Foto | Pippi Film

Den afdøde debattør mindes i en dokumentar af søsteren, der har fundet et afskedsbrev, som viser nye sider af Mads Holger.

”Hvorfor måtte jeg aldrig se din skrøbelighed? Hvem var du egentlig bag dit jakkesæt?”

Sådan spørger Mads Holgers søster Pippi Olivia Norgaard Skov hudløst i den korte trailer for Mads Holger – til farvel, hvor hun går på jagt efter svaret på den gådefulde brors død.

Den berømte og berygtede debattør, der var kendt som fast inventar i det københavnske natteliv, begik selvmord i sommeren 2016, kun 38 år gammel. Et år efter hans død finder søsteren et afskedsbrev på Mads Holgers computer, der skulle afsløre nye sider af den ellers så tilknappede kulturpersonlighed.

I filmen snakker Pippi Olivia Norgaard Skov med Mads Holgers venner og familie, der er med til at kaste lys over, hvem den velklædte og -formulerede herre faktisk var.

Disse tæller andre kulturpersonligheder som Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik, Berlingskes kulturredaktør Anne Sophia Hermansen og forfatter og kritiker Martin Kongstad.

I traileren ses Mads Holger tavs i et rum med dæmpet belysning, hvor han drikker kaffe og kigger ind i kameraet, mens følsom musik og Pippi Olivia Norgaard Skovs fortællerstemme fylder lydsiden.

”En storebror tager ikke livet af sig,” lyder hendes sidste replik, som giver antydningen af en dokumentar båret af lige dele sorg og forvirret vrede.

Mads Holger – til farvel får biografpremiere 25. oktober, hvor hovedpersonen ville være fyldt 41 år.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko