120 slag i minuttet

120 slag i minuttet står ikke blot sin skabers hjerte nær. Det er en film, der føles, som om den er vristet fri af instruktør, manusforfatter og klipper Robin Campillos sjæl.

Der strømmer en brusende, rastløs energi gennem dette portræt af den parisiske aids-interessegruppe Act Up i starten af 1990’erne, hvor Campillo og medforfatter Philippe Mangeot selv var medlemmer.

Det er deres egne historier, vi ser på lærredet. Tabene er deres egne. Det er intet under, at vreden stadig er elektrisk, når arrene er så friske.

Campillos kendskab til denne verden er filmens største styrke. Hvor Gus Van Sants Milk viste os homoseksuel aktivisme på høflig afstand, slynger 120 slag i minuttet os direkte ind i konflikten.

Det anspændte, håndholdte kamera giver os en demonstrants blik på protest-marchens frontlinje, på dansegulvet, på de sammenslyngede elskende, som finder hinanden på kamppladsen, det homoseksuelle miljø under angreb fra HIV og apatiske myndigheder.

Det er måske ironisk at fremhæve auteuren, når man beskriver en film, der fejrer kollektivisme, men det føles unægteligt, som om Campillo har udlevet sin kreative vision ned til mindste detalje – helt ned til de små støvfnug, der fanges i luften i natklubbens stroboskoplys. Støvfnug, der bliver gradvis mere abstrakte, indtil de langsomt antager en anden form: hvide blodlegemer under et mikroskop.

Det er det første af adskillige elegante valg i klipperummet.

Robin Campillo er en talentfuld manuskriptforfatter. I Klassen, instrueret af Laurent Cantet, excellerer han i at samle mange forskellige stemmer og fanger den berusende glæde ved debat.

Hans evner som dramatiker mærker man i det spraglede, men drønspændende drama.

Ligesom Klassen har 120 slag i minuttet ikke travlt med at uddybe karaktererne. Til at starte med er man som tilskuer bare optaget af debattens dynamik. Hvordan rusker man bedst op i det medicinalfirma, der tilbageholder resultater af livsvigtige eksperimenter?

Hovedpersonerne toner gradvis frem under de happenings, der er vores indgang til historien. Vi følger først den nye rekrut Nathan (Arnaud Valois) og ser det første Act Up-møde gennem hans øjne. Men den karakter, der bliver til filmens hovedperson, er den stærkt karismatiske Sean (Nahuel Pérez Biscayart).

I begyndelsen opholder han sig mest i fortællingens periferi, hvor han ryger, mundhugger og flirter. Det er først, da han nonchalant kysser Nathan på munden som et impulsivt svar til en provokerende skolepige, at han kommer tydeligt i fokus.

Hvor filmens første halvdel levende indfanger et samfund og en politisk bevægelse, tager anden halvdel en mere intim drejning til kærlighed i skyggen af aids. Robin Campillo har en ublu tilgang til sex og er lige så uforfærdet, når det gælder sygdom og død. Det kommer filmen til gode, da den stiller skarpt på det forhold, der udvikler sig mellem den militante provokatør Sean og den mere ømt omsorgsfulde Nathan.

Her skifter filmen tone.

De tidlige sceners fyrige joie de vivre vendes til såret selvbetragtning farvet af smertende ømhed. Filmens rytme bliver mere rolig. Et tre-toners musikalsk motiv, der lyder som et krigsråb tidligt i filmen, antager en mere ildevarslende karakter, når det spilles langsomt.

Campillo behandler sygdommen og dens mange uværdigheder med respekt og lader aldrig en karakter være defineret alene ud fra hans sygdom. Små oprørshandlinger – et håndjob i en hospitalsseng – er lige så stærke statements som protestaktionerne i første akt.

Måske sagtnes tempoet en kende for meget, men når man dør af aids, er det en død i pinefuld slowmotion. Det stærkt rørende slutbillede af endnu et dansegulv understreger, at selv når de er omgivet af venner, står hver af disse personer alene i deres kamp mod sygdommen.