100 liter guld

Sahti er en særlig form for finsk øl. Den er som engelsk ale en gæret drik på byg og rug. Den som ligner øl, men mangler skum. Til gengæld er stærk som ind i helvede, et sted mellem syv og ni procent alkohol.

Finnerne har samme forhold til Sahti, som franskmænd og italienere har til vin. Man diskuterer metode, kvalitet, smag og forholdet mellem det bitre og det søde. Den skabes i urgamle fade af træ, som går i arv fra generation til generation.

Alt det er med i den finske instruktør Teemu Nikkis bittersøde og stærkt gærede komedie 100 liter guld. Vi befinder os i instruktørens barndomsegn, det sydfinske bøhland, landsbyen Sysmä, hvor alle drikker Sahti fra morgen til aften.

Især de to midaldrende og slagfærdige søstre, Taina og Pirkko, som er berømte for deres bryg og berygtede for deres druk. De to kvinder, hvis liv mest drejer sig om at brygge den perfekte Sahti, har en etbenet lillesøster.

Hun har endelig fundet sig en kæreste i Helsinki og skal giftes med ham. Vil søstrene levere 100 liter af dette finske guld til bryllupsfesten? Det vil de to fordrukne gerne, og ved et mirakel laver de verdens bedste Sahti. For god til andre end dem selv, så de alkoholiske søstre konsumerer selv den perfekte gudedrik.

Så 48 timer før brylluppet skal stå, mangler de faktisk 100 liter af den berusende bryg. Gode råd er mere end dyre, for hvordan skal man dog tilvejebringe den lovede mængde af Sahti til brylluppet?

100 liter guld er fra instruktørens side designet lidt i retning af en spaghettiwestern fra 1960’erne. Egentlig skulle den være besat af to mandlige skuespillere. Sådan lidt i retning a la Terence Hill og Bud Spencer, bare på finsk og uden skyder, men med sprut i lange baner og en uudslukkelig tørst for alle parter i omegnen.

Instruktøren så imidlertid de to kvindelige skuespillere, Elina Knihtilä og Pirjo Lonka, i en anden sammenhæng og besluttede, at de to skulle være historiens hovedpersoner. Et fremragende valg, og de to er hele filmen værd som søstrene drukmås, der i løbet af ingen tid skal skaffe de 100 liter væske, som kan forsøde lillesøsters bryllup.

Og hvorfor nu det? Hvad skylder de to kvinder deres søster, som trods sit handicap har gjort det godt i Helsinki?

Netop som en western a la Sergio Leone får vi årsagen til dette i glimt af flashbacks. For 30 år siden skete der noget, som blev grunden til, at de to søstre drikker sig i hegnet når og hvor som helst. Den ene søster vil holde op – efter vielsen skal det være slut. Men vi andre ved efter små halvanden times film, at enden snarere er vandret som lig end tørlagt som menneske.

Filmen lever selvfølgelig op til fordommen om, at finner drikker mængder af alkohol, både hjemmebrændt og købt i butikken. Den gør det imidlertid også med humor.

Søstrenes far går for at være øllets connaisseur, men er han nu også det? Er hele dette hurlumhej om kvaliteten af Sahti på en skala fra ét til ti ikke en finsk fis i en hornlygte?

Som sagt er det skuespillerne Elina Knihtilä og Pirjo Lonka, der kører med klatten i fortællingen. Deres indbyrdes brudsomme spil, hvor sandheden undervejs i drukorgiet kommer på bordet, er intenst rørende. Og muligvis betyder det samvittighedsmæssig befrielse for den ene.

Det er filmens absolut kunstneriske force, at den i virkeligheden tragiske historie om alkohol som dårskab konstant holder kontenancen som en sort, men helhjertet og usentimental komedie.

100 liter guld er indstillet til en Oscar som bedste ikke-engelske film, og der påtænkes et amerikansk remake. Men filmen har sin charme i den særegne finske selvironi med toner af stolthed og selverkendelse. Så se filmen, mens den er finsk!