Euphoria – sæson 3

Jeg har haft svært ved at sætte fingeren på, hvorfor de første to afsnit af tredje sæson af Sam Levinsons HBO-serie Euphoria ikke hidser mig op. Den vil tydeligvis gerne det modsatte i ophidselsens flertydige forstand: vække lyst og fascination, vække vrede og forargelse.

Euphoria blev i sine tidligere sæsoner hyldet for at ramme zeitgeisten. Unges forhold til angst, stoffer, sex, internet- og perfekthedskultur skildres sammen med glitrende makeup og lys, der bader personerne i nattelivets farver.

En veludviklet æstetik, som måske er stjålet fra den canadiske fotograf Petra Collins – dét har hun i hvert fald anklaget Levinson for.

Nu er æstetikken blevet mere anonym, og ungdomssmerten er aftaget. Personerne er blevet fem år ældre. De har færdiggjort gymnasiet og finder nu vej ud i voksenlivet, primært i forskellige afkroge af staten Californien.

Selvsagt har de udviklet sig siden sidst, men noget skurrer.

Seriens fortæller Rue Bennett (Zendaya) er afdæmpet og cool, likeable, men tynget af et indre mørke, der har ledt hende ud i stofmisbrug. I sæson 2 blev hun af ekskæresten Jules kaldt for et ”ikke særligt seksuelt væsen”.

Men nu er hun pludselig blevet lummer som en afdanket, gammel gris, eller måske en teenager med en nylig seksuel debut. Hun sender sultne grimasser og tåkrummende, seksualiserende replikker i retning af kvinderne på den stripklub, hun har fået arbejde på.

”The business of pussy” er åbenbart hendes drømmekarriere, hævder den nye sæson.

Hendes nye læremester Alamo Brown (Adewale Akinnuoye-Agbaje), en slags cowboy-alfons, leder tankerne hen på The Weeknds karakter i Levinsons HBO-flop The Idol.

Begge er de slikkede skurke med stort S, og især Alamo synes at trække på blaxploitation – med sorte karakterer som gangsteragtige stereotyper i stiliseret vold og action.

”She rides like a whore’s asshole,” siger han om sit gevær. Og om sit erhverv som stripklubejer: ”Ka-ching. Ka-motherfucking-ching ... I’m the motherfucking king of pussy.”

Cassie Howard (Sydney Sweeney) laver pornografisk indhold på OnlyFans og er – i sexede poseringer – udklædt som en villavovse i snor og en baby med sut. Sidstnævnte outfit blev placeret i sæsonens trailer, hvilket meget forudsigeligt stødte flere på manchetterne.

OnlyFans-vinklen er ellers ret relevant, taget tiden og Cassies karakter i betragtning, men serien burde tage erhvervet mere seriøst. Karikaturen er klovneagtig og virker mest af alt som noget, der gerne vil blive til et Instagram-meme: ”You’ve been a bad, bad dog,” siger Cassies forlovede, da han finder hende midt i et fotoshoot. ”Woof, woof,” svarer hun.

Erotikken skinner ikke rigtigt igennem.

Euphoria er ikke lige så vild og bidende pervers, som den selv tror. Provokationens virkemidler er mange, men det er ”ingen organisk galskab”, som filosoffen Michel Foucault engang sagde om den sadistiske, europæiske filmtradition.

Jeg har måtte gå til Sade, sexbetjent i den netop oversatte tekstsamling af Michel Foucault Om Sex for at sætte ord på Euphoria-sæsonens ufarlige, men sex- og voldskompakte verden.

Foucault anke var, at sadismen i filmene foregiver at være frisatte og grænseoverskridende. Som noget, der skubber til normer og moral. Men Foucault fandt dem blottet for ægte mani. I stedet så han ”udskejelserne” som iscenesatte med minutiøs omhyggelighed. ”Det er ikke en åben fantasi, men nøje programmeret ...”

Selv om starten på tredje sæson af Euphoria ikke er decideret sadistisk, rammer citatet en kerne i Sam Levinsons provokationer, som kan mistænkes for at være kalkuleret til algoritme-venligt indhold, der tilgodeser det ekstreme og provokerende.

Det er svært at blive dybfølt oprørt over noget, der lugter af rage bait. Dramaet og grovheden er så over the top, at det næsten falder i camp-kategorien.

Hvad der før var et mørkt generationsportræt, er nu en omgang corny maskinpistol-og-patter.