Fra hoften

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

10. sep. 2013 | 10:56

Godnat til det danske filmhåndværk ... og moral!

10. sep. 2013 | 10:56

Godnat til det danske filmhåndværk ... og moral!

Da DR´s 170 millioner kroner dyre tv-serie rykkede til Fyn, fik de modstand, der svarede til tyskernes angreb i 1864.

Socialdemokraterne og Enhedslisten beskyldte Danmarks Radio og Miso Film for social dumping i forbindelse med brug af ni tjekkiske filmarbejdere, der arbejdede på produktionen under dårligere vilkår end de danske arbejderes. Der blev efterfølgende lavet en aftale mellem Filmmedarbejderforeningen og Producentforeningen, og sagen blev lukket med:

”Parterne er kommet til den konklusion, at de tjekkiske filmarbejdere er engageret på et andet grundlag end de danske filmarbejdere. Drøftelserne mundede ud i, at der foretages mindre justeringer af de tjekkiske filmarbejderes ansættelsesvilkår.”

Ovenstående sker efter, at Enhedslisten i november 2012 indgik en ”Aftale om social dumping” med regeringen. Heri lyder det, at ”det offentlige har i den forbindelse en særlig rolle i forhold til at sikre, at der ikke benyttes underbetalt, udenlandsk arbejdskraft”.

Men den slags detaljer går som regel hen over hovedet på min egen branche, der jager penge med det samme hoved under armen, og følgende udtalelser fra en filmproducent viser klart, at der er et problem:

”Det har slet ikke været inde på vores nethinde, at man skulle tage sådanne hensyn. Men det ville da også være løgn at påstå, at vi ikke også kigger til udlandet for at få vores produktionsomkostninger ned. Ligesom vi ser det i alle andre brancher for tiden."

Det er selvfølgelig hamrende umoralsk at lægge en produktion som 1864 uden for Danmark, når der er 100 millioner statskroner i ryggen på den, og det er et super nationalt emne, som sagtens kan produceres på danske filmstudier og location og med dansk arbejdskraft. Jeg er sikker på, at sønderjyderne ville have gravet skyttegrave, brændt møller og kæmpet både som danskere og tyskere, hvis de kunne have fået produktionen til Sønderjylland.

Men der er mange andre aspekter i den sag. Regeringen består som bekendt af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og okay så det næsten liberale Radikale og deres støtteparti Enhedslisten. Alle har tavse set til, at en produktion, der hovedsagelig er statsfinansieret, er udført under forhold, som 100 års arbejdskamp har kæmpet for, at danske arbejdere IKKE skal lide under: tolv timers arbejdsdage, seks dage om ugen og til lønninger, der ligger væsentligt under de danske. Med andre ord er vores såkaldte arbejderregering med til at styrke arbejdsforhold, som hører til i den sorte middelalder. Vi får aldrig et Europa til at fungere, hvis ikke vi alle sammen er lige både politisk og økonomisk, og så hjælper det ikke, at vi med danske støttekroner støtter den sorteste kapitalisme og udbytning.

Men ud over at det er hamrende umoralsk, er det også torskedumt. Hvis en film eller tv-serie foregår i Danmark, er det mest hensigtsmæssigt, både økonomisk og fagligt, at lægge produktionen i Danmark. Det er meget kortsigtet at gå efter støttekroner fra et andet land som for eksempel Tjekkiet. Faktum er nemlig, at når man bare kan give los med lønninger, forsvinder begrænsningens kunst, og produktionen fordyres. Jeg er 100 % sikker på, at 1864 kunne være blevet væsentligt billigere, hvis den var blevet produceret i Danmark.

Vi har produceret både Hvidstengruppen og Tarok i Danmark, og jeg vil med hovedet på blokken påstå, at de er 40 % billigere, end hvis vi havde produceret uden for Danmark.

Vi har en dansk filmarbejderstab, der er effektive og med mange års erfaring i at være alsidige og dermed skabe et unikt filmhåndværk. Men det er snart slut. Jo flere produktioner, der bliver lagt ud, og som bliver dyrere af det og dermed kræver flere støttekroner, desto færre filmarbejdere og støttemidler er der i tilbage til at lave film med og for i Danmark, og så dør håndværket helt naturligt, og dermed dør den danske filmkultur.

Selvfølgelig kan man som producent tage sig til hovedet over alle de regler, der er, og der bliver også i samarbejde med fagforeningerne rettet ind, men aldrig i modstrid med den danske model. Men hvis ikke der er arbejde, hvorfor så gå ind som ung og være med i denne her branche? Resultatet? Så kan man tørre sig et vist sted med nye overenskomster, når der ikke er nogen til at bruge dem.

Men skal vi så ikke støtte det globale. Jo, selvfølgelig skal vi det. Vi skal bakke op om vores instruktører og producere, når de vil ud og lege med de store, men det skal ikke være produktioner, der lige så godt kunne ligge i Danmark, det er ... TORSKEDUMT OG UMORALSK, og spild af penge.

DINE PENGE!!

Kommentarer

Regner Grasten


Producenten Regner Grasten skyder sine skarpladte holdninger til dansk og international film afsted fra hoften.

Søn af maler/filminstruktør Kirsten Stenbæk og filmanmelder/manuskriptforfatter Bent Grasten. Tilbragte sin barndom på Ekstra Bladets redaktion og ASA-filmstudierne i Lyngby.

Fik som ung 450 kr. om måneden for at sætte plakater op og skrue elpærer i hos ABCinema. Var med til at grundlægge biografen Klaptræet, siden selskabet Kærnefilm med Per Holst.

Startede sammen med sin kone, Tove, produktionsselskabet Regner Grasten Film og producerede med Per Holst Op på fars hat, der blev set af en million mennesker i biografen.

Har produceret 34 film, heriblandt Anja & Viktor-serien, Det forsømte forår, Kun en pige, Hvidstengruppen og senest Tarok. Har også stået bag to julekalendre og teater-musicalen Askepop. Har været forfatter og medforfatter på flere af filmene under pseudonymet Torvald Lervad. Var instruktør på Bananen – skræl den før din nabo, der blev firmaets største flop.

© Filmmagasinet Ekko