Ant-Man and the Wasp

Marvel spytter superheltefilm ud på samlebånd. 

Tidligere på året blev vi inviteret til landet Wakanda i Black Panther, mens Avengers: Infinity War samlede flere superhelte i en, stor kulmination. 

De er alle en del af en større vision i Marvel Cinematic Universe, og de mange film er af stærkt svingende karakter. 

Ant-Man and The Wasp er det seneste skud på stammen, og fortællingen om insektmanden er bestemt ikke en af sværvægterne blandt Marvel-filmene, men føles nærmere som en let brise.

I den første Ant-Man-film blev vi introduceret til Paul Rudd i rollen som den kække forbryder og familiefar, Scott Lang. Han blev af biokemikeren Hank Pym (Michael Douglas) overtalt til at begå et kup for at afværge en trussel mod verdensfreden. Til hjælp fik Lang en speciel dragt med de særlige egenskaber, at den kunne få Lang til både at vokse og skrumpe, samtidig med at den gav ham evnen til at kommunikere med insekter. 

I Ant-Man and the Wasp er Scott Lang ved at afsone husarrest, da Pym og datteren Hope igen har brug for hjælp til en mission. Men de støder på adskillige uforudsete forhindringer. 

Umiddelbart virker det som et forholdsvis enkelt plot, men trods den banale fortælling har filmen svært ved at holde fokus. Der er alt for mange sidehistorier og ligegyldige karakterer, der gør filmen unødvendigt indviklet. 

Vi følger for eksempel Langs ven Luis og hans to uintelligente medarbejdere, som arbejder under Lang og Luis i deres fælles firma. Denne del af filmen har til tider underholdende elementer – særligt David Dastmalchians syrede kommentarer og blanke udtryk i rollen som den ene af de dumme medarbejdere. 

Men det har ikke den store betydning for hovedplottet og føles som en afstikker. 

En anden overflødig person er forbryderen Sonny Burch, der aldrig rigtigt kommer i spil. Endelig fylder politifolkene, der skal holde styr på Langs husarrest, proportionelt set alt for meget. 

På positiv-siden er der virkelig skruet op for humoren i Ant-Man and the Wasp. Filmen lægger sig klart op ad komediegenren og har også en rollebesætning, som oser af komisk talent. 

Paul Rudd er charmerende som den rapkæftede superhelt, og det er sjovt, når han finder overskud til at komme med kvikke kommentarer, når han er allermest presset. Også Michael Peña leverer masser af karisma i rollen som energiske Luis. 

Ant-Man-dragten giver Lang evnerne til at blive så lille som et insekt, og det giver selvfølgelig nogle oplagte skrumpe/vokse-jokes. De anvendes desværre i alt for stor grad. Og det føles for letkøbt at have et lille rum, hvor Lang pludselig vokser og derfor bliver klemt. Eller når dragten pludselig ikke virker, og en mini-udgave af Lang må sætte sig ind på Pyms bagsæde, som en artig dreng, der hentes efter første skoledag. 

Mere vellykket udnyttes størrelsesskiftet i de kreative kampsekvenser, for eksempel da en af karaktererne i miniarture-udgave flygter ind i et restaurantkøkken og løber mellem skarpslebne knive og kæmpetomater, som kvases. 

Marvel har ikke tradition for de mest geniale skurke, og Ant-Man and the Wasp er desværre ingen undtagelse. Skurken Ghost (Hannah John-Kamen) er særdeles tandløs, og hendes motiver er tynde. Hendes eneste udtryk gennem hele filmen er at være særdeles desperat. 

I forhold til, hvad vi tidligere er blevet tilbudt fra Marvels univers, føles Ant-Man and the Wasp som en hurtig omgang på autopilot.