Biografanmeldelse
02. apr. 2014 | 17:20

Bogtyven

Foto | Jules Heath

Sophie Nélisse spiller en niårig bogtyv, for hvem litteraturen bliver et frirum og et skjulested midt i nazitidens Tyskland.

Endnu en Nazi-film forsøger at spinde gåsehudsfremkaldende drama på Verdenskrigens gru. Men bogforlæggets hyldest til litteraturen kammer over i kitsch med tysk dummkopf-accent.

Af Felix Rothstein

En historie baseret på en international bestseller-bog kombineret med en stærk og modig barneskuespiller i hovedrollen, er en sikker vinder. Smid så lige en handling i Nazityskland oveni, og så har man en gedigen publikumssucces.

Sådan har folkene bag Bogtyven nok tænkt. Og resultatet er da også mere fortænkt end engagerende.

Kort inden 2. Verdenskrigs udbrud ankommer den niårige Liesel (Sophie Nélisse) til sin nye adoptivfamilie. Hendes lillebror er død under rejsen og moren, der er kommunist, er på flugt fra nazisterne.

Hun bliver kastet ind i et nyt liv hos skiltemaleren Hans (Geoffrey Rush) og hans kone Rosa (Emily Watson). Og hun kæmper med at falde til – og med at lære at læse.

Sammen med sin nye plejefar staver Liesel sig gennem et væld af bøger – først en håndbog for kirkegårdsgravere og siden blandt andre H.G. Wells’ klassiker Den usynlige mand. Hun stjæler bøger fra borgmesterfruens bibliotek og smugler dem tilbage til kælderen, hvor hun har sin helt egen ordbog malet på væggene. Bøgerne bliver Liesels redning, og da familien skjuler den jødiske flygtning Max (Ben Schnetzer), knytter de gennem læsningen et stærkt bånd.

Fortællingen, der er baseret på australske Markus Zusaks’ bog, er pakket ind af en underlig fortællerstemme, der viser sig at være Døden himself (stemmen leveres af Roger Allam). Med en række storladne, men hule replikker om sjælen og skæbnen slår han en patetisk grundtone an.

Det går tydeligt igen i filmens meget effektjagende og rørstrømske musik komponeret af John Williams, der jo ellers er berømt for sin suveræne filmmusik i Jaws, Star Wars, E.T. og en anden film om nazismen: Steven Spielbergs Schindlers liste (1993).

Bogtyven når på ingen måde samme højder som Spielbergs Oscar-belønnede drama. I det hele taget formår den ikke at bidrage med noget nyt til det temmelig hårdtprøvede felt af film om nazismen.

Filmener instrueret af Brian Percival, der senest har gjort sig bemærket med sit instruktørarbejde på tv-serien Downton Abbey. Og han formår da også at få alting til at se pænt og nydeligt ud, selvom hverken han eller manuskriptforfatteren Michael Petroni er i stand til at give fortællingen fremdrift og spænding.

De er heller ikke i stand til at placere historien i en genkendelig virkelighed. På trods af hagekors i hobetal ligner den fiktive by Molching en kitsch-idyllisk eventyrlandsby.

Personerne taler oven i købet engelsk med en påtaget tysk accent, hvor and bliver til und, og no bliver til nein, og hvor sporadiske tyske gloser som saumensch og dummkopf lyder påklistret. Måske er det meningen, at det skal lyde autentisk og lokalt? Desværre forstærker fortyskningen kun fornemmelsen af kitsch.

Det klæder dog Bogtyven, at der ikke er en ond nazi-skurk med monokel og ridepisk. Nazismen og dens symboler er ganske vist hele tiden til stede – der er skoleuniformer, flag på gaden og bogafbrændinger. Her er totalitarismens frygt og ondskab blevet et hverdagsvilkår blandt almindelige mennesker – medløbere og partimedlemmer – i en sydtysk provinsby.

Desværre har Bogtyven intet af den forfriskende frækhed fra Quentin Tarantinos Inglourious Basterds og intet af overlevelsesinstinktet fra Stefan Ruzowitskys Forfalskerne. Det er en film, der drømmer om at være stor, men drukner i sit eget sentimentale pladder.

Trailer: Bogtyven

Kommentarer

Land:

USA / Tyskland

År:
2013

Instruktør:
Brian Percival

Manuskript:

Michael Petroni

Medvirkende:

Geoffrey Rush, Emily Watson, Sophie Nélisse, Ben Schnetzer, Nico Liersch, Roger Allam, Barbara Auer

Spilletid:

131 min.

Aldersgrænse:

Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
3. april 2014

© Filmmagasinet Ekko