En politiaktion går helt galt. I et hus med et lig med en kniv i hovedet bliver tre politibetjente pludselig beskudt af en eller flere. En bliver dræbt, en lamskudt og en tredje såret.
Sidstnævnte får ansvaret for, at de tre strissere gik i fælden. Han tager skylden på sig. Samtidig bliver politiet bebrejdet, at der er for mange uopklarede forbrydelser, og man opretter derfor nede i kælderen en afdeling Q for kolde, uopklarede sager.
Vor uheldige strisser bliver sat i spidsen for denne afdeling og får snart nogle medarbejdere. En af de første opgaver, de kaster sig over, er en kvinde, som sporløst forsvandt fire år tidligere.
Ovenstående er selvfølgelig begyndelsen på Jussi Adler-Olsens flotte debutpolitikrimi fra 2008, Kvinden i buret, der fem år senere blev filmatiseret af Mikkel Nørgaard og manuskriptforfatteren Nikolaj Arcel. Ikke til forfatterens store begejstring.
Men nu er historien om en ny afdeling på Politigården og en kvinde, som holdes fanget i et avanceret bur samt omstændighederne omkring dette, blevet til den fremragende serie Afdeling Q, skabt af Scott Frank (Dronninggambit).
Handlingen er flyttet fra København og Allerød til Edinburgh og Skotland. Carl Mørck hedder nu Carl Morck, og hvor vores danske antihelt var en mut nordjyde, er han en engelsk enspænder blandt stovte skotter.
Carl er en hårdtslående og opfarende hidsigprop. Han vækker furore og opsigt blandt de mere tunge indfødte. Han har selvfølgelig også en fortid, en besværlig teenagersøn og en flyvsk ekskone.
Men Morck virker knapt så traumatiseret som danske Mørck. Hans ven og sekundant Assad er blevet til Akram, en tidligere, rettroende syrisk politimand med sinister baggrund, men han kan sit grej i en snæver og farlig håndvending.
Rose, som i bøgerne er mere eller mindre skizofren, er her en synkefri og bramfri skotsk ung kvinde med flere psykiske skavanker på grund af en fatal biljagt i fortiden. Den lammeskudte Hardy er langt mere kalkulerende aktiv end i bøgerne. Og som alle politirutinekrimier handler det om venskab på tværs af klasse og køn.
Seriens danske jovialitet og folklore er fjernet totalt – ikke mest Assads fade kamelvitser på grænsen til det infantilt fordomsfulde.
Den største ændring i forhold til forlægget er, at hovedplottet med kvinden i buret er beholdt intakt med de psykiske konsekvenser og de træk af psykopatisk skæbne, som kendetegner Jussi Adler-Olsens romaner.
Men handlingen er udvidet med et plot om organiseret kriminalitet – et sidetema, som i den grad klæder historien. Samtidig synes der at være en energisk chance for elegant romance mellem Dr. Rachel Irving, spillet koket af altid gode Kelly Macdonald, og Carl Morck.
Matthew Goode er aldeles glimrende som en tough Morck, der går sine egne veje. Historien er flyttet til krimiforfatteren Ian Rankins hovedstad Edinburgh med overklasse og gangstervælde, og Goodes fremtoning ligner faktisk på mange måder den skotske skuespiller John Hannah, som var den første på skærmen til at spille Ian Rankins seje strømer, John Rebus.
En slank mand med vægtfylde i slagfærdighed og grænseløst rapkæftet tæt på Raymond Chandlers raffinerede replikker. Indespærringen af den stakkels kvinde er i serien både blevet langt mere realistisk og psykologisk relevant for plottet.
Og Chloe Pirrie er særdeles overbevisende som kvinden i buret, der mentalt kommer på sporet af fortiden. I det hele taget har serien med sin længde et spændende narrativt tag i historiens lag.
Forfatterskabets svorne fans vil sikkert ikke være tilfreds med den skotske udgave af Mørck og co. Adler-Olsen har dog allerede rost serien på Instagram. I sin tid mente han ikke, at de danske filmatiseringer af hans serie – hverken Zentropa eller Nordisk Film – havde fundet ind til kernen i hans krimiverden.
Den synes nu med stort og flot held at være fundet i Skotland.
Kommentarer