30. okt. 2025

Mand Op

Foto | SF Studios Production

Mikkel Boe Følsgaard vil have et større stykke af rettighedskagen i trailer til Frederikke Aspöcks komedie om forsmået mandefællesskab på hævntogt.

Af Frederik Hoff

”Vi lever i et samfund, der er totalt styret af kvinder.”

Det er næppe sandt i nogen faktuel forstand, men har man ondt i maskuliniteten, kan det godt føles sådan. Og det har Rasmus (Mikkel Boe Følsgaard).

Da kæresten (Sofie Torp) skrider for at få et donorbarn, finder han sammen med en gruppe andre utilfredse handyr og danner gruppen Man Op, som vil genetablere den naturlige orden.

Gruppen lægger navn til en ny komediefilm, og traileren lover en satire over sårbar manddom anno 2025.

”Rettigheder er ikke en lagkage, hvor du tager et stykke, og så er der mindre til andre,” siger en rationel stemme.

”Jo, og de spiser det hele,” svarer Rasmus prompte og fortsætter det forsmåede hævntogt med spark i skridtet og endda et røveri på en sædbank sammen med kammeraterne spillet af Christopher Læssø, Zaki Youssef, Anders Brink Madsen og Ulrik Windfeldt-Schmidt.

Frederikke Aspöck har instrueret filmen, som er hendes første siden slaverisatiren Viften, og manuskriptet er skrevet af Lars Husum, der også skrev Aspöcks fængselskomedie De frivillige.

Idéen om en gruppe mænd, der sammen raser over mindre magt i samfundet, har ligheder med sci-fi-dramaet En forudsigelig fortælling om magtesløse mænd. Frederik Paludans kortfilm er i spil til årets Ekko Shortlist Awards.

Mand Op er produceret af Senia Dremstrup for SF Studiosog får premiere i danske biografer 11. december.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko