Fra hoften

26. apr. 2017 | 06:54

Filmproducent for dummies

Per Arnesen
Goddag mand økseskaft: Miso Film har tabt 2,5 millioner kroner på Iqbal & superchippen, så nu laver de film nummer tre i serien for at tabe flere penge.

I Politiken den 27. februar kan man læse, hvordan de danske filmproducenter kæmper for livet, fordi de ingen penge tjener.

”For eksempel har familiefilmen Iqbal & superchippen hevet 130.000 mennesker i biografen. Alligevel har Miso Film tabt 2,5 millioner kroner på den. Filmen skulle sælge 200.000 billetter for at løbe rundt, oplyser Peter Bose. ’Økonomien i danske film er under voldsomt pres. Hvis ikke vi også lavede tv serier, så var der ikke noget, der hed Miso Film,’ siger han.”

Nu er det i forvejen dristigt at gå ud over lave en film nummer to, hvis breakeven er 200.000 solgte billetter. Den første Iqbal-film: Iqbal & den hemmelige opskrift solgte nemlig 191.924 (Danmarks Statistik), altså lige under breakeven.

Men filmproducenter er kamikaze-piloter, så Miso Film kastede sig tappert ud i at lave Iqbal-film nr. 2: Iqbal & superchippen. Det gik efter eget udsagn helt galt for Miso Film, idet Iqbal & superchippen kun solgte 130.000 billetter, og Miso Film tabte 2,5 millioner kr.

Økonomien er under pres, som Peter Bose udtaler, og man kan kun give ham ret, når man får sådan en lussing, som han selv beskriver det i Politiken.

Så hvad gør en dansk filmproducent, når han eller hun er presset? Ja, her er det, at jeres blogger ser med forundring på den danske filmbranche. For reaktionen på at have tabt 2,5 millioner på Iqbal-film nr. 2 er at lave Iqbal-film nr. 3!!

På Det Danske Filminstituts hjemmeside under støttetildelinger kan man læse, at Miso Film har søgt og fået 175.000 kroner til udvikling af Iqbal-film nr. 3, Iqbal og den indiske juvel. Med lidt hovedregning kan man konstatere, at Miso Film har søgt og fået støtte til Iqbal-film nr. 3 på det tidspunkt, hvor selskabet med sorg har erkendt, at Iqbal-film nr. 2 ikke når breakeven, og et milliontab er sikkert. Men forklaringen skal måske findes i den før omtalte artikel i Politiken:

”Sammen med Michael Obel fra Obel Film og Birgitte Hald fra Nimbus Film ønsker han (Peter Bose, red.), at Filminstituttet erkender og italesætter det store økonomiske problem, dansk film befinder sig i. Og at Filminstituttet sætter sig i spidsen for en samlet vision for dansk film, der kan sikre flere penge til filmproduktionerne end i dag. ’Man kan ikke redde patienten, hvis man ikke erkender, at patienten er syg. Derfor skal Filminstituttet gøre det klart for politikerne, at vi er ved at miste guldhornene,’ siger Michael Obel. Filminstituttet bør gentænke hele støttesystemet og lave en vision for, hvor filmbranchen skal være om fem og ti år, og hvad det vil koste. Og så må instituttet se, om det kan finde besparelser inden for eget budget og bede politikerne om resten.”

Så løsningen på dansk films dårlige økonomi er, at Det Danske Filminstitut skal spare (fyre medarbejdere, hedder det), og politikerne skal komme med flere penge, så de trængte filmproducenterne kan producere film til det store publikum, hvor målet er, at filmene ikke sælger nok billetter i biografen, så producenten taber penge.

Jeres blogger har været filmproducent i over 30 år og naivt troet, at det handlede om, at film til det store publikum skal produceres realistisk, så de tjener penge – ikke omvendt. Men her tager jeg åbenbart totalt fejl. For at få en fornuftig forklaring ringede jeg til statsminister Lars Løkke Rasmussen, da Lars Løkke om nogen anden er ekspert i at forklare, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Efter at have sat Lars Løkke ind i situationen, svarede han:

”Kære Regner, Miso Film er ikke mindre end geniale filmproducenter, for du må forstå, at når man skal tjene lidt mindre, end man gjorde før, fører det selvfølgelig til, at man tjener mere og afleverer meget og nu afleverer lidt mindre, ja, de afleverer så mere mindre end dem, der tjener lidt mindre og afleverer mindre, men altså så afleverer mindre mindre. Simpelt, ikke? Glæder mig til den nye Iqbal-film. Jeg ringer straks til kulturminister Mette Bock, det er et fantastisk oplæg til det nye filmforlig.”

Regner: ”Men Lars, jeg forstår ikke …”

”Dut dut dut dut dut dut dut dut dut dut dut dut dut dut …”

Lars Løkke lagde på. Jeg ved nu ikke, om det er det bedste oplæg til et nyt filmforlig. Men nu må vi se, hvor stor succes Miso Film får med at tabe penge på at lave film, der ikke sælger mange billetter.

Det er helt sikkert en ny måde at tænke på i dansk film.

PS For at være helt sikker på at få succes med ikke at sælge billetter, er Iqbal-film nr. 3 premieresat til vinterferien næste år, som også har glæde af de to danske tegnefilm Hodja fra Pjort og Vitello, begge støttet af Det Danske Filminstitut, samt den nye Pixar-film Coco.

Regner Grasten


Producenten Regner Grasten skyder sine skarpladte holdninger til dansk og international film afsted fra hoften.

Søn af maler/filminstruktør Kirsten Stenbæk og filmanmelder/manuskriptforfatter Bent Grasten. Tilbragte sin barndom på Ekstra Bladets redaktion og ASA-filmstudierne i Lyngby.

Fik som ung 450 kr. om måneden for at sætte plakater op og skrue elpærer i hos ABCinema. Var med til at grundlægge biografen Klaptræet, siden selskabet Kærnefilm med Per Holst.

Startede sammen med sin kone, Tove, produktionsselskabet Regner Grasten Film og producerede med Per Holst Op på fars hat, der blev set af en million mennesker i biografen.

Har produceret 34 film, heriblandt Anja & Viktor-serien, Det forsømte forår, Kun en pige, Hvidstengruppen og senest Tarok. Har også stået bag to julekalendre og teater-musicalen Askepop. Har været forfatter og medforfatter på flere af filmene under pseudonymet Torvald Lervad. Var instruktør på Bananen – skræl den før din nabo, der blev firmaets største flop.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger og opfattelser, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko