Doktor Glas

Trekantsdrama, intriger og mord.

Essentielle elementer, når man skal puste nyt liv i en litterær klassiker på det store lærred.

Den svenske instruktør Erik Leijonborg, der stod bag serier som Ondskab og den BBC‑producerede King & Conqueror, har filmatiseret Hjalmar Söderbergs roman Doktor Glas fra 1905.

Den oprindelige fortælling udspiller sig i Stockholm i slutningen af 1800-tallet. Her opsøger den ulykkelige præstefrue Helga Gregorius doktor Glas og betror ham, at hendes meget ældre husbond konstant krænker hende.

En historie, der kan lede tankerne hen på Georg Brandes’ Emigrantlitteraturen,somudkom omkring 30 år tidligere. Söderbergs bog placerer sig i forlængelse af det moderne gennembruds sædelighedsfejde, der satte fokus på mænd og kvinders forskellige seksuelle vilkår.

For ligesom Brandes argumenterer Söderberg for kvinders ret til selvbestemmelse og kritiserer den dobbeltmoral, hvor mandens begær altid tilgodeses på bekostning af kvinders ret til selvbestemmelse.

I Erik Leijonborgs psykologisk thriller har flyttet handlingen frem til nutiden, og hovedpersonen Gabriel Glass (Isac Calmroth) præsenteres via en fortællerstemme som en ensom læge, der hverken har sex eller venner.

I al sin naivitet bliver han forblændet af den anerkendte modedesigner Helga Gregorius (Thea Sofie Loch Næss), der lever et glamourøst jetsetliv, men er ulykkeligt gift med den arrogante forfatter Patrik Gregorius (Christian Fandango).

På rollelisten finder man også H.E. Greve Nikolai – prins Joachim og Alexandras ældste søn – i rollen som Patriks danske halvbror Søren. Det er en beskeden debut, men ikke desto mindre overraskende.

Helgas profession er ændret i forhold til bogen, hvor hun er præstefrue. Og Patrik er en blanding mellem en selvhøjtidelig podcast‑bro og en moderne far, der har et tæt forhold til sin datter.

Det står i skærende kontrast til, at han ikke formår at aflæse sin kones følelsesmæssige signaler om, hvornår hun har lyst til samleje. Den manglende kommunikation bliver dermed katalysatoren for den centrale konflikt.

Et trekantsdrama opstår mellem de tre personer. Da Helga igen bliver forulempet af sin egen mand, søger hun hjælp hos lægen Gabriel Glass. I stedet for bare at give hende de smertestillende piller, hun allerede er afhængig af, rådgiver han hende om, hvordan han kan sabotere sin mands potens, så han lader hende være i fred.

Her træder filmens styrke virkelig frem. Thea Sofie Loch Næss skildrer overbevisende det komplekse dilemma i at være fanget i en relation, man ikke uden videre kan frigøre sig fra.

Fordi hendes mand også rummer positive sider, men også fordi deres højtprofilerede power‑couple-status griber ind i alle aspekter af hendes professionelle og personlige liv.

På grund af ægteskabet stoler hun ikke på mænd og er med god grund på vagt over for em, når de betragter hende med et objektiverende blik. Filmen afliver samtidig myten om det perfekte offer, for også et uperfekt menneske kan blive udsat for overgreb.

Alle personer rummer en kompleksitet. Gabriel fremstår umiddelbart som en moralsk indigneret helt, men hans egne fantasier afslører en problematisk idealisering af Helga, som han udspionerer med kikkert.

Filmens udtryk skurrer til tider. Bag et drama gennemsyret af løgn og manipulation ligger et soundtrack, der lyder som taget fra Sveriges top-ti over mest spillede popsange – påfaldende malplaceret.

På samme måde bliver det for meget, når Helga i en central scene fortæller Gabriel – og publikum – hvad hele pointen er. Hun påpeger hans hykleri, men gør det så overtydeligt, at man kortvarigt bliver revet ud af indlevelsen.

Om det er et oprigtigt forsøgt på at sikre, at alle har forstået filmens alvorlige budskab, eller om det er et resultat af Netflix‑æraen, hvor man forventer, at publikum kun følger halvt med, skal være usagt.

Trods disse småskavanker er Doktor Glas en medrivende og politisk uhyre relevant film om synet på køn, ægteskab og seksualitet.