Paradokset er til at få øje på. Midt i storbyen Tokyo – som huser 38 millioner sjæle – er andelen af ensomme mennesker med raketfart steget til ubærlige højder. Hele 40 procent af alle voksne japanere føler sig så ensomme, at det ødelægger deres liv og i visse tilfælde frarøver dem lysten til at leve.
Blandt de unge er tallet 50 procent.
I sin både smukke og sørgelige dokumentar undersøger Kaspar Astrup Schröder, hvordan ensomhed kan knuse mennesker. Han har tidligere skildret japanske særfænomener i Opfindelsen af Dr. Nakamats og Lej en familie A/S og vist sit talent som portrættør af alt fra stjernearkitekten Bjarke Ingels i Big Time til popstjernen Medina.
I denne film er stilfærdigheden en slags metafor for den ubevægelighed, der ligger i ensomheden, når ingen taler med én, og der slet ikke er nogen. Som en af de to ensomme i filmen, Shoko Watanabe, siger, så frygter hun at komme hjem og råbe ”jeg er hjeeemmeee” uden at få svar.
Den anden medvirkende er en mand. Masato Sawa har levet alene i halvdelen af sit liv, og da han bliver fyret et stykke, braser det hele endegyldigt sammen.
I sært bevægende billeder følger vi de to ensomme mennesker og deres strategier for at mestre ensomheden. Shoko spiller klaver, men med hovedtelefoner på. Hun drømmer om, at hun en dag spiller for et publikum. Hun skriver sange på japansk, men med engelske bonmoter som omkvæd: ”Stand by me / Stand by me.”
Hun er i øvrigt den, som klarer det hele bedst, da en rådgiver på et callcenter for ensomme beder hende om at finde kontakter fra sin fortid, som måske kan genoplives. Hun genfinder en skoleveninde, og sammen finder de lidt mere kontakt i hverdagen. Og var der ikke en mand, der kiggede i hendes retning, da de spillede elektronisk dart på en bar?
Masato går andre veje. Han får sig et kæledyr. Det er en meget stille, ugle. For som han siger i dyrehandlen, ønsker han bare, at den er der – i samme rum som ham. Så han kan mærke noget liv. Skarabæerne i syltetøjsglasset og den enlige fisk i bowlen er ikke helt det samme, siger han.
Telefoncentret Et Sted For Dig er udviklet specielt til ensomme, men kæmper med lav bemanding. Så de kæmper for at få taget telefonerne. Lamperne ved omstillingsbordet kan lyse gult ved bekymring og rødt ved risiko for vold eller selvmord. Ensomhed er alvor.
Det forstår man også i det lidt administrative spor af filmen, som på lydsiden og i interviews/reportager følger Ministeren for Ensomhed og Social Isolation i den japanske regering. Hun er blevet udpeget i en anerkendelse for problemets omfang.
Filmen er voldsomt vedkommende og vigtig. Ensomhed er ikke kunst et japansk problem, det er verdensomspændende, og vi har det også i Danmark.
”I Danmark føler 598.000 voksne sig svært ensomme og 20.000 børn i alderen elleve-femten år føler sig ofte eller meget ofte alene. Alle kan blive ramt af ensomhed. Der er dog situationer, hvor risikoen for ensomhed er større. For eksempel i livets overgange. Det kan være når man skifter skole, job eller flytter. Det kan også være. hvis man selv eller en nær person oplever sygdom,” skriver partnerskabet Sammen Mod Ensomhed på sin hjemmeside.
I filmen er der en ensom mand og en ensom kvinde. Og man ærgrer sig over, at de to ikke bare mødes. I stedet sidder de og chatter med en fremmed. På en gang beskyttet og fængslet af skærmen. Ligesom alle os andre.
facebook
twitter
Kommentarer