Christiania

Historierne er måske ikke nye, men nu er de samlet ét sted.

Vi kender dem fra dokumentarer som Nils Vests Christiania – du har mit hjerte fra 1991, fra fragmenter og DR2-indslag. Men nyeste hampeskud er en sikker og gedigen indføring i Christianias historie – fra begyndelsen og helt frem til i dag. En rettidig påmindelse, fortalt livligt gennem klip fra fællesmøder, aktioner og interviews.

Instruktøren Karl Friis Forchhammers fortællerstemme ledsages af tegnefilmssekvenser, der levendegør anekdoterne. Det er underholdende fortalt, om end aldrig helt så vildt og anarkisk som fristaden selv.

Til gengæld taler billederne deres eget sprog. Kampånden går lige i kroppen.

Invasionen af Norddyssen foregår i 1700-talsuniformer. Provoen og slumstormeren Jacob Ludvigsen – her under navnet Jacob Løvegal – indtager det gamle militærområde. Kompositionsmusik bliver afløst af Savage Rose, afghanertrøjer, bonghoveder og halvnøgne, farvestrålende mennesker.

En familie på 1000 indbyggere opstår, og 50 år senere er den stadig en del af os. Nogle er blevet gamle her. Nogle kom for at ændre verden. Nogle er født ind i den.

Instruktørens forældre mødtes på Christiania, men flyttede samme dag, Karl blev født. Nu bor han selv i et kollektiv derude. Han voksede op med deres historier og festede senere selv på Staden. De var anderledes, tykhovedede over for sprittere og psykoser, ligeglade med, hvad andre tænkte.

”Det her er ikke en dødssyg kommunal park,” siger et af filmens skønne ansigter. Nej, det er et alternativt fællesskab, og fællessangen I kan ikke slå os ihjel giver kuldegysninger fra begyndelsen.

Vi får 70’ernes billeder: langt hår, Puch Maxi’er, nepaltrøjer, kvinder med piber, varmeovne i olietønder og ladcykler. Fælleshuse som Byens Lys, Autogena og Månefiskeren dukker op som pejlemærker i et miljø, der både er hjem og eksperiment.

Fortællingen bindes sammen af tingbogen fra Rigsarkivet, der fungerer som filmens struktur. Referaterne fra fællesmøderne – Stadens højeste organ mellem de selvstyrende områder – åbner et vindue til både skabertrang og politisk kamp, internt såvel som eksternt. Undervejs får vi også herlige gensyn med politikerne Mogens Glistrup og Erhard Jacobsen.

Et af filmens mest mindeværdige øjeblikke er historien om den sorte bjørn Rikke, fotograferet siddende i en bar. Bjørnen var alkoholiker. Efter at have flænset en kat bliver den spærret inde. Det er morsomt, sødt og tragisk.

Vi hører også om smedjen, der blev besat af Guds Børn, Jesusfolket, som med dommedagsfryd ventede verdens undergang i 1973. Den kom ikke. I stedet satte de ild til bygningen under fællessang.

Bøssehuset og Børnemagt. Solvognens aktioner. De første biodynamiske varer – og stoffer, tyvekoster og alt det, der også fulgte med. Mennesker fra sindssygehospitaler, udlændinge uden opholdstilladelse og hjemløse, som fandt et sted at være.

”Konsensus betyder, at du kan sige nej til bullshit,” lyder det.

Men ikke over for rockergruppen, der voksede ud af et motorcykelfællesskab. En høvding med en kælealligator. Bøllebank til unge drenge. De udstillede styreformens svaghed. Der fandtes ingen magtbeføjelser at sætte ind mod dem.

”Fi-fi-dong, det hele er fjong,” brøler Kim Larsen til Franz Beckerlees Hendrix-fræs, mens rockerne fester og smadrer, og en kvinde er tæt på at blive brændt på bålet.

”Vi sov med køller. Det var ikke kun peace, love and understanding,” siger en christianit.

Nu ser det ud til, at drømmen er brast. Filmen rammer den nostalgi og sorg, jeg selv kender fra ture med min far gennem alternative miljøer fyldt med malede togvogne, healere, gøglere og små fiskersamfund. En analog tid, nu forsvundet bag tæt bebyggelse, kapitalfonde og internettets uendelighed.

Nutidsklippene i filmen viser også, at Christiania – og samfundet generelt – ikke længere er sexet, blomstrende og flippet. Folk vil ikke længere det samme.

For nogle år siden, efter en syrerockkoncert på Loppen, gik jeg ned ad Pusher Street mod værtshuset Woodstock. Pludselig strømmede et menneskehav forbi. Endnu én var blevet skudt og dræbt. En ung christianit, forvekslet med en anden.

Siden fulgte dokumentarserien Kampen om Pusher Street. I dag er det efterhånden den gade – og ikke Loppen, Operaen, Månefiskeren eller keramikværkstederne – man forbinder med Staden.

Seneste nyt fra filmen: Fællesmødet har besluttet at lukke Pusher Street. Formelt er den stadig lukket, men i praksis blander den sig fortsat sammen med turistburgere og specialøl.