Die My Love

Alle taler om, hvor svært det er at være forælder, og alligevel er det et enormt tabu, at forældregerningen for nogle er decideret utålelig. Især nybagte mødre skal helst smile yndefuldt gennem udmattelsen, hvis verdensbilledet skal hænge sammen.

Det gør Grace ikke.

Da hun flytter gravid sammen med kæresten Jackson i hans døde onkels villa i Montana og dydigt føder ham en søn, er der ingen glæde at spore bagefter. Kun dybt raseri.

Skotske Lynne Ramsay (We Need to Talk About Kevin, You Were Never Really Here) har instrueret filmen, der er baseret på argentinske Ariana Harwicz’ roman. Handlingen er flyttet fra Frankrig til USA.

Her møder vi Robert Pattinson som den uperfekte, men tålmodige Jackson og Jennifer Lawrence som Grace.

De storspillende stjerner spejler hinandens vildskab og finder en særlig, dansende kemi mellem de elskende. Den upolerede passion i starten minder om Laura Dern og Nicolas Cage som Lula og Sailor i Wildt at Heart. Begge film bruger Elvis Presleys Love Me Tender på samme måde, men med melankolsk fortegn i Die My Love.

Men selv i den lykkelige begyndelse er der ikke megen varme og ømhed at spore i Jennifer Lawrences spil. Det er kendetegnende for hele Lawrences præstation, der nok er hendes mest fascinerende nogensinde.

Skuespilleren, der også er producent på filmen, modarbejder sit naturlige udtryk som en karismatisk kvinde, alle kan spejle sig i. Hun gør Grace – et åbenlyst ironisk navn – til et frastødende væsen: utilregnelig, spydig og umulig, vraltende omkring på alle fire i et oprør imod sin givne rolle som værdigt moderdyr.

Jennifer Lawrence er for en gangs skyld meget svær at holde af. Men på grund af hendes iboende charme får man alligevel lyst til at forstå hendes vrede.

Alle, Grace møder, ignorerer hende for at dikkedikke derudaf med afkommet. Uduelige Jackson er mere interesseret i, hvordan arvingen har det, end i at bolle. For at slippe af med husets rotter anskaffer han sig endda en køter, der gør nætterne til et bjæffe-inferno.

Virkeligheden opløses, tidsforløb flyder sammen, virkelige mennesker bliver en del af indre forestillinger og vender forslåede tilbage, mens verdens ondskab træder ud af den mørke skov.

Lynne Ramsays filmsprog er eksperimenterende og for det meste dragende. Fotografen Seamus McGarvey skal især have ros for en sen indstilling på stranden, hvor skarpt sollys blokerer for den legende baby i vandkanten.

En nøglescene bruger David Bowies småsarkastiske sang til sin egen førstefødte, Kooks, til at spejle Graces lede ved idylliske familieidealer.

Men selv om billeder og musik i glimt formidler Graces virkelighedsopfattelse, tillader Jennifer Lawrence aldrig direkte adgang til hendes psyke.

Vi tvinges til at se hende udefra sammen med den hårdtprøvede Jackson, men modsat ham har vi ikke den luksus at have kendt hende, før hun blev gravid. Vi kender kun uhyret.

Kun Graces demente svigerfar (Nick Nolte) og sørgende svigermor, fremragende gådefuldt spillet af Sissy Spacek, lader til at have en idé om, hvad der foregår i hovedet på hende.

Det er et modigt valg af Ramsay og Lawrence, at vi slet ikke må forstå Grace. Men det er også fortællingens problem, for den kompromisløse distance gør filmen mere intellektuelt interessant end egentligt gribende.

Den konstante leg med at hægte publikum af bliver ikke ved med at pirre, og især underplottet om utroskab med Lakeith Stanfields nabo er anstrengende.

Efter to timer i selskab med Grace er det ikke tanker om forældregerningen og verdens ondskab, der bliver hængende i hovedet. Det gør til gengæld oplevelsen af, at Jennifer Lawrence er en virkelig spændende skuespiller.

Forhåbentlig får vi denne uforudsigelige side af hende at se igen i en film med lidt mere retning.