Bone Lake

En forfatter ankommer til et uhyggeligt hus, hvor han planlægger at skrive en bog. Ligesom i Stanley Kubricks The Shining og en million andre film. 

Idéen går helt tilbage til Edgar Allan Poes sidste, ufuldendte fortælling: The Light-House fra 1849. Alt fører tilbage til Poe, siger man. 

Det er da også en vidunderlig kinesisk-æske-struktur, hvor den fiktive forfatter skaber sin fiktion, mens han/hun selv optræder for os som hovedperson i et fiktivt værk skabt af usete hænder. 

I amerikanske Bone Lake ligger huset ved en sø. Huset har metaforiske skeletter i skabet, og søen har virkelige menneskeknogler på bunden. Vi ser forfatteren og hans ledsagerske ankomme til huset, filmet oppefra, mens bilen kører gennem et skovlandskab. Igen, ligesom i Kubricks The Shining og en million andre film. 

Der er nærmest tale om et rituelt anslag, svarende til: ”En mand kommer ind på en bar.” Man arrangerer sig i sædet og ved, at nu får man med lidt held et godt grin. Eller et godt gys. 

Bone Lake udvider sin kinesisk-æske-struktur ved at have et anslag før anslaget, en fiktion før fiktionen. Her flygter et nøgent par gennem en skov, forfulgt af en armbrøstbevæbnet menneskejæger. 

Horrorfans vil genkende situationen fra film som Jesús Francos La comtesse perverse (1975), som er en sexploitation-udgave af horrorklassikeren The Most Dangerous Game (1932). 

Menneskejagten viser sig at være forfatterens lidet originale idé til sin bog, som han i bilen på vej til huset ved søen fortæller til sin kæreste. Parret spilles af Marco Pigossi og Maddie Hasson, og via dialogen finder filmen her et andet niveau, idet hun giver ham den kloge og konstruktive kritik, han havde brug for. 

Man forstår godt, at forfatterspiren har en forlovelsesring parat i lommen. Men et hus ved en sø med lig på bunden er måske ikke det heldigste sted at fri. 

Og inden han når at stille spørgsmålet, ankommer endnu et par til huset. Der er åbenbart tale om en dobbeltbooking. Men huset er stort nok til fire, så de finder en salomonisk løsning, og alle flytter ind. 

Dermed er det tid til at lade de metaforiske skeletter rasle ud af skabet. Et blodigt lig hives op af søen og parteres, men det er dog indtil videre kun en fisk. 

Vi hører om en lokal seriemorder tilbage i 1950’erne, og kameraet viser os ofrenes biler på bunden af søen. I det hele taget er Bone Lake en film med et dejligt aktivt kamera, der byder på Vertigo-zooms, roterende pov-vinkler og en elegant glidetur mellem nøgne skakbrikker. 

Det er alt sammen fotograferet med ekspressive farver af Nick Matthews, der også skød den vellykkede Saw X fra 2023. 

Det nyankomne par spilles af Alex Roe og Andra Nechita. De har bagagen fuld af sexlegetøj, incesttraumer og lyssky planer. Alle fire skuespillere er glimrende, og det er også nødvendigt, for der er ikke andre til at bære filmen. 

Plottet spiller dem ud mod hinanden med rokader af farligt begær og manipulerende mistro. 

Både instruktør Mercedes Bryce Morgan og manuskriptforfatter Joshua Friedlander er relativt nye kræfter, hvilket man mærker i filmens ungdommelige energi og sprælske, 80’er-agtige filmsprog, der kompenserer for produktionens begrænsede budget. Med sin korte spilletid er den oplagt til en horrorfilmmaraton og blev da også vist på den danske festival Blodig Weekend i 2025. 

Genremæssigt er Bone Lake en voyeuristisk sexgyser af den nye skole, hvor kvinder har sex med bh på og det mandlige lem antydes via klip til en salami, men hvor blodet til gengæld får lov at sprøjte lystigt. I køkkenet står store knive parat til en kamp mellem de to kvinder – og lur mig, om ikke redskabsskuret har en motorsav. 

Undervejs høres sange som Bone Dry, Red Sex og Sex & Violence. Instrumentalmusikken er af den dygtig spanske komponist Roque Baños, hvis opfindsomme Evil Dead-suite er den koncertvideo, jeg har set flest gange på YouTube. 

Mens finalen trapper op, kan man på de unges vegne blive helt bekymret for, om der overhovedet vil være en eneste uafhugget finger tilbage til at bære den føromtalte forlovelsesring.