Den sidste stilhed

Amerikanerne og deres land er ekstremt filmegnet.

Der er muligvis noget hønen og ægget over det al den stund, at hele verden jo er opflasket med amerikanske film.

Er amerikanerne så kameravante, fordi de har set deres landsmænd føre sig frem på den måde, eller opfatter alle vi andre bare deres attitude som et blueprint for, hvordan man gebærder sig på film?

I hvert fald forstår man godt, hvorfor to skandinaviske filmskabere – danske Kasper Bisgaard og svenske Mikael Lypinski – er faldet for det miljø og de personer, man møder i makkerparrets dokumentar Den sidste stilhed.

Green Bank i staten West Virginia er hjemsted for verdens kraftigste radioteleskop. Det står der for at opfange eventuelle signaler fra liv i det ydre rum, og derfor skal der være teknologisk ro i den såkaldte Stillezone, som dækker et areal på 34.000 km2.

Byen huser dog også nogle mennesker, der lever i skyggen af den enorme antenne og uden det internet, vi andre tager for givet.

Filmen præsenterer ikke sine medvirkende ved navn, og vi kommer ikke rigtigt i nærheden af, hvad de drømmer om eller ønsker sig. De står derfor som nogle arketyper, der er skildret et hav af gange i filmhistorien.

Der er den stoiske Vietnam-veteran, som bare nyder roen og sine ti-tyve kopper kaffe om dagen. Der er det unge trailer park-par, som ikke kan vente med at få børn, på trods af at de selv er det. Der er en skydegal redneck, som tager barnebarnet med ud for at pløkke ting i smadder og snakker om, at de skal forsvare sig, når det hele snart går ned.

Der er en masse gode billeder i at se dem skyde på mikrobølgeovne og alskens andre elektriske apparater, og bedstefaren stiller som en anden Travis Bickle fra Taxi Driver gerne op og viser sine mange våben frem.

Mere interessant er dog byens tilflytter. Hun forlod sin mand i Frankrig, fordi hun med sin elektromagnetiske hypersensitivitet ikke kunne holde det digitale liv ud, men nu æder ensomheden hende op. Hendes hudsult og ønske om menneskelig kontakt er fuldkommen relaterbar.

Den sidste stilhed, der er produceret af danske Sara Stockmanns Sonntag Pictures, er delt op i to kapitler. Det første hedder ”Stilheden” og præsenterer det særlige samfund, mens anden del med titlen ”Støjen” springer tre år frem i tiden og viser, hvor svært det er at holde verdens larm ude.

Ud over den løse opdeling savner man en samlende stemme. Men filmskaberne vil hellere skabe stemninger end give svar. De rejste selv til byen med nogle forestillinger om, hvad de ville møde, men endte med et langt mere komplekst billede og flere spørgsmål end svar.

Det er al ære værd at gengive den virkelighed så autentisk som muligt, men det bliver for svært at finde ud af, hvad man skal bruge filmen til, når alt blot er synsninger.

Flere af personerne er sikre på, at teleskopet er et skalkeskjul, der bliver brugt til statshemmeligheder, men også de betragtninger glider ud som sand mellem fingrene.

Der er meditativt serverede strøtanker om alt mellem himmel og jord. Kirken nævnes nogle gange, men personernes forhold til tro og religion bliver aldrig et regulært tema.

Den våbenentusiastiske ældre mand siger hele to gange, at vi ville være dumme at tro, at vi er alene i det uendelige univers. Vi kommer det dog ikke nærmere end den banalitet, så hvorfor tåler det en gentagelse?

Det er en trøstesløs skildring af et amerikansk samfund, hvor polariseringen lever i bedste velgående selv uden de teknologiske hjælpemidler, der oftest får skylden for at skabe dem.

Det er en interessant pointe og vel egentlig hele filmens eksistensgrundlag, at vi ikke nødvendigvis er bedre tjent med at drømme os tilbage til en verden før digitale landvindinger.

Man aner en sprække af håb til sidst, hvor bedstefar og barnebarn lægger våbnene og nyder en rolig stund til tonerne af natravnens sang. Og så er der en slags begsort konklusion fra den kærlighedshungrende kvinde, der med sin poetiske tilgang til livet argumenterer for, at vi skal lade rummet være, så vi ikke smitter med vores destruktive adfærd.