Eternity

Et ældre pensionistægtepar snapper ad hinanden undervejs i bilen til en fest.

Da Larry træder ind ad døren, bliver han kvalt i en saltkringle. Han kommer alene til dødsriget, hvor han dog snart møder sin hustru, der er død af kræft.

Her hinsides er alt mere som et amerikansk turistcenter eller et luksushotel med all inclusive end et sted, hvor Gud og Fanden slås om sjæle. Tilmed genopstår man i sin bedste alder og skikkelse. Eternity er en dans på dødens roser, men man skal dog vælge, hvem man vil tilbringe evigheden med.

Hustruen ankommer til dette ferieparadis med et dilemma, for Joan var også gift før Larry. Et kort ægteskab med Luke som døde i Koreakrigen.

Joan skal altså vælge mellem den forliste kærlighed Luke og støt guldbryllup med Larry. Vaneægteskabet med trakasserier og skærmydsler over for noget romantisk og poetisk. Den eneste ene over for den eneste ene anden gang.

Bortset fra, at kernen i Eternity ligner mormonkirkens intention om, at Gudsriget er et luksusøst anneks, hvor mand og kone kan leve sammen, er konceptet faktisk både mondænt og moderne.

Det er lidt i tidsåndens flair for at diskutere kærlighedens mange skikkelser. Navnlig flygtigheden, jalousien, nostalgien og især den ambiguitet, der kan være.

Eternity lægger sig smukt op ad den genre i Hollywoods guldalder, hvor mange lystspil artikulerede både en screwball-humor og en vaudeville-munterhed. Fra slutningen af 30’erne kom der hele tre film om den konventionelle bankmand Topper, som hjemsøges af et sofistikeret og festligt ægtepar – spøgelser, som raffineret leger med kærligheden.

Ernst Lubitsch’ Himlen må vente fra 1943 er et godt eksempel på en rekviemfilm med morsom udgang og frivol tankegang, det vil sige skødesløs relation til døden som andet end den store søvn eller endeløs ingenting. Her er både en kristen respekt over for efterlivet som samvittighedens eftertanke og indgangen til Vorherres egen natklub.

Det gælder også i Eternity.

Joan (veloplagt og sødmefuldt spillet af Elizabeth Olsen) er stedt mellem alternativer, som muligvis kunne løses ved et fravalg af begge mænd. Luke, den døde krigshelt, som ikke synes, at vennen og konens næste husbond spillede fairplay, gestaltes med charmant mandighed af britiske Callum Turner.

Han er dødsrigets trofaste bartender, der stædigt venter på sin krigsbruds ankomst.

Larry spilles af Milles Teller, Joans mangeårige ægtemand, stærkt manieret i moralsk oprustning og fornuftigt tunnelsyn. Undervejs møder vi spøjse undersåtter og embedsfolk, som servicerer i de dødes rige.

Det er ganske muntert, men heller ikke mere. En romcom med amoriner i luften på den anden side af livet.

En kvinde mellem to mænd burde være skabt i samme ånd som Noël Cowards sofistikerede og sexede lystspil – dirrende erotisk mangfoldighed i stedet for konventionelt monogami. Filmen rører dog ved alternative toner, herunder homoseksualitet og det, der ligner.

Desværre begrænses potentialet af politisk korrekthed frem for at blive foldet ud med kunstnerisk mod. Uden at afsløre for meget er der mere skridsikker, spidsborgerlig snusfornuft end surrealistisk, slagfærdig screwball-comedy, når fortællingen langsomt nærmer sig tosomhedens evighed.

Velskabt sat i scene med lækkert design – mildt underholdende, men ikke mere.