Code of Silence

Franske Jacques Audiard (Profeten og Smagen af rust og ben) fik i 2001 et veritabelt gennembrud med den lille, men veldrejede romantiske thriller Blodrøde læber.

Næsten døve Carla, mobbet sekretær på et advokatbureau, møder smågangsteren Paul. Hun er fænomenal til mundaflæsning, og det finder Paul hurtigt ud af. Han inddrager hende i et kup, samtidig udvikler der sig en romance. Emmanuelle Devos fik den franske Oscar, César’en, for sin kvindelige hovedrolle, og igen viste Vincent Cassel sig som Paul at være Frankrigs bedste bad boy.

Den britiske serie Code of Silence må helt klart have skelet til den lille franske perle af en krimifilm.

Alison er født med et hørehandicap og arbejder i politigårdens kantine i katedralbyen Canterbury. Hun mundaflæser et pars utro affære, og færdigheden løfter hende snart op i politiets hierarki.

Hun bor hjemme hos en decideret døvstum mor og har lige slået op med sin sympatiske kæreste, der er ansat i kommunen. Politiet mangler i den grad mundaflæsere. Så Alison sættes snart på en opgave om at aflæse sinistre gangstere – en af dem er politimorder – som mødes i byens parker for at planlægge et kompliceret kup.

Hendes nye venner i korpset er bekymrede for at involvere Alison i en farlig mission. Men snart tager hun selv affære, og undervejs involverer hun sig i en sympatisk computerforbryder.

Det skulle hun aldrig have gjort. Men bare rolig, vi er i det romantiske hjørne, hvor Askepot måske alligevel får sin sorte prins, der er frækkere end politiet tillader det. Smart som ind i helvedet, men også med et hjerte af guld i sin gedulgte fortid.

Alison er således på en undercoveropgave, hvor hun viser sig som en amatør med livet løsagtigt sat på spil.

Vi følger både politi og tyve i den fremragende serie vædet af virkelighedens vand fra Englands berømte køkkenvaskrealisme.

Alison og hendes mor er ved at blive nådesløst sat ud af deres hjem af et gustent og kynisk ejendomsselskab, som har forbindelser til gangsterne. Samtidig er serien i familie med den spektakulære kupfilm, hvor lovens lang arm forsøger at fange dens kløgtige modstandere, før disse tømmer kassen, slipper afsted med deres forehavende og kommer ud af landet.

Forbryderne planlægger et kup, der viser sig både kompliceret og speget – og hvis forudsigelighed måske blot er en illusion.

Titlen – tavshedens kode, mafiaens omerta – har også den betydning, at smalltalk mellem skurke kan være dødsens. Især hvis man fremstår stum og dum.

Der er dobbeltspil i sagen, og hvor længe kan Alison slippe godt fra med sin ferme mundaflæsning, uden at forbryderne aner uråd og får mistanke? Spændingen stiger i den grad.

Igen må man konstatere, at briterne stadigvæk har det sorteste bælte i at dreje både fortræffeligt sammensatte og intelligent fornøjelige krimiserier. Krimimæssigt er det bedre håndværk end meget af det klamphuggeri, vi ser i mange andre – også danske – krimiserier.

Skuespilleren Rose Ayling-Ellis, der selv er hørehæmmet og ekspert i mundaflæsning, er hele serien værd som den både enfoldige, dumdristige og gammelkloge Alison.

Hendes drøm er at blive så dygtig, at politiet vil ansætte hende permanent. Samtidig er hun en romantisk sjæl, som har fyret sin godhjertede, men småkedelige fyr med samme handicap. For at falde for Liam, den mystiske medgangster, der kommer udefra og ikke helt har overbevist sine venner som medsammensvoren hacker.

Han gestaltes afdæmpet, godhjertet og overbevisende af Kieron Moore. Og i det hele taget er der solide præstationer hele vejen rundt – fra politigården til pubben, hvor slynglerne skyller en pint eller to ned.

Der er små huller i plottet, som ellers er dygtigt skruet sammen hele vejen til sidste afsnits sidste levende billede. Fortsættelse følger. Heldigvis.