Broken English

Hvordan opsummerer man et menneskeliv? For tolv år siden tog Iain Forsyth og Jane Pollard bestik af Nick Caves liv og karriere i dokumentaren Nick Cave: 20.000 dage på jorden, der blander musik, refleksioner og iscenesatte møder med de venner, kolleger og partnere, som har formet ham.

Det er intet at regne for det kunststykke, som de samme instruktører begår med Broken English om den underkendte engelske sanger Marianne Faithfull (1946-2025).

60 år efter de swingende 60’ere er hun stadig mest berømt for de presseskandaler om sex og stoffer, der forvandlede hendes mandlige omgangskreds til feterede bad boys og førte hende ud i et årelangt narkomisbrug. 

Siden gjorde hun comeback ad flere omgange, slog igennem i teaterverdenen og indspillede 30 studiealbums. ”Og det eneste, verden kender hende som, er Mick Jaggers ekskæreste,” lyder det tørt tidligt i filmen.

Nye interviews kombineres med gamle optagelser og nyfortolkninger af mange af Marianne Faithfulls største hits fra en række interessante musikere som Suki Waterhouse, Jehnny Beth, Courtney Love og Thurston Moore.

Ved filmens nordamerikanske premiere på Sundance-festivalen lavede Rufus Wainwright og Norah Jones en minikoncert for at hylde en overset, men blandt kolleger højtskattet kunstner.

Broken English er opkaldt efter titelnummeret på hendes comeback-plade fra 1979 efter år med misbrug og marginalisering. Og hvad der gør filmen til en fascinerende biografi er måden, hvorpå den indkapsler tilbageblikket i en performativ, men respektfuld rammehistorie.

Tilda Swinton spiller lederen af The Ministry of Not Forgetting, et omhyggeligt iscenesat arkiv dedikeret til Marianne Faithfulls lange liv og store karriere. Ikke at glemme er bestemt ikke det samme som at huske, understreger Tilda. 

For det, de fleste husker om Marianne Faithfull, er langt hen ad vejen forkert eller fordrejet af sladderpressen og det misogyne miljø, hun voksede op i og længe selv tog for givet.

I filmen inviteres den aldrende Marianne Faithfull ind i Ministeriet for at gennemgå sit livsarkiv, se tilbage og sætte ord på sin egen historie. 

I et klip fra D.A. Pennebakers Bob Dylan-dokumentar Don’t Look Back fra 1967 harmoniserer hun med Joan Baez, mens vi hører hende mindes møderne med tidens store modkulturelle skikkelser – fra Allen Ginsberg til Francis Bacon, Paul McCartney og selvfølgelig Mick Jagger.

Faithfull træder her frem, ikke som en smuk, ung muse, men som en fritænker i egen ret, hvis idéer alt for ofte blev kapret af de mænd, hun omgik. Som med junkiefortællingen Sister Morphine, en sang hun skrev til Mick Jaggers melodi.

Hendes indspilning af sangen blev så stor en skandale – en smuk ung kvinde, der synger om stoffer – at hendes single blev trukket tilbage. To år senere udgav The Rolling Stones samme sang på albummet Sticky Fingers og høstede roser for hendes tekst. 

”Hvorfor sagde du ikke fra?” spørger stjernen George MacKay i sin rolle som arkivar og empatisk interviewer. 

”Jeg tror ikke, vi var lige så bevidste om alle de her ting, som I er i dag,” svarer hun nærmest undskyldende.

Den Marianne Faithfull, vi møder i filmens nutid, er svækket af covid og har brug for ekstra ilt til at komme igennem samtalerne.

Men hun lyser indtagende op over at se sit liv genopført i avisudklip og arkivoptagelser – blandt andet prøverne til hendes optræden med Kurt Weill og Bertolt Brechts sange, en succespræstation hun mindes med stolthed. 

Filmen afliver rygter og fordomme om kvinder og kunst. I tråd med en udbredt myte spørger George MacKay, om hun tror, at man har brug for mørke i livet for at blive en stor kunstner.

Hendes svar er værd at skrive sig bag øret: ”Fuck, no!” Kunst trives bedre i medvind end modvind, uanset hvor mange romantiserede efterrationaliseringer historien end byder på. 

Broken English er ikke et kritisk portræt, men en rørende hyldest til en kunstner, der først i sin alderdom af en ny generation opnåede en anerkendelse, som hun manglede fra sin egen. 

Mick Jagger glimrer ved sit fravær. Til gengæld er der ikke et øje tørt, da Nick Cave og hans musikalske makker Warren Ellis lægger vejen forbi studiet for at indspille, hvad der blev Marianne Faithfulls allersidste sang: Misunderstanding, der blev udgivet på hendes sidste soloalbum. 

Et værdigt punktum – for Marianne Faithfull og en fremragende film.