Essay
26. feb. 2015 | 10:05

Hvad kan vi lære af House of Cards?

Foto | Netflix
Kevin Spacey vandt en Golden Globe for rollen som Francis ”Frank” Underwood tidligere i år. Nu er han tilbage – ondere end nogensinde.

Francis ”Frank” Underwood er den ondeste af de onde, og derfor minder han os om, hvordan politikere er. Eller hvordan vi tror, de er. Essay om serien, hvis tredje sæson kan streames på Netflix fra fredag 27. februar.

Af Casper Hindse

Lærer du noget om medicinsk behandling af House eller Skadestuen? Næppe.

Men hvor stor er dine juridiske kompetencer så efter, at du har stenet Ally eller Law & Order? Temmelig begrænsede må svaret nok være.

Hvad så med politiet? Har du ikke meget godt tjek på, hvad det kræver at blive betjent efter af have gennemtæsket emnet i CSI, Forbrydelsen, Rejseholdet eller Brooklyn Nine-Nine? Næ, vel egentlig ikke. Men hvordan kan det så være, at serier som Præsidentens mænd, Borgen og senest House of Cards kan få folk til at falde i gryden med politikerlede?

Hovedpersonen Francis ”Frank” Underwood (Kevin Spacey) i House of Cards er en vaskeægte, benhård prototype på nutidens politikerstereotyp: den ensomme ulv, der kun har sin egen vinding og magt for øje. Frank lyver og manipulerer. Han spiller spillet, som det hedder – et spil, der involverer såvel hor som mord.

Og det virker! Frank hamrer fremad i det politiske system på ingen tid med sine snedige, politisk-taktiske træk.

Skolegårdens logik
Frank Underwood kan stort set ikke tabe, sådan som han er skabt. Han er nemlig rendyrket ondskab, et resultat af den magtsyge verden, han vandrer rundt i, og derfor kan vi heller ikke som seer lade være med at holde med ham.

Han er vores guide midt i al vanviddet. Den mand, der lærer os om, hvordan den forfærdeligt ondskabsfulde politik af i dag er.

Frank lærer os, at man aldrig må stå stille, aldrig overveje noget i for lang tid, for så falder ens ambitionsniveau. Samtidig må man holde sin selvsikkerhed i hævd og aldrig tvivle på det, man står for. Og så skal man huske på, at man aldrig må lade folk komme for tæt på. Tænk, hvis de nu en dag blev ens fjende.

Lyder dette som en politiker, der er moden og klar til at træffe velovervejede beslutninger, som skal dreje fremtiden i en positiv retning? Nej, overhovedet ikke. Det lyder nærmere som et barn i skolegården, der er klar til at stikke hvem som helst for sin lærers opmærksomhed og de gode karakterers skyld.

Man skal være køligt tilbagelænet, observerende og klar til at hugge til, hvis man vil frem i verden, er Frank Underwoods filosofi. Man skal kort sagt være ond.

Anseelse er magt
Frank Underwood forstår at handle – og at forhandle. Han holder sine allierede tæt, men sine fjender endnu tættere. Han truer, hvis det er nødvendigt, og omfavner, hvis det kan hjælpe ham.

Sådan er politik anno i dag, hævder House of Cards.

Eller som Frank så roligt konstaterer om det at forhandle og drive sit projekt fremad: ”Det er nemmere at få tilgivelse end tilladelse. For mit eget vedkommende søger jeg ingen af dele. Jeg gør, hvad der er nødvendigt.”

Vi har med andre ord at gøre med en mand, der sover med støvlerne på, fordi han ved, at hårdt arbejde også handler om altid at være klar. Samtidig giver ingen i dag en skid for mennesker, der spørger om lov, men der er en vis storhed i, at kunne sige undskyld – hvis man altså kan se ud, som om man mener det.

Man skal dog altid huske, at de chancer, man tager, ikke må blive for store. Det er vigtigt, at det, man gør, er velovervejet, så det ikke koster én anseelse. Anseelse er nemlig magt, ligesom frygt er det.

Og det er netop anseelsen, frygten og magten, Frank Underwood konstant bekræfter om moderne politik. House of Cards opstiller ofte ganske urealistiske scenarier, der eksempelvis gør den politiske journaliststand stor uret, men det er jo sådan set ikke Franks skyld. Han er såmænd blot til stede som en slags moderne politisk kommentator.

Frank er nemlig på mange måder enhver nyhedsstations våde drøm. Han kommenterer lystigt på det politiske spil direkte fra magtens inderste kerne. Men lærer vi så noget af Frank? Giver han os indsigt i moderne politik?

Kommentar til Obama
Sandheden er nok nærmere den, at Kevin Spacey ville kunne læse op af en telefonbog og stadig holde publikum i åndeløs spænding gennem flere sæsoner af House of Cards. Det er ikke det, han siger, det er måden, han siger det på, der interesserer os.

Netop her ligger der uden tvivl en pointe i House of Cards. For hvis der er noget, politikere bliver skudt i skoene i disse år, er det, at de kan tale og tale og tale uden reelt set at få sagt noget som helst.

Spaceys Underwood-persona henvender sig igen og igen direkte til kameraet, og han kan på mange måder ses som en kommentar til den nuværende amerikanske præsident, Barack Obama, der ofte holder kolossalt fængende taler, men også ofte kritiseres for ikke at gøre handling af sine ord.

Om man er enig eller uenig i dette, er en diskussion i sig selv, men Underwood-figuren har uden tvivl mere gennemslagskraft i befolkningen under Obamas præsidentperiode, end den ville have haft på den ubegribeligt dårligt kommunikerende Bush Jr.’s tid.

Frank Underwood tilfredsstiller os seere, fordi han forklarer, hvad der foregår. Men hvis alle politikere var som ham, ville vi umiddelbart stå fuldstændigt stille i verden, og derfor er House of Cards da også nærmere et helt bestemt blik på den politiske virkelighed anno 2010’erne.

Et politisk ægteskab
Serien handler om magt. Ikke om så meget andet, selvom Frank Underwood faktisk er gift. Han bor sammen med konen Claire, og uden hende ville han slet ikke kunne udrette den ondskab og magt, som han gør.

Claire er nemlig ikke nogen trofækone, men tværtimod mindst lige så iskold og beregnende som sin mand, og sammen lægger de Washington ned med masser af Machiavelli-taktik. Deres ægteskab er en holdindsats, en direkte kommentar til det moderne parforholds arrangement- og planlægningskultur, hvor intet er overladt til tilfældighederne.

Magt er ikke tilfældig, den er planlagt og en stor del af den moderne verden.

Derfor gør det heller ikke noget, at Underwood’erne hver især har udenomsægteskabelige affærer. For som Frank siger: ”Jeg elsker den kvinde. Jeg elsker hende mere end hajer elsker blod.” Ægteskabet er i den grad politisk, og på den måde bliver det hjertet, der får hele serien til at slå.

Naturligvis nikkes der undervejs til Amerikas virkelige superpolitiske par, Hillary og Bill Clinton. Som ”The Underwoods” fremstår ”The Clintons” som hver deres person, men også som uadskillelige dele, der bruger hinanden til at komme frem i verden. Hvis Hillary Clinton bliver Obamas efterfølger, kan man med rette konkludere, at virkeligheden har overgået House of Cards.

Det moderne menneske
Så derfor må man igen spørge sig, om vi kan lære noget om politik ved at se serien, der har vundet store priser og millioner af seere.

Svaret må være, at det kan vi næppe. Men vi kan lære, at som i alle andre større arbejdsinstitutioner handler det meste af en dagligdag om magt og positionering.

Politikere er i mange henseender uhæderlige og selvcentrerede, ja, faktisk minder de en hel del om alle os andre, og netop derfor kan vi så godt lide turen ind i det politiske spil med Francis ”Frank” Underwood som vores kyndige guide.

Muligvis ikke kyndig som politisk analytiker, men ekstraordinært kyndig som moderne, magtsygt menneske.

House of Cards

Følger Francis ”Francis” Underwood (Kevin Spacey) og hans politiske arbejde i magtens epicenter, Washington, D.C.

Første sæson fik premiere på Netflix 1. februar 2013.

Genindspilning af en engelsk miniserie, der bygger på en bog af politikeren Michael Dobbs.

Skabt af Beau Willimon, der også skrev George Clooneys politiske drama Ides of March.

David Fincher er producer på serien og var konstituerende instruktør af de første to afsnit.

Serien har vundet fire Emmy-priser og to Golden Globes.

Tredje sæson kan streames på Netflix fra fredag 27. februar 2015.

© Filmmagasinet Ekko