09. maj 2019

Watchmen

Foto | HBO

HBO’s stort anlagte serie om superheltene i Alan Moores dystre univers vækker mindelser om The Leftovers.

Zach Snyders dystre superheltefilm Watchmen fejrer tiårs-jubilæum i år. Og hvad er en bedre gave end en tilføjelse til universet?

Den kommer fra HBO, som producerer en stort anlagt serie, der skal udfylde det hul, som Game of Thrones snart vil efterlade på tv-skærmen.

Den første trailer til serieudgaven af Alan Moores populære 80’er-tegneserie om Rorschach, Dr. Manhattan og de andre giver ikke megen fornemmelse af handling, men er til gengæld fuld af stemning.

Klokken slår, og tiden går, mens maskerede mennesker bevæger sig rundt i en mørk verden, hvor superhelte bliver set på som forbrydere.

”Hvad snakker I to om?” lyder et spørgsmål til sidst i traileren.

”Nåh, ikke noget særligt. Bare verdens undergang,” svarer Don Johnson iklædt en cowboyhat.

Han er på rollelisten i den nye omgang af Watchmen sammen med Regina King, Jeremy Irons og Tim Blake Nelson. Men det mest interessante ved serien er, at den er skabt af Damon Lindelof, der er manden bag Lost og senest The Leftovers, som griber fat i eksistentielle spørgsmål.

Filmen fra 2009 fik blandede anmeldelser og et skuffende billetsalg, men har også opnået kultstatus blandt et publikum, der var vilde med de stiliserede slåskampe.

Dem er der højst sandsynligt skruet ned for i Damon Lindelofs udgave, der ser ud til at gå mere filosofisk til værks. Faktisk leder traileren tankerne hen på The Leftovers med et fokus på død og begravelse.

Watchmen får premiere på HBO Nordic til efteråret, men den præcise dato vides endnu ikke.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko