Dirch – 100 år

Lad det være sagt med det samme: Dirch Passer – 100 år er absolut den bedste og mest fyldestgørende bog om skuespilleren Dirch Passer.

Den 416 siders store coffee table-bog kommer rundt om alle aspekter af sit emne, den er ikke ukritisk, og den inddrager personer i Passers liv, som på godt og ondt har betydet noget for hans udvikling, liv og levned.

Den er rigt og relevant illustreret i alle retninger, både i privatlivet, tester-, revy- og navnlig filmkarrieren samt tabloidpressens jagt og jag på ham ude i det offentlige liv.

Han var både en enormt generøs og introvert person, men også et menneske, som faldt i dårligt selskab. Det var blandt andre hans personlige manager Sven Borre og den talentfulde, men også kyniske revydirektør Stig Lommer, fremgår det af Jacob Wendt Jensens mageløse bog.

Dirch Passer, der havde nederlandske aner, blev født den 18. maj 1926 ind i en maritim middelklassefamilie i Dragør. Faren var en alvorlig og stolt søens mand, mens moren var familiens livsglade humørbombe.

Dirch Passer bar sin medfødte borgerlighed med sig hele livet, selv gennem vulkaner af druk og damer. En videregående uddannelse blev det aldrig til, og oprindeligt havde han tænkt sig at følge sin far som sømand. Som komiker var han selvlært, men hans talent var genetisk givet – hans uddannelse var ellers yderst begrænset.

Selv om han havde et fint sprogøre og kunne ”tale” både fransk og russisk, var selv hans engelsk mangelfuldt, og det tyder på, at han følte et vist mindreværd på dette område. Det gjorde sig gældende helt til sine dages ende, da han som bare 54-årig pludselig dør i 1980 af et hjertestop.

Det bedste ved bogen er, at den punkterer flere myter. Selv om han muligvis var en fiasko i Steinbeck-stykket Mus og mænd i 1961, var han slet ikke nogen dårlig skuespiller.

Hans tjener Leopold i Sommer i Tyrol i 1964 er i mesterklassen. Hans hovedrolle i Charles tante (1959) er heller ikke ringe. Han har med glans spillet Dario Fo-teater, den italienske farcemager og dramatiker, som Passers komik passede til som pasta til parmesan.

En anden myte er betydningen af hans samarbejde med Kjeld Petersen. Kellerdirk-tiden varede i små tre år og gav os mesterværker udi revykomik, men kun i glimt kan deres perler ses på film.

Derimod var det samarbejdet med Ove Sprogøe, der skabte Passers bedste film. Ved Kongelunden (1953), Det var på Rundetaarn (1955), Færgekroen (1956) og navnlig mesterværket Baronessen fra benzintanken (1960) er Passer og Sprogøes højdepunkter inden for folkekomediens rammer.

Ove Sprogøe er den rapkæftede og slagfærdige straight guy, mens Passer er den lettere enfoldige partner. Påvirkningen fra tidens mest populære amerikanske komikerpar, Dean Martin og Jerry Lewis, er påfaldende, men ikke påtrængende. Dertil er Sprogøe knap så krukket og Passer mere poetisk end amerikaneren.

Der er enkelte film blandt de rigtigt mange, hvor Passer alene viser sig som enestående original komiker i et godt og gennemarbejdet manuskript. Tidligst i Den store gavtyv (1956) og senere i Pigen og millionæren (1965). Sidstnævnte er nok den, hvor han tydeligst viser gunstig påvirkning fra Jerry Lewis.

Jacob Wendt Jensen mener, at Dirch Passer var et geni, men bogens eneste mangel er, at der ikke er nogen bevisførelse for det geniale. Passers komiske talent var uomtvisteligt og havde i hans unge år en prægnant poetisk og infantil aura over sig. En slags gennemskuende naiv klogskab, som minder om barnet i H.C. Andersens eventyr Kejserens nye klæder.

Sidenhen blev det til mere skrig og skål, russisk klovn, bebrillet Kulmule-mand og baby i hoppegynge. Sjovt? Det er nok en smagssag, men successen var stor både i Cirkusrevyen på Bakken og inde i biografen med Passer i diverse gradbøjninger af lavkagekomik og fjollefarce.

Var han et geni a la Charlie Chaplin, Buster Keaton og Gøg uden Gokke? Næppe. Men når det er sagt, skal det igen understreges, at dette er bogen om Dirch Passer i bedste stil, på slap line og glimtvis genialsk.