Døden på bestilling – et hemmeligt netværk

Inspireret af en gryende debat om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord i Norge snubler to tv-journalister, Janne Amble og Kadafi Zaman, over en vild historie.

Da de vil undersøge, om man kan få hjælp til at dø på det sorte marked – i skikkelse af hemmelige Facebook-grupper – møder de nordmanden Steinar Wangen. 

Han er, som vores egen hjemlige ”dødsengel”, lægen Svend Lings, en mand med en mission: Han vil hjælpe dem, der ikke i dag kan få aktiv dødshjælp af staten, ud af deres lidelser. 

Men modsat Lings er han ikke engang læge. Han er end ikke sygeplejerske eller sosu-assistent. Han er derimod en dømt morder, for allerede som femtenårig stenede Steinar et medmenneske til døde. 

Historien er hårrejsende og klam. 

Han bedøver først folk med piller og kvæler dem siden med en pude, som han sætter sig ovenpå, imens han ”sidder og hygger sig med en kop kaffe” på deres hoved. Helst mens de har håndjern på. 

Alternativt foreslår han drukning i badekar. Ønsker kvinder sex før døden, kan han også levere dét, og Steinar fortæller snarrådigt, at han faktisk allerede har dræbt en hel del mennesker på den måde. 

Det korte af det lange er, at Janne Amble og Kadafi Zaman slet ikke jæger en dødens tjenende ånd. De er pludselig på sporet af en skandinavisk seriemorder! 

Serien i tre afsnit af 40 minutter er voldsomt spændende. Flere gange retter man sig i sædet. Som da Steinar på Facebooks Messenger skriver, at han er på vej ud til en mor med et udviklingshæmmet barn, som han skal aflive. Når de at forhindre det? 

Den journalistiske optrævling er forbilledlig. Man udnytter alle spor, man inddrager pårørende, man adviserer politiet i både Norge og Sverige i god tid, da Steinar pludselig opererer i nabolandet, og man konfronterer sagens hovedperson på usædvanligt dannet og venlig vis til sidst. 

Han går nemlig i en fælde, fordi Janne Amble under dæknavnet ”Randi Svensson” har udgivet sig på Messenger for at være terminalt syg og have et dødsønske på et svensk motel. 

Nogle ting trækker imidlertid lidt ned. Journalisternes forbløffelse, chok, gråd og læbebæven er knap så troværdig. Ingen professionel graverjournalist ville begynde at græde midt i en undersøgelse af sag. Det virker malplaceret og måske tilmed iscenesat. 

På samme måde virker Zaman mest som en dum flødebolle i det første afsnit, hvor han på det nærmeste agerer støttepædagog for den grådlabile Ambel. Man undrer sig næsten lidt over, hvorfor han er med.

Begge kritikpunkter bliver dog gjort til skamme fra andet afsnit og frem. Zaman er en ekstremt dygtig interviewer, og Ambel viser tænder som den blodhund, hun egentlig er. Det her skal opklares, om hun så selv skal være prøveklud for seriemorderen. 

Til gengæld er det forskruet at lancere jagten på en forstyrret morder som et oplæg til en debat om aktiv dødshjælp. 

I starten og slutningen får man det indtryk, at nordmændene må vælge imellem at leve og dø i umenneskelige lidelser eller at blive myrdet af en muligvis seksuelt afsporet selvtægtsmand fra den norske underverden. 

Men det er jo langt fra tilfældet, for i Norge har man lige akkurat moralen på plads. 

Steinar Wangen idømmes hele otte års fængsel for ét assisteret selvmord. Til sammenligning idømte højesteret i 2019 Svend Lings 60 dages fængsel for medvirken til to selvmord og et selvmordsforsøg. 

Debatten om aktiv dødshjælp er vigtig, men den skal tages på de rigtige forudsætninger. Og hele idéen om at hjælpe svært syge og døende mennesker med palliativ medicin, psykiatrisk og psykologisk terapi og en massiv pastoral indsats – som alternativ til en statsfinansieret aflivning af besværlige mennesker – berøres kun perifært. 

Men når det er sagt, skal man lede længe efter en så vedkommende, vigtig og basalt spændende serie baseret på graverjournalistik.