Biografanmeldelse
30. juni 2016 | 00:18

Demolition

Foto | Anne Marie Fox
Davis (Jake Gyllenhaal) får en ustyrlig trang til at rive ting ned, efter hans kone dør. Så han ifører sig sikkerhedsbriller og bruger for første gang i sit liv værktøj.

En sorgfuld enkemands liv skildres originalt, når han vælger at rive sit hus ned med en hammer. Men så letter tågen, og filmen bliver langt mindre interessant.

Af Jeppe Mørch

Davis (Jake Gyllenhaal) har en dårlig dag.

Han og konen Julia (Heather Lind) lytter til Chopins pulsnedsættende Nocturne, Op. 9, No. 2, da en anden bil pludselig vædrer dem. Julia dør, Davis slipper med lidt blod på skjorten.

På hospitalet får han lyst til lidt chokolade oven på chokket. Men slikautomaten driller og vil ikke spytte hans pose ud.

Det starter instruktør Jean-Marc Vallées Demolition.

Nogle reagerer på ubærlig sorg ved at benægte oplevelsen og i stedet fokusere minutiøst på hverdagens små problemer. Davis begynder at skrive novelle-lange, personlige klagebreve til slikfirmaet, som snød ham for en snack.

Brevene læses højt af Davis som en voice-over, der præsenterer ham og tager os direkte ind i hans sind, hvor han frenetisk kæmper for at holde sorgen på afstand.

Det er et simpelt, men effektivt trick. Vi får at vide, at han arbejder i finansverdenen. Han er succesfuld. Og hans chef og svigerfar er samme person: patriarken Phil (Chris Cooper).

Canadiske Jean-Marc Vallée er i stand til at få det ypperste ud af Hollywood-stjerner. Reese Witherspoon og Laura Dern blev begge Oscar-nomineret for deres indsats i Wild. Matthew McConaughey og Jared Leto hjemtog helt fortjent en Oscar-statuette hver for pragtpræstationer i den ellers konventionelle bio pic Dallas Buyers Club.

I Demolition er det Jake Gyllenhaal, som Vallée får til at spille sig helt ud. Det tågede udtryk, der gemmer sig bag de store øjne, er ideelt for en mand plaget af verdensfjern følelsesløshed. Det er synd for Davis, men han er også en kende skræmmende. Den modsætning gestalter Gyllenhaal formidabelt.

Phil tager Davis med på en bar. Her taler svigerfaren grådkvalt om savnet af sin datter. Det eneste, Davis kan tænke på, er, hvorfor drinksene er så dyre.

”Atmosfæren,” afbryder han.

Phil kigger uforstående på ham, hvorefter Davis må forklare, at man betaler for den gode stemning på baren.

Det er nærmest absurd og alligevel fuldstændigt genkendeligt at opleve, hvordan Davis kæmper for at bevare apatien og holde sorgen på afstand, samtidig med at han er ved at blive sindssyg over ikke at føle noget.

Han fortæller en mand i toget, at han ikke elskede sin kone, hvorefter han hiver i nødbremsen, så alt bliver et hvinende kaos.

Og så får han en ny hobby. Davis begynder at skille alting ad – computere, køleskabe og den slags – for at se, hvordan de ser ud indeni. Afmonteringsfetichen går over i en besættelse af at rive ting ned, og snart smadrer han sin arkitekttegnede villa med en stor hammer.

Den første time af Demolition er god. Det er den banale fortælling om, hvordan et dødsfald kan tvinge én til at rive hele tilværelsen ned, før man kan bygge noget nyt op – originalt fortalt gennem en mand, der omsætter de indre kampe til konkrete handlinger.

Men så går det desværre galt for filmen.

Klagebrevene til slikfirmaet er blevet læst af kundeservicemedarbejderen Karen (Naomi Waats), og hun begynder at svare Davis. De er begge følelsesvrag, som hurtigt bliver afhængige af hinanden.

Det vælger filmen at bruge som anledning til at skifte spor over til den vejbane, hvor man dyrker opbyggelighedens floskler og generiske samlivsproblemer. Det interessante ved første del af Demolition er netop, at hverdagen betragtes gennem en martret mands subjektive blik, som giver nogle originale vrangbilleder.

Som når Davis hos lægen opdager, at halvdelen af hans hjerte er blevet spist af sigøjnermøl.

Men til slut forcerer filmen faderlige følelser frem i Davis. Som da han skal tage sig af Karens utilpassede teenagesøn Chris (Judah Lewis), og når Davis er kommet til soveværelset med sin nedrivningshammer, vælter klichéerne bogstaveligt talt ud af skabene.

Den afdøde kone har haft et scanningsbillede gemt. Og det kunne tyde på utroskab … Det kan lyde sadistisk at ønske, at Davis forbliver fanget i sine sorgomtågede vrangbilleder. Men Demolition er simpelthen en bedre film, før den begynder at ville kurere sin hovedperson.

Trailer: Demolition

Kommentarer

Titel:
Demolition

Land:
USA

År:
2015

Instruktør:
Jean-Marc Vallée

Manuskript:
Bryan Sipe

Medvirkende:
Jake Gyllenhall, Heather Lind, Chris Cooper, Naomi Watts, Judah Lewis

Spilletid:
101 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
30. juni

© Filmmagasinet Ekko