Crosswind – hvor vindene mødes

Det giver altid et velgørende stød i sanseapparatet, når en instruktør fjerner en af filmmediets grundpiller.

Som når Abbas Kiarostami lader reallyden knitre og forsvinde mod slutningen af Close-Up, eller når Eisenstein eller Spielberg forstyrrer et etableret sort-hvidt univers ved at slippe et rødt klæde ind i henholdsvis Panserkrydseren Potemkin og Schindlers liste.

Fra uventet kant kommer en endnu mere radikal sansevækker: Crosswind – hvor vindene mødes fra Estland. Den er mere radikal, fordi den i overvejende grad er fortalt gennem et sådant brud – og fordi den bryder med ikke bare sansernes og filmmediets, men også med fornuftens logik.

I filmens midterste time ophører al bevægelse – bortset fra kameraets glidende flugt. Verden fastfryses i mange sekunder, nogle gange minutter, mens omfavnelser, fortrukne ansigter, hævede geværløb eller tyverier studeres fra forskellige vinkler og ofte ganske tæt på.

Det er som at rejse gennem fotografier i 3D.

Den fotografiske association er svær at ryste af sig, fordi filmens univers netop er erindringens.

Fortælleren er en kvinde, Erna, som i 1941 rives bort fra sin elskede og tilbringer tretten umenneskelige år i en sibirisk arbejdslejr, hvor hun prøver at holde liv i sig selv og ikke mindst parrets datter. Hun sender smukke breve hjem til manden, der ikke kan forventes at være i live til at modtage dem hjemme i Estland.

Brevene fra Erna er autentiske og ligger – i bearbejdet form – til grund for filmen. Og det føles ofte, som om filmens sort-hvide billeder har været vedlagt i kuverterne og nu genfremkaldes for vores blaserte øjne med en ekstra dimension.

Det er et genialt greb, som den debuterende instruktør Martti Helde og fotograf Erik Pollumaa eksekverer, for de rædsler, Erna kan berette om, er så ubærlige og velkendte fra Holocaust-historien, at man skulle være næsten masochist for ikke at vende blikket bort.

Nu kan man ikke andet end at stirre. For det er lykkedes at gennemlyse det umenneskelige med en overmenneskelig æstetisk kraft.

Vi gransker øjeblikket, hvor familien rives itu, ikke mindst datteren Eliides blik fra ladet på en bil. Og vi stirrer skånselsløst, mens Erna raner brød fra andre til sin syge datter i den barske kolkhoz. Det er øjeblikke, der ligesom de bedste pressefotos rummer en stor fortælling komprimeret til en gestus.

På den måde bliver billedet på en gang dokumentation af noget historisk væsentligt og forlenet med en æstetisk perfektion, der nærmest kan virke provokerende.

Provokerende, fordi der selvsagt intet smukt er ved Stalins deportation af hundredtusinder af sagesløse mennesker fra Baltikums oprindelige befolkning. Det er en etnisk udrensning, vi sjældent hører om.

Af samme årsag er det en film, men som anmelder får dårlig samvittighed over ikke at give en topkarakter. Men som oplevelse har filmen sine småskavanker, og for den uindviede tilskuer er der en indlysende risiko for, at selve udførelsen af de enkelte tableaux vivants – altså de statiske opstillinger – skygger for indlevelsen.

I en sekvens ændrer figurerne positioner, mens kameraet er optaget af at iagttage noget andet – det bliver en form for levende tegneseriefortælling.

Imponerende.

Men det er også en lille smule studentikost og gør ikke sanseoplevelsen dybere. Her – og i prologens gennemført fortryllede erindring om et idyllisk te-selskab – kunne less is more med fordel have været hvisket til instruktøren.

Men det ændrer ikke på, at Crosswind – hvor vindene mødes er en dybt original film om et vigtigt emne. Det er en regulær pragtpræstation af en end ikke filmuddannet debutant. Fire års forarbejde og enkeltscener, der har taget op til et halvt år at få logistisk styr på.

Det skal blive interessant, om Martti Helde har flere film i sig. For noget kunne tyde på, at Estland har en Béla Tarr eller Miklós Jancsó i kim. Esterne gør klogt i at beskytte og støtte ham.