Børnene fra Sølvgade tager kampen op

Fire forældreløse børn flytter ind hos den crossdressende Miss Nelly, spillet skønt af Jakob Fauerby, og hans mand Brian, som Anders W. Berthelsen giver krop, følelser og sjæl. 

Den kunne have heddet Stedfædre til fire. 

Det er dybest set en finurlig modernisering af den elskede kernefamiliesaga, der allerede i sin oprindelige form handlede om en usædvanlig familiekonstellation, nemlig den relativt sjældne enlige far. 

Det er ret godt fundet på af psykologen Renée Toft Simonsen at vende klassikeren lidt på hovedet. Og apropos Far til fire, så kan man allerede her i toeren fornemme, at det frugtbare Sølvgade-format godt kan gå hen og blive en længere familiehistorie på linje med den elskede serie. 

For det kører ærligt talt bare derudaf. 

I toeren Børnene fra Sølvgade tager kampen op havner Katinka, Tristan, Kirk og Petra midt i et intenst drama. Deres bedsteforældre har sendt den bryske advokat Bøgh (skarpt spillet af Sebastian Jessen) ud for at opspore de forældreløse børnebørn, som hurtigt bliver fundet hos det samkønnede ægtepar. 

Før de små når at forstå, hvad der sker, bor de pludselig på Clausholm Slot – i filmens univers hjemsted for familien Karlsberg, berømt for sin fornemme marcipan. 

Men børnene vil ikke bo der. Morfaren (karakterfulde Søren Pilmark) er lettere homofobisk og tillige hidsig på grund af sorgen over sin datters død. Og i øvrigt er han kun optaget af sin marcipanfabrik, der ”betaler det hele”. Heroverfor er mormoren (hjertevarm Susanne Storm) det søde kontrapunkt. 

Børnenes plan er at smadre fabrikken, så familien må gå fra slot og hjem, mens de fire børn bare kan komme hjem til Miss Nelly og Brian. Men helt sådan går det naturligvis ikke. 

Alle i filmen spiller fremragende. Det gælder også børnene – Ida Skelbæk-Knudsen, Alfred Nordhøj Kann, Amelia Ahmad Abdullatif og Alfred Rivera – som har hver sit barnlige udtryk. ”Kommunetrolden” (en rørende og morsom Ditte Hansen) er også med igen. Cecilie Stenspil er ny som slottets faktotum – en birolle, hun fylder vidunderligt ud. 

Fra Renée Toft Simonsens manuskript til Mehdi Avaz’ instruktion, fra kulisserne til kostumerne, er alt smukt gennemarbejdet. Og de muligheder, der er for at lave filmcitater og henvisninger udnyttes til fulde. 

Historien om marcipanfabrikken er visuelt modelleret over Charlie og chokoladefabrikken med de karakteristiske, victorianske maskiner. Børnenes dramatiske indbrud larmer, men meget kan dæmpes med klassisk musik – som Olsen-banden ser rødt fra 1976 allerede viste danskerne. 

Og ja, i begge tilfælde fungerer musik som en slags ouverture a la Elverhøj. Den sætter stemningen og giver publikum en elegant, dramatisk introduktion til det kaotiske univers. 

Det er forrygende sjovt lavet. På samme måde er der også voksenvitser lagt ind. Når vi har hørt om Miss Nellys ”gode boller” syv gange, falder tiøren til sidst hos de fleste. 

Man kan selvfølgelig sagtens være kritisk over for filmens værdisæt, når der – imens mangfoldigheden besynges med vekslende minoriteter og hudfarver – uden at blinke laves endog meget stereotype beskrivelser af mænd, der er toksiske og konservative, rige svin på slotte og kommunemedarbejdere, som er notorisk onde og begår slemme overgreb på de ellers så frisindede borgere, herunder børn. 

Men det blødes det hele op af de modsatte beskrivelser. Mænd kan faktisk være frelsende engle, morfaren kan med sit kongemærke i jakken faktisk være både ordentlig og varm, og socialrådgiveren kan faktisk hjælpe familien. 

Alt det smukke og gode overstråler det hele, så det samlede billede er facetteret og berigende. Holdet bag Børnene fra Sølvgade-serien har igen lavet familiefilm til den helt store guldmedalje.