Animale

I et velkomponeret billede i fransk-algierske Emma Benestans Animale stirrer hovedpersonen en død tyr i øjnene. I pupillens runde refleksion ser hun kun sig selv. Et flygtigt øjeblik, der perfekt kommunikerer filmens tematik.

Nejma (Oulaya Amamra) drømmer om at blive den første kvindelige tyrefægtningsmester.

Det er dog ikke i den blodige spanske stil, men i den mere fredelige sydfranske variant – course camarguaise, hvor hvidklædte vovehalse skal løbe på tværs af arenaen og forsøge at snuppe et bånd eller en roset, der er bundet fast mellem tyrens horn.

Traditionen er centreret om Camarguedeltaet, hvor Rhône-floden løber ud i Middelhavet. Her ridder de såkaldte gardians – lokale cowboys – rundt på de flade flodsletter og opdrætter det sorte kvæg til konkurrencerne.

Selv om de prustende dyr bruges til spænding og underholdning i arenaens sand, skildres det også som et miljø, hvor opdrætterne kerer sig om kreaturerne. Men faren er altid nærværende i mødet med det vilde og utæmmelige.

Efter en aften i byen ender Nejma med at ligge bevidstløs i en tyrefold, og da hun vågner med en stor flænge i sin arm, kan hun intet huske.

Pludselig begynder de andre tyrefægtere at blive fundet døde på farmen, antageligvis opsprættet af en løs tyr. Samtidig begynder Nejma at bemærke markante fysiske forandringer på sin egen krop. Er hun i virkeligheden ved at forvandle sig til en tyr?

Det er den klassiske fortælling om monsteret som metafor, hvor den traumedrevne transformation får hovedpersonens smerteskrig til at føles som et urbrøl.

Når det hele koges ned, er der sådan set noget ret gammeldags over historien – som et velkendt varulve-setup, hvor dyret er skiftet ud.

Men samtidig er der tilsat 2020’ernes MeToo-bevidsthed, hvilket giver en friskhed til foretagendet. Tyren er ikke blot et simpelt symbol på maskulin aggression, men også på en naturlig sårbarhed over for menneskets iboende brutalitet.

Nejma er ene kvinde i et mandsdomineret miljø. Det bliver katalysator for handlingens udvikling. Den store afsløring i sidste tredjedel er så oplagt, at den kan virke indlysende et godt stykke i forvejen.

Men den tilfører ubestrideligt filmens fortælling om kønskamp en ægte smerte, som især formidles gennem det symbolske filmsprog, hvor hverken dyr eller mennesker blot er, hvad de umiddelbart ser ud til.

Stilistisk befinder vi os i et grænseland med skyggefulde antydninger a la Val Lewton og Jacques Tourneur tilsat Cronenbergs bodyhorror. Den dyriske sides fremkomst er udtryk for en grundlæggende afsky såvel som fremmedhed over for egen krop, men her udvikler den sig også til et hævnende og forløsende element.

Filmens stemningsfulde billeder er indfanget af Ruben Impens, som også er fast kameramand i franske Julia Ducournaus film om pinte kvindekroppe: Raw og Guldpalmevinderen Titane.

I Animale står han for maleriske optagelser fra de lavvandede vidder, hvor cowboyernes silhuetter tegnes skarpt op af aftensolens lys. Et westernagtigt landskab og miljø, der er filmisk i sig selv.

Fortællingen trækkes til tider ned af et konventionelt formsprog, som når de uvidende ofre følges om natten gennem bæstets øjne med slasher-inspireret førstepersonskamera.

Men som nævnt er der også øjeblikke med skarpt billedsprog, der fortæller historien effektivt uden ord. Et sådant højdepunkt er en brændemærkning, der ikke kun går ud over et dyr, men ender som en manifestation af den indre psykiske smerte.

Den måneskinsbadede slutscene lader på fornem vis den store konfrontation stå sitrende uforløst, så filmen bliver siddende i kroppen, efter teksterne ruller.