16. juni 2026

The Social Reckoning

Foto | Merrick Morton

Idealistisk journalist går op imod ”ytringsfriheds-absolutisten” Mark Zuckerberg, der spilles imponerende nøjagtigt af Jeremy Strong i trailer til The Social Network-efterfølger.

Af Frederik Hoff

Aaron Sorkin vandt i 2010 en Oscar for manuskriptet til David Finchers The Social Network, der skildrer en ung Mark Zuckerbergs skruppelløse vej mod tinderne som stifter af Facebook.

Seksten år senere vender manuskriptforfatteren tilbage til emnet og sætter sig denne gang også i instruktørstolen på The Social Reckoning.

Filmen foregår i 2021, hvor Zuckerberg kommer i modvind, da det afsløres, at Facebook-ledelsen er bevidst om mediets negative påvirkning på samfundet – især gennem spredning af misinformation. Man prioriterer helt bevidst profit over menneskehedens bedste.

I traileren sætter Zuckerberg sig i stolen til en høring og bliver bedt om at beskrive sin beskæftigelse.

”Jeg er professionel tiltalt,” svarer han med et selvtilfreds smil.

Hvor Jesse Eisenberg i den første film spiller mediemogulen med sin egen stemmeføring og temperament, laver Jeremy Strong nu en imponerende realistisk imitation af den virkelige Zuckerberg i al hans stivhed.

Den danskboende amerikanske skuespiller er kendt som rigmandssøn i serien Succession og Donald Trumps mentor Roy Cohn i The Apprentice, så han er godt trænet til at spille en af verdens mest kontroversielle, magtfulde mænd.

Jeremy Strong får i castet selskab af Mikey Madison (Anora) som whistlebloweren Frances Haugen, der lækkede informationerne til journalisten Jeff Horwitz, spillet af Jeremy Allen White (The Bear).

Hvor den første film er en mørk fortælling om en tyrans fødsel, ligner The Social Reckoning en mere heroisk film, hvor en idealistiske journalist går i clinch med en magtmand, der definerer sig som ”ytringsfriheds-absolutist”.

Facebook, der i dag er en del af Zuckerbergs moderselskab Meta, er et af verdens mest magtfulde firmaer. Så det er ikke helt forkert, da Jeff Horwitz får at vide, at ”det ville være bedre at lægge sig ud med mafiaen”.

The Social Reckoning får biografpremiere i danske biografer 8. oktober.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko