Det er knap ti år siden, at Raoul Peck blev nomineret til en Oscar for den blændende I Am Not Your Negro. Her fortæller han med den afroamerikanske forfatter James Baldwins ord om efterkrigstidens racisme i USA.
Den haitianske instruktør – og tidligere kulturminister – holder sig til samme tema i sin film om den sydafrikanske fotograf Ernest Cole (1940-90).
Cole blev i 1967 kanoniseret i USA, da han i eksil fra hjemlandet udgav fotobogen House of Bondage – om livet under apartheidstyret set med en sort mands øjne. Hans fotografier er uafrystelige, en dokumentation af den højlydt stilfærdige almindelighed, med hvilken det hvide styre foretog sin raceopdeling.
En fortællerstemme fører os rundt i Ernest Coles sort-hvide arkiv. Fotoserier viser betjente, som tjekker den skudsmålsbog, alle sorte sydafrikanere var tvunget til at bære for at kunne færdes i deres eget land. Vi ser sorte tjenestekvinder, der omfavner hvide børn i ly fra deres herrers blikke, og byens allestedsnærværende skilte, som angiver, hvor sorte ikke må befinde sig.
Med et ekko af Palæstina-dokumentaren No Other Land bevidner Cole ”slumrydninger”, hvor sorte kvarterer ryddes i lovens navn for at stille jorden til rådighed for den hvide elite. Dem, der i dag regnes for flygtninge i USA.
Man mindes om, hvor blotlæggende stillbilleder kan være som kontrast til levende billeders dynamik. Foruden Coles billeder bruges arkivmateriale og nye interviews, mens skuespilleren LaKeith Stanfield leverer Ernest Coles fiktionaliserede, sørgmodige stemme i en voiceover bygget på Coles egne skriverier.
”Jeg samler beviser,” siger han, ”og nogle gange kigger monstret tilbage på mig.”
Men hvor rørende og æggende hans ord end falder, er det billederne, der fortæller den reneste historie. Ikke bare om det samfund, linsen er rettet mod, men også om øjnene der ser: Ernest Cole.
Man mærker tydeligt Coles begejstring over at lande i USA. Og efterhånden hans skuffelse. Han ser to mænd kysse på gaden og blandede par af hvide og sorte, som han grådigt fotograferer for at pleje sine egne sår. Men han ser også mange af de samme raceproblemer, han kender alt for godt fra sit hjemland.
Den konstante angst for at blive arresteret i Sydafrika er i de amerikanske sydstater skiftet ud med angsten for at blive skudt.
Og selv om bogudgivelsen gav Ernest Cole en vis stjernestatus i USA, var der også mange døre, der forblev lukkede for ham. Han blev låst fast som den sorte formidler af racisme. Men hvor han i hjemlandet kunne blende ind og fotografere i øjenhøjde, følte han sig i USA som en fremmed mand i et fremmed land.
Det ses også af billederne. Øjne, der skæver til ham, vurderer, advarer.
I stedet for en ny start i USA synes Ernest Cole at bevæge sig mod en depression. Han forhaler et nyt fotoprojekt, indtil han mister både sine ikke-fremkaldte negativer og lysten til at fotografere.
Selv om hans sidste tyve år ikke kastede flere store billedfortællinger af sig, spillede Ernest Coles arbejde en væsentlig rolle i det internationale pres, der omsider blev bygget op frem mod apartheids fald. Selv blev han glemt og hjemløs, inden han døde kort inden Nelson Mandelas løsladelse i 1990.
Men ud af den sort-hvide billedcollage vokser også et mysterium, som afslører filmens tilkomst. Nemlig at en svensk bank i 2017 åbnede et enormt arkiv med 60.000 negativer fra Ernest Coles tid i USA, hengemt af en endnu ukendt person. Billeder, der aldrig før var blevet set.
Opdagelsen gør, at en stor del af hans arv er bevaret i dag, selv om den var gemt væk fra Ernest Cole selv. Hvem ved, hvilken betydning det har haft for hans depression? Ikke desto mindre har arkivfundet givet ham en velfortjent genopblomstring.
Faktisk føles det, som om Ernest Cole siger et par ord fra det hinsides.
facebook
twitter
Kommentarer