EPiC: Elvis Presley in Concert

”Jeg vil gerne lave bedre film end dem, jeg hidtil har lavet,” erklærer Elvis et sted i EPiC: Elvis Presley in Concert. 

Faktisk fik han chancen, idet han blev tilbudt den mandlige hovedrolle over for Barbra Streisand i A Star Is Born (1976). Men han sagde nej tak. Eller måske var det hans manager, Colonel Tom Parker, der sagde nej. 

Partnerskabet mellem Presley og Parker skildres i Baz Luhrmanns biopic Elvis (2022) med Austin Butler og Tom Hanks. Undervejs i arbejdet med filmen fik Luhrmann et tip fra den danske Elvis-ekspert Ernst Mikael Jørgensen om en filmsamling opbevaret i en saltmine i Kansas: timevis af ukatalogiserede optagelser fra Elvis-koncerter i Las Vegas anno 1970-72. 

En glemt skattekiste! 

Peter Jacksons firma Park Road Post Production, bedst kendt for de digitalt optimerede arkivoptagelser i Anden Verdenskrig-dokumentaren They Shall Not Grow Old, har nu med samme tekniske omhu restaureret de fremgravede Elvis-optagelser. 

Nogle af dem var uden lyd. Så ligesom den morderiske computer HAL 9000, der i Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001 læser astronauternes mundbevægelser, måtte der bruges AI til at studere Elvis’ læber og identificere sangene. Derved kunne den rigtige musik synkroniseres til billederne. 

Ud af dette materiale har Baz Luhrmann og hans Oscar-nominerede klipper Jonathan Redmond nu skabt en koncertfilm i særklasse. Var man ikke allerede Elvis-fan, bliver man det her eller aldrig. En euforisk oplevelse, hvor der ikke mindst er kælet for lyd og billeder i en sådan grad, at filmen holder til at blive oplevet i IMAX. 

Koncertoptagelserne kombineres med interviews, hvor vi i store træk får historien om knægten fra Tennessee, der via enestående musikalitet, karisma og kontroversielt kropssprog endte som hele verdens King of Rock and Roll. 

Bag scenen oplever vi ham som et muntert og ukompliceret menneske, der af et godt hjerte forsøger at glæde alle omkring sig. Det er karakteristisk, at da en fan forsøger at flå hans læderfrynsebælte til sig som souvenir, skælder han ikke ud, men forklarer tålmodigt, at det må hun nok opgive, for bæltet er syet fast til bukserne.

Der kan selvfølgelig være fravalgt mindre sympatiske øjeblikke, men i alle tilfælde er filmens dagsorden ikke at bore i kontroversielle aspekter af legenden. 

Først og fremmest er dette en koncertfilm, komplet med backstagepas til alle døre på tværs af tid og rum. En rutsjebanetur af glæde gennem 44 Elvis-sange. Repertoiret rækker lige fra klassiske gospels til datidens nyeste Beatles-hits. 

Vi snydes heller ikke for åbningsfanfaren fra Also Sprach Zarathustra, der allerede inden han satte fod på scenen gjorde enhver Elvis-koncert til en kosmisk oplevelse. Igen må nævnes Rumrejsen år 2001, for idéen kom derfra. 

Typisk for både Baz Luhrmann og Las Vegas funkler filmens logo af camp og kitsch. Men det ikoniske glamrock-look med superheltekappe og tætsiddende dragter dækket af similisten, som Elvis-efterlignere siden har gjort til standarduniform, kom først senere. 

Filmens Elvis går på scenen i en enkel, hvid kedeldragt. At han alligevel lyser op som en solgud, skyldes alene talentet. 

Hans elskede banan/bacon/peanutbutter-sandwiches har endnu ikke sat spor, og han får da også brændt kilovis af foran mikrofonen. Hele kroppen synger med, og på et tidspunkt må han lægge sig ned på scenegulvet for at få vejret. 

Fans kysser ham, når de får chancen, og han kysser gerne tilbage. Ikke vulgært, men som en basal venlighed, der har overlevet fra barndommen langs Mississippi-flodens bredder. I øverummet lyser han ikke blot op med smittende humør, men også med glødende paisley-trøjer. 

Når han synger gospels, er det mandens indre glød, der varmer. 

Facetterne, der udgør mennesket og musikeren Elvis, forenes til et berusende hele. Sammenføjningerne tydeliggøres nogle steder med synlige smalfilmsperforationshuller, men Luhrmann modstår fristelsen til at overklippe og giver os hellere blide overtoninger. 

Fra 1956 til 1969 spillede Elvis Presley hovedroller i 31 film, hvoraf kun ganske få er værd at huske for andet end sangene – som for eksempel Can’t Help Falling in Love fra Blue Hawaii (1961). 

Skuffelsen over de ensartede film fik Elvis til at lægge Hollywood bag sig og sætte kurs mod Las Vegas. Til glæde for datidens live-publikum og nu for os alle. Både hvad angår restaurering, præsentation og kulturel værdi er EPiC en koncertfilm på højeste niveau.