El jockey

Nogle film er så vilde i deres udtryk, at man helt glemmer at følge med i handlingen. Sådan er argentinske Luis Ortegas El jockey, som rammer øjet og øret hårdt, men vil man opsummere den bagefter, bliver det svært.

I grove træk handler filmen om den selvudslettende, afdankede jockey Remo og hans identitetskrise.

I en uforglemmelig tidlig scene bæller han en rygende kombination af alkohol og hestebedøvelse, inden han skraber sin ridepisk mod toppen af de lange, klaustrofobiske tunneller på vej til sin hest, som han øjeblikkeligt falder af.

Nahuel Pérez Biscaryart spiller Remo med en komisk monotoni, der i de lækre, tydeligt kunstige kulisser giver mindelser om Wes Anderson. Samtidig minder de smukke tableauagtige kameraindstillinger – ofte med en surrealistisk danseoptræden i midten – om svenske Roy Andersson.

Dog er Luis Ortegas følelsesmæssige distance om muligt endnu større end hos de to Anderson’er, hvilket gør det svært at trænge igennem de æstetiske lækkerier og ind i substansen.

Instruktøren står også bag den homoerotiske biopic El Angel, som blev vist på Cannes-festivalen i 2018. Også i El jockey former fortællingen sig som en udforskning af queer-identitet.

Det sker først gennem Remos kæreste og kollega Abril – skildret med uimodståelig varm selvtillid af en ulasteligt stilet Úrsula Corberó. Hun er gravid med hans barn, men indleder et seksuelt forhold til en mystisk, androgyn figur.

Senere forvandler filmen sig til en slags transhistorie, da Remo efter en alvorlig rideulykke begiver sig gennem Buenos Aires som en pelsklædt kvinde ved navn Dolores.

Hans krop er så ødelagt, at den ifølge sundhedsmyndighederne ”er i en tilstand, der ikke egner sig til at leve”. Han har gips rundt om hele hovedet, tilsyneladende stadig med ridehjelmen på indenunder. Det giver ham et ikonisk udseende, lidt hen ad en turbanklædt Karen Blixen.

I virkeligheden er det hele meget Blixen’sk. Filmen er befolket af den samme slags spøjse anti-heteronormative figurer, som hendes gennembrudsværk Syv fantastiske fortæller er fyldt med.

Det gælder ikke mindst gangsterbossen Sirena (Daniel Giménez Cacho). Han vil slå Remo ihjel, men samtidig begærer han ham, og helt absurd anskaffer han sig konstant nye spædbørn, som han passer på, indtil de bliver for gamle og skal skiftes ud.

Da Remo næsten bogstaveligt genfødes som kvinde, går hun også igennem en eksistentiel forvirring. Lever hun og menneskene omkring hende overhovedet?

”Selvfølgelig lever vi, ellers ville de ikke prøve at slå os ihjel,” svarer en af Dolores’ allierede i flugten fra Sirena og hans sjak.

Den visuelt stærke, spansksprogede film om gangstere, køn og identitet leder automatisk tankerne hen på den kontroversielle Emilia Pérez. Men El jockey er langt mere abstrakt og gør desværre også et langt mindre indtryk end Jacques Audiards meget direkte musical.

Transfortællingen virker mest som en videreførelse af hovedpersonens selvdestruktive livsstil, hvor han bogstaveligt destruerer sin egen identitet for at skabe en ny.

Ortegas flydende tilgang til køn, handling og stil gør filmen til en uforudsigelig fornøjelse at overvære, og i lange stræk er den absurd sjov. Men karakterer, der pludselig skifter navn og kan gå på loftet, og scener, der spilles to gange efter hinanden, forhindrer – nok bevidst – delene i at samle sig til en meningsfuld helhed.

Dog løfter enkelte scener sig op til det mesterlige. Man føler nakkehårene rejse sig på samme uforklarlige måde som i en god David Lynch-film, da en tilsyneladende blind mand antaster Dolores på vej ud fra toilettet.

Manden skruer op for sit høreapparat. Ætsende, ubeskrivelig musik spiller, mens en forskrækket Dolores lytter. Manden skruer ned igen, men musikken forsvinder ikke helt. ”Det usynlige orkester,” hvisker manden.

Og så går Dolores videre i sin feberdrøm.