Den nye triumfbue

Den berømte akse i Paris, der strækker sig fra Louvre og næsten snorlige hele vejen ud mod La Défense i horisonten, er omkring 8,5 kilometer lang.

Undervejs passerer man først den ældste og mest yndefulde af triumfbuerne, Arc de Triomphe du Carrousel, dernæst den største og mest ikoniske, Arc de Triomphe på Place Charles-de-Gaulle, som troner midt i en stærkt trafikeret rundkørsel. Til sidst følger det lange stræk ud til den yngste, men også største: La Grande Arche de la Défense, færdiggjort i 1989.

Det er klart ved endemålet, at den kvadratiske, grandiose triumfbue gør sig bedst på afstand. En langdistanceblænder, som ligger for tæt på et indkøbscenter, indeklemt blandt andre bygninger. Den virker fattig og lettere anløben i sin nøgne ornamentik som et kunstværk.

Værkets kunstner, arkitekten Jens Otto von Spreckelsen blev knust. Hans livsdrøm om Menneskehedens Triumfbue, som han kaldte den, forvandledes til et mareridt. Projektet blev af både politiske og økonomiske årsager mere og mere indskrænket. I hans øjne så meget, at han tog sit gode tøj og gik lige før, han døde af cancer i 1987.

Alligevel er vi danskere stolte af, at Jens Otto von Spreckelsen vandt arkitektkonkurrencen og fik lov til at opføre dette monument, både til den store franske revolutions 200-årsjubliæum i almindelighed og til menneskehedens triumf i særdeleshed.

Historien om hvordan og hvorfor, får man i Stéphane Demoustiers franske film Den nye triumfbue, baseret på Laurence Cossés roman La Grande Arche. Både film og roman er inspireret af virkelige hændelser fra 1983 til 1987.

Alligevel slår en indledende tekst fast, at scenerne mellem arkitekten og hans hustru er opdigtede, og det skaber et problem.

Filmen følger dog historiens fakta i store træk. Den relativt ukendte danske arkitekt, som var professor ved Kunstakademiets Arkitektskole og hidtil kun havde tegnet fire kirker samt sit eget hus, får til opgave at skabe et skelsættende fransk monument: et nyt pariser-vartegn.

Den socialistiske og katolske præsident François Mitterrand er begejstret for von Spreckelsens grandiose idé om at gøre buen kvadratisk – en kubus omgivet af en mindre af samme slags.

Men så træder statens bureaukrati til, ligesom politiske faktorer kommer i vejen. At byggeriet skal være gennemført fransk, fører til trakasserier, blandt andet et slagsmål om den rette form for italiensk marmor.

Det sidste fører til et opgør mellem hr. og fru Spreckelsen, som der angiveligt ikke er belæg for.

I hvert fald har Jens Ottos 92-årige enke i Politiken taget afstand fra filmen, som ifølge hende er ”fuld af opdigtede scenarier, faktuelle fejl og usande postulater”. ”Reelle begivenheder forvrænges via pinlige forenklinger, og min mands faglige kompetencer samt hans menneskelige egenskaber forfladiges,” skriver Karen von Spreckelsen.

Filmens dokumentariske troværdighed er med andre ord tvivlsom. Instruktøren skaber et narrativ om eneren versus massen, det storslåede og geniale over for det småtskårne og banale, med toner af en idealistisk dansker strandet i et pragmatisk Frankrig.

Fortællingen får karakter af en klassisk tragedie. Johan Otto forlader projektet og dør alene på en bænk, fortvivlet over sin triumfbues skæbne. I virkeligheden døde han på Hillerød Sygehus og – siger hustruen – stadig fortrøstningsfuld på byggeriets vegne.

Stéphane Demoustier erkender over for Politiken, at han ikke har haft adgang til privatlivet og derfor har måttet bruge sin fantasi. Resultatet er bestemt dramatisk underholdende, men med en bismag af en lidt for effektiv opsætning.

Filmens rekonstruktion af de enorme byggepladser og buen, der rejser sig voluminøs langs vejen som et menneskeskabt monument, er imponerende. Danske Claes Bang (The Square) leverer en af sine bedste præstationer som den i bund og grund sympatiske von Spreckelsen, der i en sproglig blanding af fransk, engelsk og dansk kæmper for at få sit mesterværk realiseret.

Sidse Babett Knudsen, der taler flydende fransk, er overbevisende som den klarsynede hustru, der bliver trynet af sin mere og mere koleriske mand – hvilket hustruen i dag altså bestrider.

Også Swann Arlaud fortjener ros som den ambivalente projektarkitekt Paul Andreu, kendt for sine strømlinede lufthavne og computergrej, noget Spreckelsen afskyr.

Paul leder i silende regnvejr efter von Spreckelsens beskedne grav sammen med en anden franskmand. Scenen fremstår oversentimental i en ellers bevægende, men historisk problematisk film.