Cinema Days
20. okt. 2016 | 15:51

Filmpris opildner talenter i Palæstina

Foto | Simon Schwarz
Palæstinas filmfestival Cinema Days blev skudt i gang lørdag i Ramallah Cultural Palace. Palæstinas kulturminister Dr. Ehab Bessaiso (tredje tv.) var med på scenen ved åbningsceremonien.

Den palæstinensiske filmverden har fået sin egen pris, som i denne uge uddeles for første gang ved den palæstinensiske filmfestival Cinema Days.

Af Simon Johansen

I Palæstina lever en sortnæbbet fugl under trange kår.

Med en højde på knap ti centimeter og en vægt som en fjerbold har fuglen det svært i det barske ørkenlandskab. Før svævede fuglen over frodige, skovfyldte områder, men med tiden forvandlede skovene sig til de betonjungler, der i dag udgør de palæstinensiske byer.

Den palæstinensiske solfugl, som fuglen kaldes, har derfor set sig nødsaget til at overleve i et miljø, den ikke har været vant til. Og ikke nok med det. En israelsk kampagne forsøgte for nylig at ændre sin identitet ved at omdøbe den til Den orange fugl.

På den måde har de hårdt prøvede palæstinensere meget tilfælles med fuglen, som de fleste lokale betragter som Palæstinas nationalfugl.

Den palæstinensiske solfugl er derfor også oplagt til at give navn til Sunbird-prisen, der uddeles ved filmfestivalen Cinema Days, hvis tredje udgave i disse dage udfolder sig i Ramallah og Palæstinas andre store byer. 

Flere palæstinensiske film
I Sunbird-konkurrencen deltager udelukkende dokumentar- og kortfilm, som omhandler eller finder sted i Palæstina. Og konkurrencen er forbeholdt ungdommen. Kun filmskabere under 35 år må deltage – dog er det ikke et krav, at instruktørerne skal være af palæstinensisk ophav.

”Med prisen vil vi opfordre flere palæstinensiske filmskabere til at deltage i filmfestivalen, end det har har været tilfældet de to foregående år,” siger arrangøren af Cinema Days, Hanna Atallah, da Ekko møder palæstinenseren til festivalens åbning.

”Det er essentielt med internationale film på festivalen, men det er afgørende for mig, at festivalen byder på film om Palæstina.” 

Få dig et rigtigt liv
En af de instruktører, der deltager i konkurrencen, er estiske Toomas Järvet. Han er i festivalen med dokumentaren Rough Stage om Maher, der bor i Ramallah.

Maher er uddannet ingeniør, men han lever og ånder for den traditionelle palæstinensiske dans.

De fleste af hans penge går til et øvelokale i byen, hvor han tilbringer dagene med at planlægge en danseopvisning, der skal have premiere i Ramallah. Hans håb er en dag at kunne leve af dansen, men forældrene forstår ikke deres søn, som nærmer sig de 40 og stadig ikke er gift.

”Du har stadig tid til at vende op og ned på dit liv. Få dig en kone, få dig et rigtigt job,” siger faren.

Men Maher kan kun grine af ham: ”Far, jeg er lykkelig. Jeg laver det, jeg ønsker at lave.”

”Men det er ikke et rigtigt liv,” svarer faren. 

Forældres ambitioner
Det er tydeligt, at midlerne har været få for instruktør Toomas Järvet. Rough Stage foregår over fire år, fordi det har været vanskeligt for instruktøren at hente de fornødne støttekroner i sit hjemlands filminstitut, og produktionen ligner en gennemsnitlig tv-dokumentar.

Det kommer især til udtryk i de opstillede scener, hvor Maher danser ved den mur, israelerne har inddæmmet Palæstina med.

Her har det været hensigten at give publikum en visuel oplevelse, men i stedet kommer det til at ligne hjemme-video-optagelser. Der havde det været en fordel at holde sig til at følge Mahers liv. 

De opsatte scener hindrer dog ikke filmen i at give et indblik i livet i Ramallah, hvor vi følger en mand, der vil tingene anderledes, end hans omgivelser er vant til.

Rough Stage er da også først og fremmest en film om kulturelle normer i Palæstina, fortæller Toomas Järvet.

”I dag er Ramallah et forholdsvis fredeligt sted, hvor folk på tværs af religioner lever sammen. Sådan har det ikke været i den foregående generation, som har været meget mere plaget af krig. Mahers forældre har ikke haft samme mulighed for at uddanne sig og få et roligt og stabilt liv, så de forsøger naturligvis at give deres børn det, de aldrig selv fik mulighed for at få.”

Film var engang for eliten
Efter filmens visning træder hovedrolleindehaveren Maher selv op på scenen for at fortælle om sit liv i dag.

Han danser stadig, men selv om han i dag kan finansiere sit liv i kraft sin passion, mangler han stadig forældrenes accept.

”Tingene ændrer sig ikke så let i Palæstina. Det er ikke socialt acceptabelt at forfølge sine drømme på samme måde som i den vestlige verden. I stedet forventer folk, at du gør alt for at få et trygt liv, fordi ingen ved, hvilke rædsomheder morgendagen byder på,” fortæller Maher de fremmødte, som ud over Ekkos udsendte består af Mahers og instruktørens venner.

Antallet af publikummer svinger meget ved Cinema Days. Da den forrygende argentinske tangofilm Our Last Tango om et legendarisk argentinsk dansepar åbnede festivalen, var salen fyldt til randen, og de fleste af deltagerne var mødt op i kjole eller skjorte og slips.

Men ved andre filmvisninger møder kun en håndfuld festivalgæster op. Adspurgt er der også mange af de lokale på gaden, som ikke er klar over, at der er filmfestival i byen.

”Film i Palæstina har primært været for eliten,” siger musiker Rajja Dubayah, der lever af at lave lyd til film.

”På grund af konflikten med Israel har det ikke været muligt for de fleste palæstinensere at hverken interessere sig for eller leve af film. Hvem skulle de lære det af? Se på mig, jeg har været nødt til at lære alt selv,” fortæller den palæstinensiske komponist, der holder en række kurser på festivalen i lyddesign. 

Ikke flere happy ends
Alt det er dog ved at ændre sig, forklarer filmproduceren Irit Neidhardt, der er med i den jury, der skal uddele Sunbird-prisen.

”Palæstinensiske og andre arabiske festivalfilm har altid hovedsagelig været vist i Europa og USA. Det vil sige, at de film, der omhandler den arabiske verden, ikke har været vist i den arabiske verden. Det er jo lidt af paradoks,” siger tyske Irit Neidhardt, der er opvokset i Ramallah.

Hun forklarer, at kulturen er ved at ændre sig takket være festivaler som Cinema Days i Palæstina og Lebanese Film Festival i Beirut. Publikummet vokser, det samme gør interessen for at skabe film, og derfor vokser kvaliteten med.

”Sunbird-prisen viser, at palæstinenserne har nogle unikke historier. På overfladen kan de virke som kedelige dagligdagshistorier, men det er fortællinger, som vi ikke oplever andre steder. Det viser os rundt i et univers, vi kun kender til fra mediernes krisefokuserede dækning af området,” siger Irit Neidhardt, som ser en væsentlig udvikling i den måde, de forskellige emner behandles på.

”I 1970’erne sluttede arabiske film næsten altid med et lykkeligt fremtidsperspektiv. Det gjorde de selvfølgelig, fordi det ville være for trist, hvis de sørgelige tilstande i regionen ikke ville blive bedre i fremtiden. I dag er det anderledes. Mange film understreger, at man sidder fast i en meget svær situation.”

”Film om palæstinensere er blevet mere realistiske. Det er ganske tydeligt, at palæstinenserne sidder fast, og at det ikke vil ændre sig foreløbigt. Det gør palæstinensernes evne til at lave film til gengæld. Og det er et stort lyspunkt midt i mørket.”

Trailer: Rough Stage

Ekko på Vestbredden

Simon Johansen skriver fra Cinema Days.

Cinema Days er en filmfestival på Vestbredden.

Festivalen arbejder for promoveringen af lokale filmtalenter i Palæstina.

Fra 15. oktober til 21. oktober.

Ekko er inviteret til festivalen af Det Danske Hus i Palæstina.

© Filmmagasinet Ekko