05. juni 2026

Nøjsomheden

Foto | Nimbus Film

Hella Joofs filmatisering af populær bog ligner en sød komedie om kærlighed på tværs af klasseskellene, som fylder mere, end vi kan lide at tænke i Danmark.

Af Frederik Hoff

Hvad betyder det ”at finde sin egen skrift”?

For de unge fra den kreative klasse er det et vigtigt skridt i udviklingen som forfatter. For Mona fra boligkomplekset Nøjsomheden i Helsingør må det handle om at vælge mellem formskrift og skråskrift.

”Jeg kan bedst lige formskrift,” når hun frem til. De smarte forfatterspirer griner.

Stine Askovs populære klasseroman Nøjsomheden er blevet til film i hænderne på Hella Joof som instruktør. Andrea Heick Gadeberg har rollen som bogormen Mona, der forelsker sig i en litteraturstuderende, som er fra en helt anden verden.

I Ekko #100 fortæller hovedrolleindehaveren – kendt fra Smuk og Retfærdighedens ryttere – om sin glæde ved at trække splinter ud af fingrene og om samarbejdet med Hella Joof.

Hun ses i traileren over for Clint Ruben som den nørdede Nikolaj, der deler Monas glæde ved bøger. Ruben blev nomineret til Ekko Shortlist Awards 2025 for sit spil i Sygt forelsket.

Maria Rossing er Monas skrøbelige mor, der har en særlig blender, så hun kan lave den samme juice, som Dronning Mary drikker om morgenen. Iben Hjejle er selvsikre Moster Tut, der holder styr på alt i Nøjsomheden og fandeme selv vil bestemme, om hun må ryge en smøg indendørs.

Sui-Sui løber hjemmefra i sangenaf Sneakers, som præger trailerens lydside. Der lægges op til en sød komedie om at frigøre sig fra den sociale arv og finde kærlighed på tværs af klasseskellene, der betyder mere, end vi kan lide at tænke i Danmark.

Nøjsomheden er åbningsfilm for næste sæson af Biografklub Danmark og får premiere 27. august.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko