kortfilmanmeldelse
08. dec. 2014 | 19:58 - Opdateret 10. dec. 2014 | 23:30

Super16: Afgangsfilm årgang #7

Stortalentet Marie Grahtø Sørensen skaber endnu et enestående visuelt univers i Teenland, der minder om Gøgereden på stoffer, skriver Ekkos chefredaktør.

Der er udsyret teenrevolution, hårrejsende horror og minimalistisk ungdomsstudie, men et klassisk drama sætter trumf på Super16’s afgangsfilm. Se fem af filmene på Ekkos hjemmeside frem til søndag 14. december.

Af Claus Christensen

Syvende årgang fra Super16 – den alternative filmuddannelse – startede med et brag i 2012. Især Daimi, om en lille pige alene med sin kælegris, slog benene væk under én. Den lignede svaret på alt det, dansk film havde efterspurgt:

Bag filmen stod to unge kvinder, de tænkte i billeder og stemninger, de gav pokker i socialrealisme, de var modige og fandenivoldske, og frem for alt havde de noget på hjerte.

Instruktør Marie Grahtø Sørensen og manuskriptforfatter Eini Carina Grønvold kunne næsten kun skuffe, og det gjorde deres midtvejsfilm desværre også.

Den manierede tendens, der i Daimi blev holdt i ave af en stærk idé og autentisk spillende Bebiane Ivalo Kreutzmann, fik i Lækre til vi dør fuld skrue. Det lesbiske vampyr-teenage-gunslinger-drama tog sig imponerende ud med pangfarver og slowmotion, men det var mere konstrueret end beåndet, mere en eklektisk musikvideo end en sammenhængende historie med karakterer, der berørte én.

Teen angst for fuld udblæsning
I afgangsfilmen Teenland har Marie Grahtø Sørensen igen opbygget sådan et særegent univers, der efterhånden er blevet hendes varemærke.

Vi befinder os på en hvid og kold institution, hvor uregerlige teenagere bliver medicineret til passivitet. Teenagerne har magiske kræfter, men ligesom i Lækre til vi dør er det overnaturlige element en metafor for de undertrykte drifter og naturlige impulser, der hvirvler rundt i hormonsfæren omkring en teenagepige.

De syge reagerer sundt på et sygt samfund – forstår vi – men hvad det er for et samfund, bliver vi ikke meget klogere på. Vort eget er jo nærmest kendetegnet ved det modsatte: en overseksualisering, ikke mindst af puberteten.

Teenland kan nok bedst forstås som en flot visualisering af teen angst, som der står skrevet med graffiti-bogstaver på væggen i hospitalsstuen. Måske er teenagepigerne i virkeligheden bange for sig selv? Måske er de to tyggegummiblæsende hovedpersoner, den skyldsprægede Sally (Victoria Caren Sonne) og den vilde Ting-e-Ling (Frederikke Dahl Hansen), et billede på over- og under-jeg’et i én og samme pige?

Det er Gøgereden på svampe, et højtråbende, antiautoritært trip, der ikke levner megen plads til psykologiske nuancer, endsige humor – som i den tåkrummende scene, hvor Ting-e-Ling midt i maden stiller sig op på bordet i sin pink hospitalsdragt og skriger: ”Der er ikke noget galt med os!”

I deres iver efter at tvangsfodre os med vær-dig-selv-budskabet glemmer Grahtø & Grønvold, at vi først og fremmest skal kunne forstå og holde med karaktererne.

Og selv om manuskript-duoen er udvidet til et trekløver med Mikkel Bak Sørensen, er fortællingen ikke blevet mere sammenhængende af den grund. Det kan skyldes, at Teenland først og fremmest er tænkt som en webserie, og som sådan lanceres den også til januar. Men så skulle man nok have valgt at tone rent flag og gøre serien til afgangsprojektet.

Den stille ensomhed
Mens Marie Grahtø Sørensen dyrker det eksalterede pigesind, udforsker Emil Falke den stille ensomhed hos både drenge og piger.

Hans sort-hvide førsteårsfilm Happy New Years – om to ungdomskærester i efterskolealderen, der vokser fra hinanden – har ikke vakt så megen opmærksomhed som Daimi. Men med friskhed og sitrende nærvær, der leder tankerne hen på poesien i franske nybølgefilm, er den mindst lige så talentfuld.

I midtvejsfilmen Nu skal vi more os hopper Falke to år frem til gymnasietiden og skildrer en ensom fyr, der mere og mere desperat forsøger at banke liv i sin fødselsfest.

Afgangsfilmen Natasja Jensen handler om fjumreårene efter gymnasiet, så de tre film tilsammen – bevidst eller ej – udgør en kronologisk trilogi om ungdomslivet i den privilegerede, kreative klasse.

Vi følger 22-årige Natasja, der arbejder i en iskiosk og har jobs som statist, men drømmer om en karriere som skuespiller. Drømmen vil bare ikke falde i hak med virkeligheden, som hun flygter fra i biografens mørke.

Mon ikke det er en tematik, som Falke og de øvrige Super16-elever kun alt for godt kan genkende?

Øvelse i minimalisme
Emil Falke er en stilsikker instruktør. Sammen med fotografen Jonas Berlin (nomineret til Ekko Shortlist Awards for Mælk) indrammer han hovedpersonens sociale isolation i en række tableauer.

Som når Natasja forgæves forsøger at gøre indtryk på en instruktør under en filmoptagelse, eller når hun bliver ydmyget i sit eget køkken, da en af bofællerne har smug-spist af hendes havregryn – en af filmens bedste scener.

Det er en øvelse i minimalisme, og det kunne nemt være blevet goldt eller patetisk. Men skuespilleren Natasja Juul gør os konstant nysgerrig på sin karakter med det himmelvendte blik, og under tableauerne bobler en absurd humor, som er en slags snurrigt miks af Roy Anderssons stilbevidste satire og Ruben Östlunds sans for at observere.

Fagfolk siger, at en film skal vise den mest skelsættende begivenhed i hovedpersonens liv. Det lever Natasja Jensen næppe op til, selv om den har en overraskende slutning, hvor Natasja på underfundig vis forener skuespil og virkelighed.

Undervejs kunne hun med fordel været sat under et større pres, så hun havde tabt masken og for alvor vist sine følelser.

Ikke desto mindre har Emil Falke i tre film formået at variere sit personlige tema, forny formen og demonstrere så sikkert et greb om personinstruktion, at han godt kunne være et valg til en af de lavbudget-spillefilm, som dansk film ifølge den nye filmaftale skal lave.

Det krøllede talent
Årgangens mest krøllede talent hedder Emil Næsby Hansen. Han skiller sig ud, ikke blot fordi han som den eneste laver dokumentarfilm, men også fordi dokumentarerne har en helt særlig karakter.

Også han lægger forbløffende stærkt ud i førsteårsfilmen, hvor han nærmest tranceagtigt sænker tilskueren ned i Thy som tilstand, som blev nomineret til Ekko Shortlist Awards.

I afgangsfilmen Under broer er det rejsens mentale tilstand og de mennesker, der rejser for aldrig at komme tilbage, han forsøger at beskrive.

Han gentager med sit kamera en rejse, han tidligere har været på, og leder efter sine gamle venner Solo og indianerkvinden Bug. Men han finder dem ikke, og i stedet møder vi et kærestepar, der overnatter ved jernbanen, en fyr, som bor i en fuglerede, og nogle skaterknægte.

Men i modsætning til Thy som tilstand kommer vi ikke tæt på nogen af personerne. Det bærende bliver Emil Næsby Hansens refleksioner og erindringer, som vi hører ham fortælle om på lydsiden.

Essayformen, som vi kender fra Jørgen Leth og Jon Bang Carlsen, er spændende, men i dette tilfælde fremstår den mest som en erstatning for optagelser, der ikke er kommet i kassen. Der er dog stadig smukke øjeblikke, ikke mindst takket være billederne, som primært er fotograferet af instruktøren selv.

Emil Næsby Hansen kan det betale sig at holde et vågent øje med. Også i fremtiden vil han med sin skæve, uortodokse tilgang til dokumentargenren kunne levere overraskelser.

Den korteste film
Charlotte Madsen er i sig selv en overraskelse. Allerede inden hun blev optaget på Super16, skrev den unge kvinde fra Bækmarksbro filmhistorie.

I en alder af 22 år havde hun i 2012 allerede to spillefilm på cv’et, og selv hvis vi går tilbage til stumfilmtiden, hvor Eduard Schnedler-Sørensen spillefilmdebuterede i en alder af 23, har ingen dansk instruktør præsteret noget lignende.

”Jeg har den holdning, at hvis jeg vil være god til at lave spillefilm, så skal jeg bare gøre det,” udtalte hun i Ekko.

Det lyder besnærende, men hendes imponerende erfaring skinnede ikke igennem på førsteårs- og midtvejsfilmen. Hun har gjort sig selv en tjeneste ved at lave årgangens korteste film på bare tretten minutter. Det korte format har nemlig tvunget hende til at skærpe sit filmiske håndværk.

Der er således ingen slinger i valsen, når hun i Bonne année fører os ind i en togkupé nytårsnat. Her finder vi den irritable hr. Friis (Paul Hüttel), der selv forskanset bag en bog har svært ved at dæmme op for det overstrømmende franske livstykke, Majori (Vigga Bro).

Det er en sød, men også sentimental historie, der trods de dygtige skuespillere ikke undgår at fremstå noget altmodisch.

Uhygge på Færøerne
De to bedste afgangsfilm er lavet af et par af årgangens mindst eksponerede instruktører.

Færingen Heiðrik á Heygum har – med hjælp fra Janus Rasmussens effektive score – begået en vaskeægte gyserfilm, Skyld, som rent faktisk er uhyggelig. Det er noget af en bedrift, når man kun har nogle få minutter til at skabe den indlevelse i karaktererne, som er gysets forudsætning.

Selv om jeg er en hærdet horror-fan, hoppede jeg i sædet – også anden gang, jeg så filmen. Vi lukker hjertens gerne noget færøsk uhygge ind i en dansk filmverden, hvor der er langt mellem gysene.

Hovedpersonen Andrea (Sofia Nolsøe) er sygeplejerske. Hun plejer en ældre, døende dame på en lille ø på Færøerne. Men hun er plaget af skyld og begynder at se et spøgelse – en dreng – sammen med et stor, mørk skikkelse.

Det ville ikke have gjort noget, hvis vi havde hørt lidt mere om Andreas baggrund. Men bortset fra det er historien knivskarpt fortalt, så der er al mulig grund til at fremhæve filmens manuskriptforfatter, Sissel Dalsgaard Thomsen.

Hun er en af de fire første manuskriptelever på Super16, medforfatter på Natasja Jensen og i øvrigt Shortlist-nomineret for den populære swingerdukkefilm Venus. Endelig en lovende kvindelig manuskriptforfatter i en mandsdomineret metier.

Venskab mellem far og søn
Årgangens største overraskelse – og bedste afgangsfilm – er imidlertid Flyvere i natten.

Instruktør Tobias Gundorff Boesen er oprindelig uddannet på The Animation Workshop i Viborg (se afgangsfilmen Out of the Forest), men han har benyttet Super16 til at tage springet til live-action. I filmene kan man dog stadig ane spor af hans uddannelse som animator.

Førsteårsfilmen Touch of Magic kan ses på All Time Shortlist. Den er betagende, men Flyvere i natten er et ægte drama af en helt anden kaliber.

Årgangens to sidste manuskriptelever, Tommy Oksen og Jacob Katz Hansen, har været med til at skrive historien om drengen Valdemar, der bor alene med sin fordrukne far på en forsømt gård.

Det kunne have været en socialrealistisk misbrugshistorie, men tværtimod berettes om et utroligt varmt venskab mellem far og søn, der elsker hinanden og leger sig gennem hverdagen. Og når de kaster sig ud i en cowboy/indianer-kamp, fodrer Boesen fantasien med animationer – a la Anders Walter i Oscar-vinderen Helium.

Søren Mallings pragtpræstation
Faren er selvfølgelig dybt uansvarlig, når han fyrer racistiske vittigheder af, viser barske gyserfilm eller drikker sig i hegnet. Han formår ikke at være den voksne og opdrage sin søn, men vi er aldrig i tvivl om, at han elsker ham af hele sit hjerte.

De sociale myndigheder har fået øjnene op for problemet, og deres forestående besøg er historiens tikkende bombe.

Søren Malling leverer en pragtpræstation som den alkoholiserede far med et hjerte af guld. Han er fuldstændigt forrygende i nøglescenen på sønnens skolefest, hvor han har taget modet til sig og dukker op, men ender med at kamme over i aggressiv afmagt.

Ikke et øjeblik forråder han sin karakter, som vi på trods af hans svigt og forsømmelser føler med hele vejen igennem. Også Pelle Falk Krusbæk er overbevisende som Valdemar, der kæmper for at blive sammen med sin far, selv om han godt ved, at deres hjem er dysfunktionelt.

Lidt paradoksalt slutter vi altså med at hylde et mere klassisk drama fra en årgang, som ellers ikke har været bange for at eksperimentere. Det siger noget om spændvidden blandt de seksten udklækkede elever – seks instruktører, seks producere og fire manuskriptforfatter – og man kan kun opfordre filmbranchen til at tage imod dem med åbne arme.

Super16 årgang #7


Teenland

Instr. Marie Grahtø Sørensen
3 stjerner

Natasja Jensen
Instr. Emil Falke
4 stjerner

Under broer
Instr. Emil Næsby Hansen
2 stjerner

Bonne année
Instr. Charlotte Madsen
3 stjerner

Skyld
Instr. Heiðrik á Heygum
4 stjerner

Flyvere i natten
Instr. Tobias Gundorff Boesen
5 stjerner

Ekko viser fem af afgangsfilmene frem til søndag 14. december.

Foreningen Super16

Uafhængig filmskole grundlagt i 1999.

Hvert andet år optages seks instruktører, seks producere og (siden 2011) fire manuskriptforfattere.

Uddannelsens koncept er at undgå ”topstyring og kreative restriktioner for at skabe et modigt og selvstændigt kreativt miljø”. Derfor er den drevet af eleverne.

Ekko udgav i 2007 dvd’en Super16 – Best Of, som er blevet en af magasinets mest populære udgivelser.

© Filmmagasinet Ekko