Omtrent halvdelen af menneskeheden skal på et tidspunkt igennem den såkaldte overgangsalder, og alligevel ved vi overraskende lidt om tilstanden.
Det skyldes helt åbenlyst, at den kun opleves af mennesker med æggestokke, mens lægeverdenen i flere hundrede år har været domineret af mænd.
Dokumentaristen Louise Unmack Kjeldsen er selv blevet ramt af kraftige symptomer og sætter sig med dokumentaren Mysteriet om menopausen for at undersøge fænomenet som et globalt problem.
Filmen åbner Science:Cinema-programmet i Nørrebro Teater på Cph:Dox den 13. marts, og i traileren møder vi en lang række kvinder, der kommer fra hele verden og er blevet presset hårdt af menopausen.
”Hvis jeg slutter det, så vil alt det her gå væk,” siger en kvinde, inden en anden med samme dystre selvmordstanker tilføjer: ”Så er de fri for mig og alt mit shit.”
Louise Unmack Kjeldsens stemme fortæller i traileren, at en tredjedel af alle kvinder har så svære symptomer, at det invaliderer deres arbejdsliv og sociale liv.
Filmen er produceret af Hansen & Pedersen, og Louise Unmack Kjeldsen har blandt andet været med til at instruere dokumentaren Fat Front, der også stiller skarpt på tabuiserede kroppe, og Forsøget om en ny kræftbehandling.
I Mysteriet om menopausen besøger hun forskere inden for neurologi, psykiatri og arbejdsmarked for at forstå hormonernes magt og det historiske svigt af kvinder, der alt for længe blot blev stemplet som hysteriske.
Mysteriet om menopausen får premiere på Cph:Dox 13. marts.


Kommentarer