Efterhånden er Downton Abbey vokset til et sandt franchise-bæst: seks sæsoner på tv og nu den tredje – og forhåbentlig sidste – film om familien Crawley på herresædet Downton Abbey.
Den første sæson havde premiere i 2010, og historien foregik i 1912. Her femten år senere er året 1930, og et natmørkt London bliver oplyst af farvestrålende neonskilte.
Meget har forandret sig – både skikke, traditioner, hår og påklædning – men visse ting forbliver uacceptable. Da Lady Mary bliver skilt, udløser det en enorm skandale, der får hende smidt ud af et aristokratisk bal og gør hende til persona non grata i hjemegnen Yorkshire.
Hun hænger noget med mulen. Samtidig må hun endnu en gang brydes med sin mere konservative far, som ganske vist har overladt ledelsen af godset til hende, men alligevel har svært ved at give helt slip.
Ironien er slående. Seriens oprindelige præmis var netop, at han kæmpede for, at hun kunne blive hans arvtager, da han stod uden sønner, og den ellers oplagte grandnevø omkom på Titanic.
Mary selv er ikke bange for at være fremsynet og moderne – det har hun næsten altid været – mens faren paradoksalt nok stejler og igen og igen indvender, hvad hans salige mor dog ville have tænkt.
På væggen i hallen hænger portrættet af den gamle enkegrevinde af Grantham, som Maggie Smith indtil den seneste film i 2022 spillede med uforlignelig vellyst. Hun gik bort sidste år i en alder af 90, og hendes skarpe, vittige replikker savnes tydeligt – selv om man forsøger at videreføre noget af ånden gennem kusine Isobel Crawley.
Generelt savnes der modspil, bid og nerve. Det hele føles som den samme fortælling gentaget endnu en gang.
Denne anmeldelse bliver uundgåeligt indforstået. Uden kendskab til serien er figurgalleriet nærmest umuligt at følge. Omvendt er det svært at forestille sig nogen sætte sig i biografsædet uden mindst et vist forhåndskendskab til universet.
Selv om filmen varer to timer, føles den primært som et febrilsk kapløb for at opdatere seeren på det enorme og overbefolkede ensemble. Ironisk nok ignoreres flere karakterer helt, og skæbner, bryllupper og børn, som burde have fået opfølgning, forsvinder ud i glemslen.
Omdrejningspunktet – at Coras bror Harold har formøblet arven – falder brat bort midtvejs. Det store drama udebliver, og det er filmens altoverskyggende fejl. Den tør ikke tage de risici, som serien tidligere turde, da både Matthew og Sybil mistede livet.
Julian Fellowes, seriens skaber og manuskriptforfatter, lader sin egen fortælling drukne i ønsket om at behage fans. Resultatet er et selvtilfreds sammenkog af gamle tråde, og Fellowes er tarvelig, når han igen vælger at gøre grin med kluntede Mr. Molesley. Samtidig virker det, som om han glemmer, at de to søstre Mary og Edith ikke har det bedste forhold.
De shopper muntert sammen i London og overøser hinanden med sukkersøde komplimenter, indtil de hen mod slutningen pludselig engagerer sig i et tandløst mundhuggeri – som om serieskaberen sent kom i tanke om en af fortællingens grundsten.
Heldigvis er de mange dygtige skuespillere uforlignelige, og det er umuligt at fremhæve én frem for de andre. Deres selskab er noget, man gerne opholder sig i. De udstråler oprigtig hjertevarme og vennesæle, og man mærker tydeligt, at de har nydt at iklæde sig de gamle kostumer og igen træde ind i slottets smukke rum med bonede gulve og kandelabre overalt.
Seriens musiktema spiller filmen igennem, og til trods for den sløve historie er det hyggeligt at være med hos tjenestefolk og herskab. Det er trygt og godt, som en rar kop Earl Grey – lige indtil man indser, at selv teen er så udvandet, at man egentlig kun sidder tilbage med smagen af ingenting.
facebook
twitter
Kommentarer